Liselott Blixt: Finansloven skal gøre op med svigt af sårbare diabetespatienter

KRONIK: En gruppe af særligt sårbare diabetespatienter er blevet glemt. Vi kan ikke tillade os at have et system, der forskelsbehandler patienter, som det nuværende gør, og det må en national handleplan for diabetesteknologi ændre på, skriver Liselott Blixt.

Af Liselott Blixt (DF)
Sundhedsordfører

Tidligere på året samlede Dansk Folkeparti opbakning fra Venstre, Konservative og Alternativet til en beretning, der skulle få sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i arbejdstøjet og sikre glukosemålere til alle voksne med type 1-diabetes.

SF har ligeledes tidligere fremsat et beslutningsforslag om at sikre mennesker med diabetes adgang til moderne behandling med glukosesensorer og insulinpumper, ligesom SF længe har efterlyst et opgør med kassetænkningen mellem kommuner og regioner.

Men intet er der sket. Det drejer sig som minimum om 30.000 danskere med type 1-diabetes. Af disse tilhører cirka en fjerdedel, det vil sige omkring 7.500 danskere, en ekstremt sårbar gruppe, der har såkaldt glukoseuopmærksomhed (unawareness), hvor de ikke selv mærker, når deres glukoseniveau bliver for lavt. Som et resultat heraf risikerer de alvorlig hypoglykæmi grundet kritisk lavt blodsukkerniveau. Og det er alvorligt – de mister i givet fald bevidstheden, ambulancen må rykke ud, de skal indlægges på hospitalet, og i værste fald kan de dø.

Disse mennesker er blevet glemt i en politisk virkelighed, hvor al opmærksomhed har været rettet mod covid-19. Det er på tide, at sundhedsministeren og regeringen handler, for den nuværende situation er – af flere grunde – helt uacceptabel.

Guidelines tilsidesat
Det er for det første uacceptabelt, at der ikke lyttes til det faglige selskab på området, Dansk Endokrinologisk Selskab (DES), der i sine guidelines anbefaler, at en række af de mest sårbare mennesker med type 1-diabetes kan få hjælp af en af de nye sensorbaserede diabetesteknologier.

Det er teknologi, som grundlæggende giver en nemmere og bedre regulering af glukoseniveauet. For mennesker med diabetes og deres pårørende betyder det mere tryghed og frihed i hverdagen. Det kan give et stort løft i livskvaliteten, når glukoseniveauerne bliver monitoreret og reguleret automatisk, fremfor at de gentagne gange, døgnet rundt, skal stikke sig i fingeren for at sikre sig, at deres glukoseniveau er under kontrol.

Samtidig kan teknologien rtCGM (real time Continous Glucose Monitoring, red.) være med til at give mennesker med diabetes en stor tryghed, da der kan indstilles individuelle alarmer, der kan varsle, hvis glukoseniveauerne ændrer sig og særligt falder til et kritisk lavt niveau.

Postnummeret bestemmer: Ulighed i adgang
For det andet er det uacceptabelt, at der er en kæmpe ulighed på området. Virkeligheden for mennesker med type 1-diabetes i dag er, at postnummeret i alt for høj grad definerer, om de får adgang til ny sensorbaseret diabetesteknologi eller ej. Noget, der på ingen måde harmonerer med formuleringerne i regeringens forståelsespapir, hvor det jo helt klart understreges, at ”… der tages initiativer med henblik på at skabe større lighed i sundhedsvæsenet.”

Alligevel viser opgørelser, at der er stor variation fra region til region, i forhold til om de tilbydes sensorbaseret diabetesteknologi. Det viser en undersøgelse foretaget af Diabetesforeningen i 2019.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uligheden er endnu større for den avancerede rtCGM-teknologi, som Dansk Endokrinologisk Selskab (DES) anbefaler anvendes til alle mennesker med glukoseuopmærksomhed. Regionerne har ikke en samlet opgørelse for området, men tal fra den største producent på området viser, at mens 58 procent med glukoseuopmærksomhed for eksempel tilbydes rtCGM i form af typen Dexcom i Region Syddanmark, er det blot forsvindende tre procent af denne gruppe, der får adgang til teknologien i Region Sjælland såvel som i Region Nordjylland. Det er ikke godt nok i et land, hvor vi kæmper for mest mulig lighed i sundhed.

Mere sundhed for pengene
For det tredje er det uacceptabelt, at Sundhedsministeren ikke er trukket i arbejdstøjet, da den sensorbaserede diabetesteknologi tilsyneladende er en kæmpe gevinst for såvel sundheds- som samfundsøkonomien.

En beregning, der beskriver besparelser og omkostningseffektivitet som følge af reduktionen af alvorlige hypoglykæmier grundet kritisk lavt glukoseniveau, estimerer en årlig effektivisering – og dermed frigørelse af ressourcer – på 175 millioner kroner, ligesom investeringen ved at tilbyde alle landets cirka 7.500 mennesker med type 1-diabetes, som har glukoseuopmærksomhed (unawareness), teknologien rtCGM sammenlignet med monitorering med fingerprikmålinger ved hjælp af strips og lancetter ser ud til at være omkostningsneutral.

Endvidere peger en beregning, som Copenhagen Economics har foretaget for Diabetesforeningen, i samme retning. Her har man på en teknologi- og produktneutral måde kvantificeret de omkostninger, der er forbundet med at tilbyde sensorbaserede glukosemålere til personer med diabetes i Danmark, der tager insulin flere gange om dagen, og her er man nået frem til, at ”[a]llerede i første år giver sådan en investering … anledning til besparelser på 173 mio. kr. per år…”, ligesom ”[b]esparelsen som følge af nogle undgåede følgesygdomme [, der] indfases over tid [betyder] en yderligere besparelse på 36 mio. kr. per år fra år 4.”

National handlingsplan på finansloven
Ovenstående kan ikke andet end ses som et kæmpe svigt af en sårbar gruppe mennesker, og vi kan som politikere ikke tillade os at se stiltiende til. Ministeren må på banen med en national handlingsplan for sensorbaseret diabetesteknologi på årets finanslov. Og det er nu.

Faktisk er det i 11. time. For som bekendt vedtog Folketinget i 2017 en diabeteshandleplan. Planen, som udløber med udgangen af 2020, har bidraget til at forbedre forebyggelse, opsporing og behandling af diabetes. Det er resultater, vi kan være stolte af. Men det står også klart, at vi hverken er i mål eller kan hvile på laurbærrene. Nu skal vi tage det næste afgørende skridt og få lavet en national handlingsplan med et særligt fokus på diabetesteknologi.

For vi kan ikke tillade os at have et system, hvor den behandling, sårbare mennesker får, afgøres af postnummeret og den stærkes ret.

Sundhedsministeriet har allerede vurderet, at forslaget koster omkring 200 millioner kroner. Med en national handlingsplan for sensorbaseret diabetesteknologi på finansloven kan vi sikre, at alle mennesker med diabetes kan få adgang til behandling med den diabetesteknologi, de har behov for.

Der skal naturligvis udarbejdes klare og ensartede retningslinjer for tildeling af diabetesteknologi, som skal være fagligt forankrede. I den forbindelse kan ministeren med fordel lade sig inspirere af Sverige og Norge, hvor man i dag arbejder langt mere systematisk med området og allerede har nationale strategier for tildeling af sensorbaseret diabetesteknologi på plads.

Med en national handlingsplan for sensorbaseret diabetesteknologi til 200 millioner kroner på årets finanslov vil det være muligt at gøre op med en kæmpe ulighed i sundhed og løfte livskvaliteten for tusindvis af sårbare mennesker med diabetes. Samtidig tyder meget på, at de 200 millioner kroner endda vil vise sig som en investering, der på sigt sparer sundhedsvæsenet adskillige millioner kroner, der så kan komme endnu flere patienter til gavn.

Dansk Folkeparti er klar til handling. Mon ikke forårets flertal også fortsat består. Spørgsmålet er, om ministeren er klar?

Forrige artikel Aktører: Tvingende nødvendigt at prioritere flere hygiejnesygeplejersker  Aktører: Tvingende nødvendigt at prioritere flere hygiejnesygeplejersker Næste artikel Vive-forsker: Her er, hvad vi ved om frit valg på ældreområdet Vive-forsker: Her er, hvad vi ved om frit valg på ældreområdet