Hvad kan vi lære af tolkegebyret?

Af Allan Krasnik,
Professor ved Center for Sund Aldring og Center for Migration, Etnicitet og Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

Det danske sundhedsvæsen er langt overvejende skattefinansieret. Men alligevel indgår der en ikke ubetydelig brugerbetaling, som opkræves for visse ydelser. Det gælder især for medicin, tandlæge og fysioterapi. Vi ved, at dette kan medvirke til, at lavindkomstgrupper afholder sig fra at benytte disse ydelser - grupper, som ofte har de største behov. Tandlægebesøg fravælges, recepter bliver ikke indløst. Det kan naturligvis have negative helbredsmæssige konsekvenser.

Hvad der i praksis indebærer brugerbetaling, har nogle stærke historiske rødder. Indimellem rejser det en sundhedspolitisk diskussion, som dog hurtigt dør ud på grund af ideologiske, økonomiske, faglige eller sociale argumenter.

Motivet med brugerbetaling
Vi har også i de seneste år set eksempler på nye brugerbetalinger i sundhedsvæsenet, som er indført ud fra forskellige motiver, men som atter er forsvundet med regeringsskiftet. Et interessant eksempel er brugerbetaling for tolkeanvendelse i sundhedsvæsenet. Den blev ikke indført for at påvirke brugen af sundhedsvæsenet eller for at skaffe penge til de slunkne offentlige kasser. Motivet var at give indvandrere og flygtninge et særligt incitament til at lære dansk.

For det første er det afgørende, at målet med brugerbetaling er veldefineret, realistisk og har rimelig bred opbakning politisk og fagligt. En overbevisende dokumentation af positive og negative virkninger må også være et rimeligt krav - ligesom for andre innovationer i sundhedsvæsenet.

Allan Krasnik
Professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab

Det er tvivlsomt, om en eneste indvandrer eller flygtning i Danmark har øget sine danskkundskaber af denne grund. Men det er åbenlyst, at gennemførelsen af betalingsordningen i praksis i 2011 gav anledning til kaos og problemer for de direkte berørte. Patienterne var forvirrede og uforstående, sundhedspersonalet fik uklare og meget forskellige retningslinjer i forskellige dele af landet, og de administrative procedurer var ikke på plads. Mange anså ordningen for direkte skadelig for sikringen af en faglig forsvarlig kommunikation mellem patienter og behandlere.

Krav om dokumentation for virkning
Nu er brugerbetaling for tolk i sundhedsvæsenet heldigvis atter afskaffet. Hvad kan vi så lære af den historie? For det første er det afgørende, at målet med brugerbetaling er veldefineret, realistisk og har rimelig bred opbakning politisk og fagligt. En overbevisende dokumentation af positive og negative virkninger må også være et rimeligt krav - ligesom for andre innovationer i sundhedsvæsenet. Denne dokumentation må indbefatte betydningen for kvaliteten af sundhedsvæsenets indsats og belyse effekterne for forskellige befolkningsgrupper og i forhold til forskellige helbredsproblemer.

Dernæst er det afgørende med ensartede og klare retningslinjer for, hvem der skal betale og hvor meget - og hvem der slipper. Og der må etableres procedurer, som er effektive og acceptable for patienter, behandlere og administration.

Ingen af disse forudsætninger var opfyldt ved indførelsen af betaling for tolk. Det problem er nu løst ved helt at fjerne betalingsordningen, men et kritisk blik på den eksisterende brugerbetaling i sundhedsvæsenet kan stadig føre til mange ubesvarede spørgsmål og diskussion. Der er tale om betydelige beløb med konsekvenser for samfundsøkonomi, sundhedsvæsen og folkesundhed - og motiverne, ja, de fortaber sig ofte i historiens tåger.