Bliv abonnent
Annonce
Debat

Medicinrådet: Gennemsigtighed i vores beslutninger kræver større åbenhed om lægemiddelpriser

Medicinrådet vil gerne invitere Lif og andre til dialog om, hvordan vi kan gøre Medicinrådets beslutninger mere klare for alle parter, skriver Jørgen Schøler Kristensen og Birgitte Klindt Poulsen.
Medicinrådet vil gerne invitere Lif og andre til dialog om, hvordan vi kan gøre Medicinrådets beslutninger mere klare for alle parter, skriver Jørgen Schøler Kristensen og Birgitte Klindt Poulsen.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
11. november 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), skriver i et debatindlæg i Altinget 30. oktober, at det ikke står klart for lægemiddelvirksomhederne, hvorfor de forskellige lægemidler enten er anbefalet, delvist anbefalet eller har fået afslag af Medicinrådet.

Medicinrådets helt centrale opgave er at vurdere, om et lægemiddels dokumenterede effekt for patienterne balancerer med omkostningen. Hvis der er balance, bliver lægemidlet anbefalet som mulig standardbehandling til patienter på danske hospitaler.

I 2024 har Medicinrådet anbefalet eller delvist anbefalet lægemidler 42 gange. Det er det højeste antal på et år i Medicinrådets historie, selvom året ikke er slut endnu.

Medicinrådet har ikke-anbefalet 21 gange, og i mange tilfælde har vi opfordret virksomhederne til at vende tilbage med lavere priser.

Lægemiddelindustrien kræver, at priserne på deres produkter forbliver fortrolige. Lige netop den vigtige information må vi ikke dele med offentligheden.

Jørgen Schøler Kristensen og Birgitte Klindt Poulsen
Forpersoner for Medicinrådet

Syv principper

Grundlaget for rådets arbejde er syv overordnede principper for prioritering af sygehuslægemidler, som et enigt folketing vedtog i 2016. Et af de syv principper er princippet om åbenhed.

Men der er en grundlæggende udfordring: Vi må ikke åbent kommunikere, hvorfor Medicinrådet vurderer, at netop dette lægemiddels værdi og omkostning balancerer eller ikke balancerer.

Det må vi ikke, fordi lægemiddelindustrien kræver, at priserne på deres produkter forbliver fortrolige. Lige netop den vigtige information må vi ikke dele med offentligheden.

Det er bemærkelsesværdigt, at Lif i sin kritik af Medicinrådet og sin efterlysning af mere transparens om beslutningerne undlader at nævne det.  

Nye lægemidler behøver ikke være bedre

Når Medicinrådet vurderer nye lægemidler, gennemgår vi - på baggrund af den, evidens lægemiddelvirksomheden sender til os - spørgsmål som: Forlænger et kræftlægemiddel overlevelsen? Mindsker et lægemiddel symptomerne ved kronisk sygdom? Forbedrer det patientens livskvalitet?

Læs også

Denne gennemgang af evidens lægger vi ud på vores hjemmeside, og virksomhederne får efter beslutningen om en anbefaling direkte tilbagemelding om, hvorvidt deres lægemiddel anbefales som standardbehandling eller ej.  

Ikke alle nye lægemidler er bedre end dem, vi allerede bruger i Danmark.

Medicinrådet siger ja til de nye lægemidler, som har en dokumenteret lige så god eller bedre effekt end den nuværende behandling, og hvor prisen er fair, men nej i de tilfælde, hvor der er utilstrækkelig dokumentation for effekten, og hvor prisen er sat urimeligt højt.

Det er en nødvendig afvejning i en tid, hvor sundhedsvæsnet er under pres.

Ikke alle nye lægemidler er bedre end dem, vi allerede bruger i Danmark.

Jørgen Schøler Kristensen og Birgitte Klindt Poulsen
Forpersoner for Medicinrådet

Inviterer til dialog

Medicinrådets anbefalinger giver regionernes indkøbsorganisation, Amgros, mulighed for at forhandle lavere priser på lægemidler.

Sidste år forhandlede Amgros besparelser på næsten ni milliarder kroner i forhold til de officielle listepriser på lægemidlerne.

Den besparelse giver mulighed for flere behandlinger og bedre patientpleje i hele sundhedsvæsenet.

Selvfølgelig skal det stå klart for omverdenen, hvorfor Medicinrådet anbefaler nogle nye lægemidler som standardbehandling, og hvorfor andre ikke gør. Var det effekten, der ikke var dokumenteret, var der for mange bivirkninger, var lægemidlet meget dyrt?

Vi arbejder til stadighed for, at der er åbenhed om vores vurderinger, og at vores beslutninger er klare.

Derfor vil vi vil gerne invitere Lif og andre til dialog om, hvordan vi kan gøre Medicinrådets beslutninger mere klare for alle parter.

Vi håber, at lægemiddelindustrien ved samme lejlighed også vil drøfte, hvordan vi kan kommunikere åbent om lægemidlernes omkostninger, da de er en helt central del af beslutningsgrundlaget for Medicinrådets anbefalinger.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026