Debat

Kost og Ernæringsforbundet: Mennesker med psykiske lidelser har også brug for den rigtige ernæring

Der mangler fokus på kost og kostrådgivning i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en ti-års plan, for mange patienter i psykiatrien vil kunne have stor gavn af diætbehandling i forbindelse med deres psykiatriske behandling, skriver Ghita Parry.

For mennesker med psykiske lidelser er kosten og ernæringens betydning stor, og derfor skal dette område systematisk tænkes ind i arbejdet med denne voksende gruppe borgere, skriver Ghita Parry.
For mennesker med psykiske lidelser er kosten og ernæringens betydning stor, og derfor skal dette område systematisk tænkes ind i arbejdet med denne voksende gruppe borgere, skriver Ghita Parry.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ghita Parry
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var nedslående at læse Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en ti-årsplan til forbedringer i psykiatrien. For selvom Sundhedsstyrelsen kommer med mange vigtige anbefalinger, mangler et helt centralt fokus på, hvor vigtig den rette kost og kostrådgivning er for mennesker med psykiske lidelser.

For mentalt velvære forudsætter en sund krop, og mange patienter i psykiatrien vil kunne have stor gavn af diætbehandling i forbindelse med deres psykiatriske behandling. Ja, vi er faktisk overbeviste om, at de hurtigere ville kunne blive behandlet.

Uanset alder vil mange udsatte og mennesker med psykiske og psykiatriske lidelser have gavn af motivation og sundhedsfremmende støtte til at ændre sundhedsadfærd. 

Ghita Parry
Formand, Kost og Ernæringsforbundet

Det gælder eksempelvis patienter, som får vægtmæssige bivirkninger af medicin, og patienter med spiseforstyrrelser, men det gælder for eksempel også personen med en bipolar diagnose, hvor rigtig og regelmæssig kost er med til at skabe fysisk ro og stabilitet. Det siger egentlig sig selv.

Ernæring bør tænkes ind i behandlingen af psykisk syge

Tænk på hvor dårligt man performer som raskt menneske, hvis tanken er fyldt med cola og romkugler – i modsætning til hvis frokosten består af en indbydende varm ret eller en solid rugbrødsmad med et glas danskvand. For mennesker med psykiske lidelser er kosten og ernæringens betydning endnu større. Derfor skal dette område systematisk tænkes ind i arbejdet med denne voksende gruppe borgere. 

Uanset alder vil mange udsatte og mennesker med psykiske og psykiatriske lidelser have gavn af motivation og sundhedsfremmende støtte til at ændre sundhedsadfærd. Andre har brug for ernæringspleje, diætbehandling eller ernæringsterapi. Her har vores medlemmer – både diætister, professionsbachelorer i ernæring og sundhed og ernæringsassistenter – meget at byde på.

Indfør behandlingsgaranti for diætbehandling

Derfor har Kost og Ernæringsforbundet i sit sundhedsudspil ”Næring til et sundere Danmark” foreslået, at der prioriteres flere diætister i det psykiatriske og sociale system, som skal rådgive og hjælpe disse meget udsatte grupper. Og der skal indføres en behandlingsgaranti for diætbehandling i psykiatrien.

Det vil ikke bare hjælpe en gruppe, som i den grad har brug for hjælp på mange fronter. Det vil også kunne være med til at sikre en hurtigere behandling, og at disse mennesker hurtigere får det godt igen. Og det er vel det vores psykiatri skal opnå?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00