Debat

Hjerteforeningen: Stil krav om sundere fødevarer

DEBAT: Hvor er visionerne, der sikrer borgerne sundere fødevarer, spørger direktør i Hjerteforeningen, Kim Høgh, der gerne ser fødevarebranchen tage mere ansvar for danskernes sundhed.

"Skal danskerne spise mindre
salt, skal fødevareindustrien tilsætte mindre salt," skriver direktør i Hjerteforeningen, Kim Høgh.  
"Skal danskerne spise mindre salt, skal fødevareindustrien tilsætte mindre salt," skriver direktør i Hjerteforeningen, Kim Høgh.  Foto: Heidi Maxmilling
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kim Høgh
Administrerende direktør, Hjerteforeningen

Hjerteforeningen ønsker Eva Kjer Hansen tillykke med udnævnelsen som miljø- og fødevareminister. For Hjerteforeningen er fødevareområdet helt centralt, og vi ser med stor og positiv forventning frem til det kommende samarbejde med den nye minister. Derfor har vi med stor interesse fulgt Eva Kjer Hansens første to måneder som miljø- og fødevareminister.

Kigger forgæves i regeringsgrundlaget
Desværre har vi hidtil ikke kunnet få øje på store udmeldinger om, hvordan regeringen vil sikre forbrugerne sundere fødevarer med for eksempel mindre fedt, salt og sukker. Behovet for at gøre noget er ellers stort. 47 procent af den voksne befolkning er overvægtige, og næsten hver femte danske barn i niende klasse er overvægtig. Sundere fødevarer vil begrænse fedme-epidemien, der er årsag til alskens ulykker, bl.a. en stor del af de mange tilfælde af hjerte-kar-sygdom.

Som så mange andre har vi i Hjerteforeningen gennemlæst regeringsgrundlaget for den nye Venstre-regering grundigt. Det tætteste, man kommer på fødevareområdet, er et mål om at sikre bedre rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet. Ikke ét sted er arbejdet med sundere fødevarer og kost nævnt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Vi skal forandre for at forbedre
Venstre skriver således i regeringsgrundlaget:

”Vi skal tage ansvar og sætte ambitiøse mål for vores samfund. Vi skal have mod til at stille krav til os selv og hinanden. Vi skal forandre for at forbedre. Vi skal turde vælge, hvad der er vigtigt”.

Som så mange andre har vi i Hjerteforeningen gennemlæst regeringsgrundlaget for den nye Venstre-regering grundigt (...). Ikke ét sted er arbejdet med sundere fødevarer og kost nævnt.

Kim Høgh
Direktør i Hjerteforeningen

Dette kan vi i Hjerteforeningen kun tilslutte os 100 procent.

Men hvorfor så ikke tage ansvar ved at sætte krav om sundere fødevarer? Fødevareindustrien har vel andre roller end blot at bidrage til vækst, arbejdspladser og eksport? Fødevareindustrien er også nøglen til sundere fødevarer og dermed sundere danskere.

Skru ned for salt og fedt
En undersøgelse af danske kostvaner viser, at kun 3 % af hele befolkningen overholder anbefalingen for, hvor meget mættet fedt, man bør spise. Vi ved, at omkring 2.200 af alle dødsfald kan relateres til indtaget af mættet fedt. Så på det felt ligger der en enorm mulighed for forbedre danskernes sundhed. Fødevareindustrien kan altså ikke blot give os et bekvemt og behageligt liv – den kan også bidrage til sundere og bedre liv.

Salt er et andet godt eksempel. Danskernes saltindtag er alt for højt, og den største del af saltet kommer fra forarbejdede fødevarer. Danske mænd indtager 11 g og kvinderne 8 g om dagen mod et anbefalet niveau på 6 g. Skal danskerne spise mindre salt, skal fødevareindustrien tilsætte mindre salt.

Fælles ansvar
Det er fint at sikre bedre vilkår for fødevareerhvervet, men denne støtte må følges af krav om, at fødevareerhvervet tager større ansvar.

Nogle gange er regler og lovgivning fra Christiansborg den bredeste vej frem. Vi har set det på rygeområdet, hvor rygeforbuddet på værtshuse og restauranter har vist sin styrke og effekt.

Vi er mange, der venter i spænding og længsel på ministerens visioner, der kan sikre danskerne sundere fødevarer.

Vi ved, at ingen kan løse udfordringerne alene … heller ikke ministeren.

Så Hjerteforeningen står til disposition. Vi vil meget gerne bidrage ved at tage ansvar og indgå i fælles initiativer, samarbejder eller partnerskaber. For vores mål er at vinde bedre og sundere liv for alle. Skal det lykkes, skal vi ind i kampen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Høgh

Selvstændig, fhv. adm. direktør, Hjerteforeningen
EMP (Insead 2009), MPA (CBS 2002), cand.mag. i fransk og idræt (Københavns Uni. 1997)

0:000:00