Futurecare: Pårørende bærer en stor byrde i stilhed. Nu må politikerne tage ansvar

System er ikke indrettet godt nok

Den nationale undersøgelse 'Pårørende i Danmark' viser, at 45 procent af den voksne befolkning – 2,2 millioner mennesker – er pårørende. 31 procent er involverede, 12 procent bruger mere end ti timer om ugen, og 25 procent oplever, at det påvirker deres psykiske helbred.

Blandt de pårørende på arbejdsmarkedet har 37 procent måttet bruge ferie eller egne fridage for at hjælpe. 40 procent har ikke fortalt deres arbejdsplads, at de er pårørende.

Det siger noget om omfanget. Men også om, hvor meget der foregår i stilhed.

Det er dyrere at vente på sammenbrud end at forebygge dem.

Rikke Struve
Stifter og direktør, Futurecare

81 procent oplever, at de gør en positiv forskel. Der er kærlighed, ansvar og mening i rollen. Derfor bliver debatten for fattig, hvis vi kun ser pårørende som enten en ressource eller et problem.

Mange går på arbejde med et alarmberedskab kørende i baggrunden. De fungerer og leverer. Men det betyder ikke, at det ikke koster. Reagerer vi først, når de vælter, er vi for sent ude.

Derfor handler det ikke kun om omsorg. Det handler om forebyggelse, arbejdsudbud og arbejdsliv, der holder til virkeligheden.

Jeg møder pårørende, der bliver stille på jobbet, ledere der mangler redskaber, og familier der ikke kan finde vej i støtteordninger. Det er ikke den enkeltes svaghed. Det er et system, der ikke er indrettet godt nok.

Tre forslag til en bedre pårørendepolitik

Vi mangler ikke kun initiativer. Vi mangler politisk mod og et menneskesyn, hvor mennesker ikke reduceres til patienter, borgere, pårørende, medarbejdere eller sager.

Derfor bør Christiansborg handle nu:

1. Giv pårørende en lovfæstet plads: Indfør nationale minimumsstandarder for involvering af pårørende i sygehuse, psykiatri og kommunale forløb. Gør pårørendesamarbejde til en del af kvalitetsmål, ledelsesansvar og tilsyn. Ingen familie skal være afhængig af tilfældigheder, geografi eller den enkelte medarbejders velvilje for at blive taget alvorligt.
2. Lav en national forebyggelsesplan for pårørende: Afsæt varige midler på finansloven til rådgivning, psykologhjælp, pårørendementorer, aflastning og tidlige indsatser i alle kommuner. Mål effekten på sygefravær, trivsel og tilknytning. Det er dyrere at vente på sammenbrud end at forebygge dem.
3. Gør arbejdsmarkedet tidssvarende: Skab politiske rammer, der fremmer levende pårørendepolitikker, fleksibilitet og lederkompetencer i håndtering af livskriser. Brug trepartsforhandlinger, arbejdsmiljøaftaler og nationale partnerskaber til at sikre, at arbejdslivet matcher virkeligheden. Mennesker skal ikke vælge mellem løn og loyalitet over for dem, de elsker.

Ansvaret for et godt liv ligger hos det enkelte menneske. Politikernes ansvar er at skabe rammer, hvor mennesker har en reel chance for at lykkes.

Det er forskellen på at stå alene – og at blive grebet af et fællesskab. Vi er alle pårørende. Før eller siden.

Spørgsmålet er ikke, om området skal prioriteres. Spørgsmålet er, hvorfor vi ventede så længe.