Professorer: Det skal robusthedskommissionen komme med svar på

Regeringens nylige udspil til en sundhedsreform viste sig at være tyndt i forhold til konkrete reformtiltag. Udspillet indeholder sympatiske målsætninger og en række udmærkede enkeltinitiativer, men bortset fra de forebyggende tiltag på tobaks- og alkoholområdet skal der spejdes langt efter markante ændringer af eksisterende strukturer eller arbejdsgange.

Regeringen vil dog nedsætte en kommission for robusthed i sundhedsvæsenet, der med ”nytænkning af løsninger” skal sikre ”personale nok og tid nok tid patienterne i hele sundhedsvæsenet”.

Vi var nogle, der havde sat næsen op efter, at Sundhedsreformen mere direkte havde adresseret disse problemstillinger, men nuvel, den opgave bliver så lagt til Søren Brostrøm sammen med ”væsentlige aktører på området, der har kendskab til og erfaring med sundhedsvæsenets drift” – mon ikke regeringen her især har fagbevægelsen i tankerne.

Langtidssikring af fælleskabsfinansieret sundhedsvæsen

Da Robusthedskommissionen endnu ikke har fået mere præcise rammer for, hvad den skal lave, vil vi tage os den frihed at komme med en ønskeliste for, hvilke emner der bør adresseres i kommissionen.

Vi skal sikre os et samlet sundhedsvæsen, der kan følge med, og at der sker en hensigtsmæssig opbygning af kapaciteten de rette steder

Jakob Kjellberg & Mickael Bech
Professor i sundhedsøkonomi, Vive og forsknings- og analysechef, Vive

Første emne kunne passende være at definere, hvad vi mener med robusthed. I ordets egentlige forstand handler det om holdbarhed, eksempelvis over for vanskelige betingelser. Flere ældre, der alle har stigende krav og ønsker til sundhedsvæsenet i en situation, hvor det er stadig sværere at rekruttere tilstrækkeligt med personale, er i sandhed en vanskelig situation.

Vi mener derfor, at et passende mål for kommissionen kunne være at sikre, at vi også om fem, ti eller 20 år har et stærkt, fælleskabsfinansieret sundhedsvæsen. Vi skal sikre os et samlet sundhedsvæsen, der kan følge med, og at der sker en hensigtsmæssig opbygning af kapaciteten de rette steder.

Næppe nogen partier i Folketinget vil stille spørgsmålstegn til den målsætning, men det er faktisk ikke en selvfølgelighed, hvis ikke vi begynder at adressere de udfordringer, der er.

Udviklingen er ikke langtidsholdbar

Vi har gennem mange år optimeret vores specialiserede sundhedsvæsen. Nye super- og akutsygehuse er skudt op, og det har været en succes.

Det er svært ikke at være imponeret, men holdbar og langtidssikret er udviklingen ikke

Jakob Kjellberg & Mickael Bech
Professor i sundhedsøkonomi, Vive og forsknings- og analysechef, Vive

Centralisering og større kapacitet på sygehusene har løftet kvaliteten for den specialiserede behandling. Sammenligner vi det danske sundhedsvæsen med andre sundhedsvæsener, så kan vi ranke ryggen, i hvert fald når vi fokuserer på de fysiske sygdomme.

Også patienterne er glade for det – de opsøger det i hvert fald ofte. I dag kommer 330.000 flere unikke patienter på sygehuset end for ti år siden (svarende til en vækst på 13 procent), så nu er det cirka hver anden dansker, der har mindst én hospitalskontakt hvert eneste år.

Og ikke nok med, at flere bruger hospitalet, de brugere det også mere: Væksten i antallet af sygehuskontakter er i samme periode cirka 31 procent, de seneste tal siger 13,8 millioner sygehuskontakter hvert år i Danmark. Det er svært ikke at være imponeret, men holdbar og langtidssikret er udviklingen ikke.

Kurven skal knækkes

Grundlæggende har vi brug for at ændre den måde, vi tilrettelægger behandling af sygdom på, herunder at få sat en stopper for væksten i aktivitet på vores sygehuse. Kommissionens opgaver kan i vores øjne derfor koges ned til følgende områder.

Der skal etableres alternative tilbud, der er mindre ressourcekrævende. LEON-princippet om laveste effektive omsorgsniveau er et godt sted at starte.

Uligheden i sundhed skal adresseres ved at etablere differentierede tilbud, hvor de fleste får mindre ressourcekrævende tilbud, mens nogle får mere.

Ny teknologi, der understøtter LEON-princippet, skal udvikles og introduceres. Men man skal holde sig langt væk fra teknologi eller behandlinger, som ”blot” er supplerende snarere end erstatning for eksisterende tilbud.

Og så skal arbejdsdeling og samarbejdsformer transformeres, så patienter kan håndteres i det nære af almen praksis og i kommunerne.

Giv primærsektoren et nødvendigt løft

Mens antallet af læger på sygehusene er næsten fordoblet siden årtusindskiftet, så er antallet af læger i almen praksis faldet. Hvis eksempelvis blot 2.000 af de 8.000 flere læger, der er blevet ansat i sundhedsvæsenet, var blevet ansat omkring primærsektoren, så havde vi haft helt andre forudsætninger for at løse flere sundsopgaver andre steder end på sygehusene.

Vi har brug for at ændre den måde, vi tilrettelægger behandling af sygdom på, herunder at få sat en stopper for væksten i aktivitet på vores sygehuse

Jakob Kjellberg & Mickael Bech
Professor i sundhedsøkonomi, Vive og forsknings- og analysechef, Vive

Men balancen mellem, hvad der løses i praksissektoren og på sygehuset, har sandsynligvis forskubbet sig. Tommelfingerreglen siger, at praksislægen afslutter 90 procent af kontakterne og sender ti procent videre, men hvis det forhold ændrer sig til 85/15 – ja, så øges henvisningerne til hospitalerne med 50 procent.

Passende kan Robusthedskommissionen stille sig spørgsmålet, hvad der skal til, for at forholdet eksempelvis bliver 93/7.

Altså, hvad skal der helt konkret til, for at kommuner, alment praktiserende læger og øvrige praktiserende speciallæger i fælleskab kan håndtere hovedparten af den fremtidige vækst i efterspørgslen efter sundhedsydelser?

Det bliver bestemt ikke nemt at gøre op med den nuværende udvikling, da sygehusene sammen med patienter og patientforeninger har haft en fantastisk evne til at tale deres sag, mens almen praksis har stået meget svagt, og kommunerne først nu er ved at komme rigtigt ind i kampen.

Teknologi skal erstatte arbejdskraft

Nye (digitale) teknologier har indtil nu været med til at drive sundhedsudgifterne op, da de hovedsagelig har været supplementer til den eksisterende behandling. Vi begynder dog nu at se digitale teknologier, som reelt kan erstatte arbejdskraft, men vi er nødt til at tænke mere transformativt for at lykkes.

Teknologier skal i endnu højere grad tænkes som erstatning for ambulante aktiviteter, hvor vi enten sætter patienten i stand til at varetage egen behandling, erstatter aktiviteter med automatiserede rutiner/robotter eller stiller ekspertise til rådighed på afstand.

Dette kræver også, at teknologierne implementeres i stor skala snarere end i enkeltstående applikationer og mindre pilotlignende forsøg. Endelig kræver det, at en række professioner arbejder med deres forståelse af god behandling og omsorg, så teknologierne kan erstatte den menneskelig hånd.