Catherine Mazzacco fratræder sin stilling som administrerende direktør hos Leo Pharma.
Det skriver Leo Pharma i en pressemeddelelse.
Catherine Mazzacco tiltrådte stillingen som administrerende direktør tilbage i august 2019, hvor hun fik til opgave at lede koncernen gennem store forandringer og ændringerne i Leo Pharmas nye kapitalstruktur.
"Det har været et privilegie at være administrerende direktør for Leo Pharma, og jeg har en enorm hengivenhed til Leo Pharmas medarbejdere og deres store engagement i virksomheden," udtaler Catherine Mazzacco i pressemeddelelsen.
Beslutningen om fratrædelsen blev truffet af Leo Pharmas bestyrelse og Catherine Mazzacco selv.
"På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne udtrykke vores oprigtige tak til Catherine Mazzacco for hendes prisværdige indsats med at lede transformationen af Leo Pharma til en lederposition på det innovative område inden for medicinsk dermatologi. Catherine Mazzacco har været medvirkende til at drive virksomhedens ambitiøse vækststrategi frem mod 2030," udtaler Leo Pharmas bestyrelsesformand Jesper Brandgaard i pressemeddelelsen.
Leo Pharmas næste fase vil have særligt fokus på forberedelserne til at blive børsnoteret inden for de næste fire til fem år. Det kræver en administrerende direktør, der er særlig opmærksom på den interne strategiske transformation, aktionær- og kapitalmarkedsengagement og den operationelle effektivitet.
Indtil en ny administrerende direktør er fundet vil Leo Pharmas finansdirektør Anders Kronborg fungere som midlertidig administrerende direktør. Leo Pharmas bestyrelsesformand Jesper Brandgaard vil i mellemtiden overtage rollen som ledende formand for bestyrelsen.
Catherine Mazzacco fratræder sin stilling officielt 30. november 2021.
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Smuldrer sundhedsreformen i kanterne?
- Cecilie Liv Hansen trækker sig fra post i Region Syddanmark
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april




















