Nytårstale fra en overlæge: Det hæslige år 2020 er måske et tilbud, vi ikke må afslå

Af Morten Sodemann
Professor, global sundhed og indvandrermedicin, Syddansk Universitet, og overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

De fleste af os er blevet udsat for spørgsmålet: ”Hvor ser du dig selv om fem år?”, fordi spørgsmålet siger noget om, hvordan vi ser os selv, og hvor langt vi tænker ud i fremtiden.

Intet menneske på jorden ville for fem år siden have svaret noget, der tilnærmelsesvist lignede, hvad vi kom ud for i annus horribilis, det hæslige år, 2020. Oprindeligt blev betegnelsen anvendt af den anglikanske kirke for året 1870, hvor den katolske kirke definerede det grundlæggende dogme, at Paven var ufejlbarlig. Dronning Elizabeth gav begrebet ny mening i en tale 24. november 1992, hvor hun, inden året endnu var omme, proklamerede, at 1992 havde været et annus horribilis. Dem, der i isolationskuller har set samtlige sæsoner af Netflix-serien 'The Crown', vil vide hvorfor (skilsmisser, selvmord og saftige biografier, talrige elskerinder, topløse royale fotos, båndoptagelser af private samtaler, angreb med rådne æg i Tyskland og branden på Windsor) - som kun en engelsk dronning kan tillade sig at underdrive: "1992 is not a year on which I shall look back with undiluted pleasure."

Men så kom 2020 og gjorde 1992 til skamme fra dag ét. Coronavirus tog helt andre og meget lidt royale midler i brug. Over 600.000 turister og migranter rejste ud af Wuhan-provinsen før resten af verden fik nys om, at noget ekstraordinært smitsomt var på færde i Kina. Den blev med slet skjult tvetydighed kaldt ”den gule fare”, og så havde virus en fest i dødvandet, mens verden havde travlt med at udskamme hinanden og de fremmede, og politikerne forsøgte at blæse til eller nedtone frygten afhængigt af politiske behov.

Intet var nyt - ligesom syfilis blev kaldt ”mal francese” i Italien, så blev sygdommen kaldt ”mal napolitain” i Frankrig og ”french pox” i England. Vores hjerner elsker at hade de fremmede. Der kom udbrud blandt militær og religiøse overhoveder i Iran, mens genstridige kirker i Sydkorea nægtede at lukke. Krydstogtskibe havde så mange smittede, at de i de første måneder figurerede i statistikkerne som et selvstændigt land.

Et fragmenteret, privatiseret italiensk sundhedsvæsen styret af mafiaen skabte et skrækscenarie for resten af Europa. Skiturister sang, festede og fløjtede sig til et udbrud, der blev fløjet direkte tilbage til den velstillede middelklasse i resten af Europa, mens de intetanende chauffører, der kørte ski- og krydstogtturister hjem fra lufthavnen, sad ubeskyttede i taxaer og busser og tog smitten med hjem til deres små lejligheder, hvor flere generationer af økonomiske årsager var fælles om få kvadratmeter og ét toilet. Resten af landet fik hjemmearbejdspladser og kunne isolere sig på gæsteværelser med eget bad og i sommerhuse.

Nu bliver det hipt i Danmark at have antistoffer mod covid-19, og man kan bedre få arbejde i sumpen - hvis den da ikke bliver drænet inden da.

Morten Sodemann

Som en lus i skindpelsen rejste coronavirus fra by til by, fra kommune til kommune og skabte splid mellem befolkningsgrupper: hesteejere, kystbanesocialister, Coronaslottet (tidligere Klamydia-slottet) i København, fredagsbarer på lægeskolen, somaliere, festglade unge, polske slagteriarbejdere, vestegnsbeboere, mænd, kvinder, minkavlere, minkpelsere, de fattige, de gamle, de multisyge, efterskolelever, børnehaver, de overvægtige, bryllupper, begravelser og selv Folketinget forsøgte at komme på hitlisten over subgrupper med det højeste smittetal.

Og nu er det københavnere, der har hentet smitten på diskoteker, dyre barer og restauranter.

For nylig væltede en lastbil med juleskinker og spærrede motorvejen, og dagen efter væltede en lastbil med whisky og lukkede Storebæltsbroen. Man fristes til at sige ’Gå hjem 2020 – du er fuld og mæt’. Men 2020 er året, der, ligesom Trump, nægter at gå af. Mink faldt ud af lastbilerne på de nordjyske landeveje og lå som spredte påmindelser i mørket om, at 2020 aldrig ville give op selv på den sidste rejse.

At 2020 mente det alvorligt blev klart, da de begravede mink i bedste dracula-stil kom op af gravene og lagde sig demonstrativt til rette på landsdækkende flow-TV, mens de spredte en fæl lugt af 2020-råddenskab på Christiansborg og skabte splid mellem de involverede styrelser, naturfredningsforeninger og badegæsterne, der nu så deres nærliggende badesø for evigt forandret til en tyktflydende giftig minksuppe.

Nu kommer der en vaccine mod året 2020. I de amerikanske sydstater hærgede gul feber (dengang omtalt som safransvøben) fra 1795. Den blev kaldt privilegiefeber, fordi man havde ekstra værdi på arbejdsmarkedet til arbejdet i de myggebetændte sumpområder, hvis man havde haft, og overlevet, infektionen. Nu bliver det hipt i Danmark at have antistoffer mod covid-19, og man kan bedre få arbejde i sumpen - hvis den da ikke bliver drænet inden da.

For at det ikke skal være løgn, så efterlader 2020, hvis det vælger at gå af sammen med Trump, et afgørende vendepunkt i klodens historie. Et vendepunkt, som pandemien fik overdøvet, men som de næste generationer kommer til at slås med: i 2020 vil der for første gang i menneskeheden være en større andel af 65+-årige end under femårige på kloden.

Hvad har 2020 i øvrigt bidraget med i kulissen uden for rampelyset? Jo, der kom for eksempel en pille mod ensomhed, en pille mod klimaangst, og Facebook annoncerede, at de vil gøre os alle gladere ved at skrue lidt på deres algoritmer, så vi ikke hele tiden skal høre om, hvor hæsligt 2020 var.  

2020 var året, der blev ved med at tage uden at give andet end tungsind. 2020 var året, hvor vi opdagede, at der var en grænse for internettet – der er simpelthen ikke mere at se på nettet. 2020 var året, vi gerne ville have aflyst, allerede inden det rigtig kom i gang.

Men ligesom de døde mink kommer op af jorden som et varsel - hvad nu hvis 2020 nægter at dø? Hvad nu hvis Trump går af, men efterlader 2020 alene på verdensscenen til at forstyrre os? Måske har vi fået et tilbud, vi ikke må afslå. I hvert fald lagde forfatter og designer Leslie Dwight i juni 2020 dette lille digt på Instagram om corona-pandemien:

Hvad nu hvis 2020 ikke er aflyst?

Hvad nu hvis 2020 er præcis dét år vi alle har ventet på?

Et år der er så ubehageligt, så pinefuldt, så skræmmende, så råt –

At det endelig tvinger os til at blive vokse.

Et år der skriger så højt, at det endelig vækker os af vores dvale.

Udråb forandring. Arbejd på forandring. Vær forandring.

Et år, der endelig bandt os sammen i stedet for at skubbe os længere væk fra hinanden.

2020 er ikke aflyst endnu, men er snarere

dét vigtigste år af dem alle.