M-ordfører til psykiatriaktører: Jeres kritik af ADHD-klinikker rammer skævt

På bare seks år er den gennemsnitlige ventetid på udredning og behandling af ADHD hos en psykiater firedoblet – fra cirka 24 uger til over 100. Det er ikke så underligt, at et fagligt oplæg udarbejdet i 2021 ikke adresserer en problemstilling, der først for alvor er eksploderet siden da.

Kritikerne hævder, at man ikke kan oprette særskilte klinikker, fordi målgruppen ofte har følgelidelser. Men det er jo netop pointen: Når mennesker med ADHD og autisme må vente i årevis på hjælp, er det ikke overraskende, at de i mellemtiden udvikler angst eller depression.

ADHD-støtte kan hjælpe hele familien

Oprettelsen af ADHD- og autismeklinikker handler ikke om at bygge en ny bygning ved siden af psykiatrien. Det handler om at åbne en dør, der i dag er låst for alt for mange.

Som klinisk psykolog har jeg mødt forældre i stress, sorg og desperation over, at deres barn med tydelige ADHD-symptomer ikke kan få hjælp. Ofte ender det i skolevægring – en problematik, vi ser eksplodere.

Mennesker bliver ikke kastebolde, fordi vi opretter klinikker, men fordi ingen har hænder fri til at gribe dem.

Rasmus Lund-Nielsen (M)
Psykiatriordfører

Samtidig ser vi, hvordan kommunernes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste mangedobles, fordi forældrene må opgive jobbet og blive hjemme.

At vi måtte tænke nyt, gik for alvor op for mig i sommeren 2023, da en journalist fra TV 2 kontaktede mig for at høre, hvad jeg mente om det faktum, at flere psykiatere helt nægtede at tage patienter ind, hvis de ønskede en ADHD-udredning. De havde simpelthen ikke tid til andet i så fald. Det burde være et wake up-call.

Klinikkerne er ikke tænkt som isolerede øer, men som en del af en stepped care-model i tæt tilknytning til både kommunale indsatser og hospitalspsykiatrien. Formålet er, at patienterne kommer ind det rigtige sted fra begyndelsen, og at ressourcerne bruges klogt.

For vi har ikke råd til, at alle skal presses gennem den samme dør. Især ikke når døren i dag er låst – medmindre man bliver syg nok til at "kvalificere" sig.

Mennesker bliver ikke kastebolde, fordi vi opretter klinikker, men fordi ingen har hænder fri til at gribe dem. Klinikkerne er netop tænkt som dét: En udstrakt hånd, før bolden rammer jorden.

Danmark taber fart

I lande som Storbritannien, Holland, Sverige, Finland, Tyskland og Canada har man for længst organiseret den primære indsats for ADHD og autisme uden for den klassiske hospitalspsykiatri. Her står tværfaglige teams for udredning og støtte, og hospitalspsykiatrien fokuserer på de tungeste sager.

Begrundelsen er enkel: ADHD og autisme er ikke psykiske sygdomme i klassisk forstand. Det er udviklingsforstyrrelser, der kræver støtte, struktur og psykoedukation – ikke nødvendigvis hospitalsindlæggelse.

Hvis vi ikke tør tænke nyt, risikerer vi at gøre en god plan dårlig, fordi vi så blot pøser flere penge ind i en struktur, der er dysfunktionel. For samtidig med, at vi i de kommende år kapacitetsudvider hospitalspsykiatrien markant, har vi allerede i dag for få psykiatere.

Hvis vi ikke nytænker opgavefordelingen, smører vi deres ekspertise endnu tyndere ud, og det går ud over de mest syge, som i forvejen taber i systemet.

Derfor foreslår vi at inddrage andre faggrupper til at løfte de lettere, men stadig alvorlige tilstande. Det er ikke et kompromis med fagligheden; Tværtimod kan vi løfte indsatsen for målgruppen.

Forslag er et fatamorgana 

Vi bruger i dag over to milliarder kroner årligt på tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der må passe deres børn hjemme, fordi de ikke kan få hjælp i tide. Og ifølge en analyse fra Rockwoolfonden koster ubehandlet ADHD alene samfundet 2,8 milliarder kroner om året.

At investere i tidligere og hurtigere indsatser – præcis som det faglige oplæg anbefaler – vil både være en hjælp for den enkelte og en gevinst for samfundet.

Det mest slående ved kritikken er, at den ikke følges af reelle alternativer.

Rasmus Lund-Nielsen (M)
Psykiatriordfører

Ud af de over fire milliarder kroner, som vi løfter psykiatrien med frem mod 2030, går over to milliarder til hospitalspsykiatrien.

Det vil nødvendigvis lægge endnu mere beslag på de psykiatere, vi i forvejen mangler. Og så undrer det mig, at man kritiserer, at vi samtidig vil afsætte 170 millioner kroner årligt til en hurtigere indsats for mennesker med ADHD og autisme – med hjælp fra også andre faggrupper.

Det mest slående ved kritikken er, at den ikke følges af reelle alternativer. Det eneste konkrete forslag er at fjerne det aktivitetsloftet for praktiserende psykiatere. Men det er et fatamorgana.

For det første er loftet et nødvendigt styringsværktøj for regionernes økonomi. For det andet når de fleste psykiatere aldrig loftet. Det er en illusion, at vi skulle kunne løse en strukturel krise med et regnearkstrick.

Én ting må stå klart: Vi kan ikke acceptere status quo. Som også Trivselskommissionen påpegede, kan vi ikke blive ved med at have et system, hvor man først får hjælp, når man er blevet syg nok. Hvor døren først åbner sig, når det er for sent. Det er ikke fagligt forsvarligt eller menneskeligt rimeligt. Og det er ikke bæredygtigt for samfundet.

Klinikkerne er ikke hele svaret for målgruppen. Men de kan afgjort være en god begyndelse.