Professor: Telemedicinske business cases er ren feberfantasi

Af Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet og Aalborg Universitet

Telemedicin er en ny form for sundhedsydelse understøttet af it. Det er ikke et it-projekt, det er ikke it-ydelser – uanset den lidt kuriøse placering i Digitaliseringsstyrelsen.

Alene derfor er brugen af business case-analyse forkert. Business case-analyser kan nemlig ikke bruges ved vurdering af sundhedsydelser.

Megen billeddiagnostik, for eksempel MR-scannere, forudsætter massiv it, men vurderes jo ikke som et it-projekt, men som en sundhedsydelse, hvor billedkvalitet og bidrag til mere præcis diagnostik er afgørende, det vil sige det sundhedsmæssige sigte.

Sundhed i fokus
Ved telemedicinske ydelser skal man bruge de sundhedsøkonomiske evalueringsmodeller, som er specielt udviklet til sundhedsydelser: MTV (medicinsk teknologivurdering), MAST (model for assessment of telemedicine), CEA (cost-effectiveness analyse). Der er tale om analyse-modeller med meget nære familiære bånd. Her skal der ikke redegøres for dem bortset fra nogle få senere bemærkninger om MTV.

It-fokuseringen fremgår lysende klar af statens vejledning om Business case-modellen. Der står, at den indgår i den fællesstatslige it-projekt- og programmodel. Det grundlæggende formål er at beregne og tydeliggøre gevinsterne og udgifterne ved et givent projekt. Derved vil business casens beregninger kunne bruges som en vurdering af it-projektets berettigelse. Det hedder, at statens business case-model er en fast skabelon for opstilling, men de bagvedliggende analyser er øvelser, der mest af alt kræver faglig indsigt og grundigt forarbejde.

Den sundhedsfaglige del har i beklagelig grad været forsømt i det praktiske arbejde med business cases for telemedicin.

Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet og Aalborg Universitet

Det sidste – den sundhedsfaglige del - har i beklagelig grad været forsømt i det praktiske arbejde med business cases for telemedicin – ja, har stort ikke indgået og gør modellen irrelevant for et projekt med sundhedsydelser og sundhedseffekten af ydelserne.

Problemer med business cases
I Den nationale handlingsplan for telemedicin fra 2012 er der en klar erkendelse af problemer med business case-modellen. Det siges blandt andet, at forventningerne (anno 2012) til, hvilke effekter anvendelsen af telemedicin kan bibringe, er høje, men viden om hvilke løsninger, der virker, er fortsat relativt begrænset. Når telemedicin skal udbredes i større skala skal effekt, risiko og organisering for den enkelte løsning vurderes. Som kommentar hertil er det åbenbart, at den information giver business cases slet ikke.

Ovenstående var baggrunden for følgende udsagn i handlingsplanen: “Det er derfor aftalt mellem sundhedsmyndighederne og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), at NSI (national sundheds-it) tager initiativ til en ny model for effektvurdering af telemedicinske løsninger, hvor kravene til klinisk evidens indarbejdes”.

Dette er mig bekendt ikke sket – og placeringen hos NSI peger på en fortsat forståelse af telemedicin som it - samtidig med, at åbenbare svagheder ved business case-analysen erkendes. Denne forsømmelighed er mere end beklageligt – og kan man lide stærke ord kunne "skandaløs" være en mulighed.

Hertil kommer, at det i handlingsplanen faktisk erkendes, at Medicinsk Teknologivurdering, MTV, er den relevante model. Det hedder blandt andet i handlingsplanen, at telemedicin ikke adskiller sig fra andre medicinske teknologier og skal på samme måde gennemgå en Medicinsk Teknologivurdering (MTV).

Misleder beslutningstagere 
Så er det, at man tager sig til hovedet og spørger, hvorfor der ved argumentationen for udbredelsen af tele-KOL-modellen og sårvurdering er brugt kræfter på at opdatere de oprindelige meget misvisende business case-analyser, og at resultaterne fra de oprindeligt eller opdaterede analyser tilsyneladende har været brugt som argumentation for national udrulning?

Hvis business case-analyserne blot var verdensfjerne akademiske øvelser er skaden ikke stor. Men det er de ikke – og de medvirker stærkt til at mislede beslutningstagerne og kan bringe tankerne bag den nationale telemedicinske handlingsplan i fare, fordi er er baseret på mildest talt misvisende økonomiske analyser.

Tabel 1 viser de oprindelige feberfantasi-lignende business case-estimater. Yderste højre kolonne viser de seneste resultater. Feberfantasierne er forsvundet og vel erstattet af kulderystelser? Spørgsmålet er, om det er forsvarligt med en national udrulning på dette grundlag?

Tabel 1: Oprindelige og reviderede estimater

Kilde: Den Nationale Handlingsplan (2012) plus opdaterede business case eller analyser af arbejdskraftbesparelser: Epikon: Sårinitiativet – Business case 3 Endeligt udkast til rapport, september 2015; KIH – slutrapportering til Fonden for Velfærdsteknologi, august 2015; PA Consulting, business case for national udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL, maj 2015

Den telemedicinske sårvurdering har fortsat en positiv gevinst. Men det er svært samtidig at forstå følgende fra MedComs pjece om projektet fra november 2015: ” Der foreligger ikke statistisk datagrundlag for de eventuelle økonomiske besparelser, der kan hentes ved indførelsen …”.