Nikotinbranchen i modsvar: Amerikanske myndigheder kan se forskel på snus og cigaretter. Det bør vi også kunne i Danmark

Røgfrie nikotinprodukter er markant mindre skadelige end cigaretter.
Det er resultatet af flere års videnskabelige diskussioner frem og tilbage, der netop i januar 2025 har fået de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) til at autorisere, at nikotinposer kan sælges som "passende til beskyttelse af folkesundheden".
Nyheden fra USA bør ikke overraske nogen, der interesser sig for den videnskabelige side af debatten.
Man har vidst det længe: røgen fra cigaretter har skylden for lungekræft, hjerte-kar-sygdomme, KOL med videre. Røgfrie nikotinprodukter er ikke helseprodukter, men de fungerer uden at afbrænde tobak, og de gør markant mindre skade.
Vi burde være enige om, at cigaretter er markant mere skadelige end røgfrie tobaks- og nikotinprodukter.
Inger Schroll-Fleischer
Direktør, Nikotinbranchen
Det overordnede videnskabelige billede bliver da heller ikke anfægtet af professor Charlotta Pisinger i hendes kronik i Altinget. Kendsgerningerne benægtes ikke, men de behandles noget stedmoderligt.
Vi burde være enige om, at cigaretter er markant mere skadelige end røgfrie tobaks- og nikotinprodukter. Alligevel beskylder professor Pisinger mig for blandt andet overdreven patos i beskrivelsen af rygnings konsekvenser.
Jeg må spørge tobaksprofessoren, om hun virkelig er uenig i substansen?
Pisinger synes mest optaget af, om jeg mon er ubegavet eller ondsindet, siden jeg ser røgfrie nikotinprodukter som en gangbar løsning for voksne rygere.
Er de amerikanske sundhedsmyndigheder mon også enten ubegavede og ondsindede?
Vejen mod færre rygere og røgfrie nikotinprodukters rolle heri må alt andet lige interessere flere læsere end debatten om min mulige mangel på intellekt og/eller reelle hensigter.
Det svenske eksempel
Pisingers omgang med fakta er stærkt kritisabel og ikke en forsker værdig.
Den Svenske Kræftforening citeres for, at der ikke er sammenhæng mellem snusbrug og den lave andel af rygere i Sverige.
Det er rigtigt, at snus sandsynligvis ikke er den eneste årsag – regulering spiller selvfølgelig også ind. Men at snus ikke har effekt, er ikke dokumenteret.
I en svensk statslig redegørelse fra Statens Beredning for Medicinsk Vurdering fandt man ganske vist, at man ikke kunne konkludere om effekten.
Det handlede dog om mangel på studier for at kunne konkludere sammenhæng, og ikke fordi der fandtes evidens for, at snus var uden effekt.
Ovenstående må Pisinger være bekendt med, eftersom hun selv deltog i arbejdet med rapporten og dermed ved bedre end sin påstand.
Et studie fra det norske institut for folkesundhed har til gengæld klart fundet, at snus er den mest anvendte måde for norske rygere at kvitte cigaretterne.
Pisinger påstår desuden, at de svenske myndigheder har fundet, "at snusbrug øger risikoen for at begynde at ryge".
Det er dog en ret selektiv læsning, idet konklusionen lyder:
"Over tid begynder flere, der bruger snus, at ryge end folk, der ikke bruger snus. SBU konkluderer dog, at kvaliteten af evidensen for disse resultater er lav, da materialet til undersøgelse af brugen af snus er begrænset. Det betyder, at det er muligt, at der er en sammenhæng, men at det ikke er muligt at drage nogle sikre konklusioner."
Der er fortsat al mulig grund til at lykønske svenskerne med succesen og efterligne den.
Der findes kun én slags nikotin
Pisinger henviser til en rapport, hvis resultater hun ikke bruger plads på at udfolde. Så lad mig:
Vidensråd for Forebyggelse foreslår i sin rapport om strukturel forebyggelse af oktober 2024, at man hæver priserne, mindsker tilgængeligheden og skærer nikotin og tobak over én kam.
Der findes kun én slags nikotin, og den er ikke anderledes, fordi der står Nicotinell eller Nicorette på pakken.
Inger Schroll-Fleischer
Direktør, Nikotinbranchen
Paradoksalt nok foreslår man imidlertid også gratis rygestopmedicin i form af eksempelvis nikotinplastre. Nikotinplastre og andre former for rygestopmidler er røgfri nikotin.
Der findes kun én slags nikotin, og den er ikke anderledes, fordi der står Nicotinell eller Nicorette på pakken.
Pisinger overser, at Nikotinbranchen oplyser redeligt og åbent om forskellene på cigaretter og røgfri produkter. I modsætning til Pisinger gør vi os umage for at fortælle hele historien.
Det gør de amerikanske sundhedsmyndigheder til gengæld.
"For at modtage markedsføringstilladelser skal FDA have tilstrækkelig dokumentation for, at de nye produkter giver større fordele for befolkningens sundhed end risici," lyder Matthew Farrelly, Ph.D. og direktør for Office of Science i FDA's Center for Tobaksprodukter i pressemeddelelsen.
Han citeres også for, at "i dette tilfælde viser dataene, at disse nikotinposeprodukter opfylder disse kriterier ved at gavne voksne, der bruger cigaretter og/eller røgfri tobaksprodukter og helt skifter til disse produkter".
Tænk hvor mange voksne rygere, man kunne gavne, hvis man lagde sin dogmatiske tilgang lidt til side.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer





















