Jes Søgaard: Stigende medicinudgifter presser sundhedsbudgetterne

KOMMENTAR: Presset fra medicinudgifterne fortsætter. Politikerne på Christiansborg må enten finde flere penge til sundhed eller se til, at andre aktiviteter i sundhedsvæsenet prioriteres ned, skriver Jes Søgaard.

Så kører debatten igen!

Regionerne lægger budgetter. De må planlægge besparelser og nedlægge stillinger.

En hyppigt hørt begrundelse er, at sygehusenes udgifter til medicin bare stiger og stiger og skubber andre indsatser ud.

I sidste uge forkyndte Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner, at deres sygehuses udgifter til medicin stiger med en en halv milliard om året.

Derfor er regionsrådene nødt til at finde besparelser andre steder i sundhedsvæsenet.

Vrøvl, svarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby, for udgifterne til apoteksmedicin, altså det, vi selv køber og betaler halvdelen for, de falder. Og i øvrigt får regionerne cirka en milliard kroner ekstra til sundhed om året, tilføjer hun.

Sådan lød det også sidste år, og før igen, også da Stephanie Lose hed Bent Hansen, og Ellen Trane Nørby hed Nick Hækkerup.

Hvem har ret? Og hvad er op og ned i disse tilbagevendende taludvekslinger?

Måske har de begge halvt ret? Lad os se lidt nærmere på udgifterne til medicin i Danmark de sidste 20 år.

Indlægget fortsætter efter grafen

Medicinudgifterne er samlet set steget fra 11,2 milliarder kroner i 1997 til 18,5 milliarder kroner i 2017, men de sidste 10 år, fra 2007, har de ligget næsten konstant på 18,5 milliarder kroner – dog med stigning de sidste 3-4 år.

De tre forskellige slags udgifter er lagt oven på hinanden i figuren.

Nederst vises udgifter til sygehusmedicin. De er steget fra knap 1,9 milliarder kroner i 1997 til godt 8,9 milliarder kroner i 2017. Det er dem, Stephanie Lose refererer til.

Sygehusmedicinudgifterne stiger med cirka 400 millioner kroner om året. Nogle år mindre, andre år mere, og det kan afhænge af, om et eller to dyre lægemidler er gået af patent, eller om der er kommet nye og meget dyre lægemidler i det forløbne år.

Næsten halvdelen af den milliard kroner, som regionerne får ekstra til sundhed hvert år, går til sygehusmedicin.

Og der skal også bruges flere sundhedspenge til en aldrende befolkning, nye målrettede initiativer og rettigheder samt andre teknologier i et sundhedsvæsen, som kan mere og mere.

Sådan er det jo i sundhedsvæsenet – teknologi kan være mere fordyrende her end i andre sektorer, fordi man kan mere, hvor man før måtte lade stå til. Og det vil vi alle sammen gerne nyde godt af.

Så Stephanie Lose har en pointe. Men det har Ellen Trane Nørby også, når hun trækker udgifter til apoteksmedicin ind i regnestykket.

De to andre markeringer i figuren viser årlige udgifter til offentlige henholdsvis private udgifter til apoteksmedicin i henholdsvis lyseblå og grønne farver.

Udgifter til apoteksmedicin steg fra 1997 til 2007 (fra 9,4 milliarder kroner til 12,2 milliarder kroner), men er siden faldet som følge af prisaftaler, der sikrer hård konkurrenceudsættelse og prisfald, og fordi vores apoteker er dygtige til at finde det billigste medicin til patienten.

I 2017 var udgiften til apoteksmedicin faldet til 9,6 milliarder kroner – et fald på 21 procent i forhold til 2007-udgifterne.

Da tilskudsprocenten samtidig er faldet siden 2007, er regionernes udgifter til medicintilskud faldet endnu mere, nemlig med 33 procent fra godt 6,8 milliarder kroner i 2007 til knap 4,6 milliarder kroner i 2017.

Næsten 2,3 milliarder kroner årligt er regionernes medicintilskudsudgifter faldet med på ti år.

Godt 800 millioner kroner heraf er udgifter, som er væltet over på patienterne. Resten skyldes prisfald på apoteksmedicin og såkaldt generisk substitution, altså at apoteket tilbyder patienten det billigste lægemiddel blandt ens lægemidler.

De to medicintyper, apoteksmedicin og sygehusmedicin, har udgiftsmæssigt udviklet sig i hver sin retning og har de sidste ti år om ikke ophævet hinanden, så dog holdt de samlede medicinudgifter nogenlunde i ro. Og det er Ellen Trane Nørbys pointe.

Det skal dog for en ordens skyld nævnes, at regionernes, og dermed også statens og skatteydernes, samlede udgifter til sygehusmedicin og medicintilskud er steget siden 2013, fra 12,0 milliarder kroner til 13,5 milliarder kroner i 2017.

Opdriften i regionernes medicinudgifter skyldes helt klart de vedvarende stigninger i udgifter til sygehusmedicin, og hvis udgifterne til apoteksmedicin ikke fortsætter med at falde, og det tror kun få, så vil medicinudgifter i stigende grad belaste sundhedsøkonomien.

I få tilfælde kan ny (og ofte dyr) sygehusmedicin erstatte andre behandlinger eller effektivisere behandlingsforløbet, men det er desværre undtagelsen, at dette kan finansiere af den ekstra medicinudgift.

Så presset fra medicinudgifterne fortsætter og måske i virkeligheden mere end hidtil.

Enten må politikerne på Christiansborg finde flere penge til sundhed eller se til, at andre aktiviteter i sundhedsvæsenet prioriteres ned.

Eller kunne man forestille sig, at stigningen i sygehusmedicinudgifterne kan om ikke stoppes så stækkes?

For at svare på det spørgsmål, må sygehusmedicin som udgiftsområde undersøges nærmere, og det vil jeg gøre i følgende klummer.

---------
Jes Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Han har forsket i og om sundhedsvæsenet i snart 40 år og var i 14 år direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen. Han har også været cheføkonom i Kræftens Bekæmpelse.

Forrige artikel Dan Jørgensen: Regeringen vil ikke styrke sundheden i Danmark Dan Jørgensen: Regeringen vil ikke styrke sundheden i Danmark Næste artikel Jes Søgaard: Flere kræftpatienter forklarer kun en lille del af de stigende udgifter til cancermidler Jes Søgaard: Flere kræftpatienter forklarer kun en lille del af de stigende udgifter til cancermidler