Debat

Kora: Har vi råd til at bevare produktivitetskravet i sundhedsvæsnet?

DEBAT: Mange mener, at produktivitetskravet er nødvendigt for at få styr på økonomien i sundhedsvæsnet. Spørgsmålet er dog snarere, om vi har råd til at bevare et ensidigt fokus på øget produktivitet på sygehusene. Det skriver Jakob Kjellberg og Mickael Bech fra Kora.

Debatten bør ikke handle om for eller imod produktivitetskravet, men om hvordan vi bedst understøtter de mål, der er centrale for sundhedsvæsnet. Det skriver Jakob Kjellberg og Mickael Bech.
Debatten bør ikke handle om for eller imod produktivitetskravet, men om hvordan vi bedst understøtter de mål, der er centrale for sundhedsvæsnet. Det skriver Jakob Kjellberg og Mickael Bech.Foto: Colourbox
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Kjellberg og Mickael Bech
Hhv. professor i sundhedsøkonomi og direktør i Kora

Kravet om, at sygehusene hvert år skal levere to procent flere sundhedsydelser uden at få tilført flere penge bliver af nogle udråbt som årsagen til det høje sygefravær blandt sundhedspersonalet.

Andre mener, at de to procent er en økonomisk redningskrans for sundhedsvæsnet, som vi ikke har råd til at undvære.

Alternativet er at tilføre cirka 2 milliarder kroner til sygehusene hvert år, lyder argumentet. Spørgsmålet er dog, om man kan gøre regnestykket helt så simpelt op?

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Fortalere for produktivitetskravet fremhæver, at vi ikke har råd til at undvære produktivitetskravet. Implicit er forudsætningen, at al aktivitet i sundhedsvæsnet er nødvendig aktivitet, som skal produceres uanset hvad. Da aktiviteten i sundhedsvæsnet konstant har været stigende, vil det eneste alternativ til en øget produktivitet være, at man bevilger flere penge i samme takt, som aktiviteten stiger.

Kritikere af produktivitetskravet mener omvendt, at det medvirker til, at vi behandler patienter, som ikke burde være behandlet, eller behandler og registrerer patienter på en unødvendigt dyr måde.

Vi ved ikke ret meget om, hvilket aktivitetsniveau der er det 'rigtige', samt hvordan behandlinger bør produceres. Derfor er diskussionen for og imod to procents produktivitetskravet mere sort/hvid, end den bør være.

Jakob Kjellberg og Mickael Bech
Hhv. professor i sundhedsøkonomi og direktør i KORA

Det honorerer kravet om at producere flere sundhedsydelser, men det giver ikke mere sundhed. Virkeligheden er, at hverken fortalerne eller modstanderne har ret megen dokumentation for, at netop deres standpunkt er det rigtige.  

Hvad er det rette behandlingsniveau?
Talrige studier dokumenterer, at der er endog meget store forskelle på behandlingsaktiviteten mellem lande, landsdele og sygehuse - uden at man reelt kan afgøre, hvem der har det rette behandlingsniveau.

Det er i høj grad de økonomiske rammer og incitamenter, der styrer, hvor stor behandlingsaktivitet der er. I perioden fra 2009 til 2015 er det gennemsnitlige antal kontakter pr. patient steget fra 4,5 til 5,3.

Det svarer til, at hver patient har fået 18 procent flere besøg på hospitalet. I samme periode er antallet af unikke patienter på sygehusene kun steget med 9 procent. I fremtiden kommer der flere ældre og behandlingskrævende borgere i samfundet, og så er spørgsmålet, om det er holdbart, hvis hver patient fortsætter med at få flere og flere besøg på hospitalet?

Desværre ved vi ikke ret meget om, hvilket aktivitetsniveau der er det ”rigtige”, samt hvordan behandlinger bør produceres. Derfor er diskussionen for og imod to procents produktivitetskravet mere sort/hvid, end den bør være.

Sundhedsvæsnet styres efter, hvad der står øverst på den sundhedspolitiske dagsorden. Da to procents produktivitetskravet blev indført for cirka 15 år siden, var sundhedsvæsnet plaget af uholdbart lange ventelister. Her forekom det rimeligt i første omgang at øge aktiviteten gennem øgede bevillinger og øget produktivitet.

Men i praksis blev udfordringerne med ventelister til planlagt kirurgi først løst, da den højere aktivitet blev kombineret med kliniske retningslinjer for, hvem der fagligt set bør behandles. Heller ikke her er det dog muligt at sige præcist, hvor stor en del af æren, de forskellige styringstiltag har haft.

Krav kan forhindre nødvendig omstilling
To procents produktivitetskravet løser næppe alene de vigtigste fremtidige udfordringer, vi har i sundhedsvæsnet. En af udfordringerne er, at der kommer flere og flere ældre, og her er øget produktivitet en del af svaret.

Men andre udfordringer presser sig også på. Det gælder for eksempel behovet for bedre sammenhæng på tværs af almen praksis, sygehus og kommune. Her er to procents produktivitetskravet formodentlig med til at skabe problemer, fordi det, der ikke kan måles, har en tendens til at blive nedprioriteret, når alt andet bliver målt og belønnet.

En anden udfordring er, at et system med fokus på aktivitet har tendens til at understøtte den defensive medicin, og at takststyringen betyder, at det går trægt med at omlægge til mindre kontaktintensiv og mere effektiv håndtering af den aldrende befolkning.

Så spørgsmålet er ikke nødvendigvis, om vi har råd til at undvære to procents produktivitetskravet. Spørgsmålet kan ligeså vel være, om vi har råd til at opretholde to procents produktivitetskravet. Fordi den aktivitetsdrivende effekt kan forhindre den nødvendige omstilling af aktiviteten.

Fremover vil der også være behov for at udvikle produktiviteten på vores sygehuse. Men spørgsmålet er, om det skal blive ved med at være det dominerende mål bare at producere så mange sundhedsydelser så billigt som muligt. Eller om det også kan være relevant at lave decentrale aftaler om, hvad der er de største udfordringer på et givet område. Og så indgå aftaler med ledelsen om dem.

En pause fra produktivitetskravet betyder ikke, at afdelingerne sættes fri. Mange steder kan fortsættelsen af to procents produktivitetskravet give god mening, mens andre ledelsesmål kan give bedre mening andre steder.

Så i stedet for en gold debat om for eller imod produktivitetskravet, burde debatten i højere grad handle om, hvordan vi bedst understøtter de mål, der er for sundhedsvæsnet. Så ledelserne i sygehusvæsenet kan foretage de nødvendige faglige, kliniske og driftsøkonomiske vurderinger af, hvad behovene er – nu og i fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Kjellberg

Professor i sundhedsøkonomi, Vive
cand.scient. i matematisk planlægning (Aarhus Uni. 1997)

Mickael Bech

Professor i sundhedsledelse og -politik, Syddansk Universitet, fhv. forsknings- og analysechef, Vive
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2000), ph.d. (Syddansk Uni. 2003)

0:000:00