Regionerne vil med i satspuljeforhandlinger

Af Bent Hansen (S)
Formand for Danske Regioner

Debatten om satspuljen er kommet til at handle om, hvem der skal have penge, og hvem der ikke skal. Hvem der har mest brug for hjælp, og hvem der har det sværest. Det synes jeg er en lidt skæv indgangsvinkel.

Det skal ikke være op til en håndfuld social- eller sundhedsordførere fra en række partier at diskutere sig frem til, hvem det er mest synd for i år, og hvem der så skal have en del af kagen ud fra nogle lidt tilfældige holdninger og prioriteringer.

Forfejlet tilgang
I min optik er det en forfejlet tilgang. Det må handle om at understøtte generelle politiske prioriteringer, og om hvilke indsatser der er nødvendige. Det synes jeg rent faktisk, vi skylder dem, som bidrager til satspuljen. Nemlig de mest udsatte. Vi skylder dem, at deres penge bliver brugt på indsatser, der rent faktisk virker, og som gør en forskel.

Små tilfældige indsatser kan være gode nok, men der er alt for stor risiko for, at de aldrig kommer til at virke i praksis. Alt for mange penge bliver brugt på administration, opstart af projekter og organisering og kommer aldrig rigtig til at skabe effekt for dem, det handler om.

Med fare for at gentage mig selv; pengene skal fokuseres på større projekter, som understøttes af politiske prioriteringer.

For de allermest udsatte er en helhedsorienteret indsats helt afgørende for at løse komplekse problemer, som ofte går på tværs af sundhedssektoren og det sociale system.  

Bent Hansen (S)
Formand for Danske Regioner

Regionerne (og kommunerne) er faktisk nogle af dem, som i høj grad modtager satspuljemidlerne – og som i praksis skal udmønte de indsatser, som sættes i gang. Det er vi utrolig glade for, men vi vil også understrege vigtigheden af, at vi gennemfører gode, fagligt funderede og effektive indsatser til gavn for borgerne.

Psykiatrien er et godt eksempel
Satspuljen skal understøtte de store linjer og støtte politiske projekter, som er bredt vedtaget og forankret. Psykiatriområdet er et godt eksempel på det. Psykiatrien er et område, som netop nu prioriteres fra både centralt og decentralt hold.

Psykiatrien spænder bredt, og berører også nogle af vores allermest udsatte borgere, som hjemløse og misbrugere, samtidig med at der er meget store snitflader mellem forskellige sektorer og instanser. Netop derfor, er det heller ikke nok at angribe problemstillinger indenfor psykiatrien fra én vinkel.

Psykiatrien hører også hjemme på finansloven, som Jan Sjursen siger. Men i min verden skal satspuljen netop understøtte projekter, som er bredt funderet politisk, og som også er prioriteret på finansloven. Derfor er psykiatrien et ideelt projekt i regi af satspuljen.

Hvis satspuljemidlerne bruges til aktivt at understøtte andre politiske indsatser, som også er forankret i det decentrale Danmark – på kommunalt og regionalt plan – så øges sandsynligheden for, at de gavner borgeren, som de skal - i langt højere grad end hvis projektet alene er et forsøg i regi af satspuljen.

En prioritering, som i den sammenhæng kunne være relevant for satspuljen, er tværfaglighed og samarbejde på tværs af sektorer. Vi ved, at det ofte er et område med store udfordringer, hvor de mest udsatte falder mellem to stole og ikke får den helhedsorienterede indsats og opfølgning, som gør en forskel.

Helhedsorienteret indsats virker
For de allermest udsatte er en helhedsorienteret indsats helt afgørende for at løse komplekse problemer, som ofte går på tværs af sundhedssektoren og det sociale system. Der er behov for, at alle aktører inddrages og samarbejder.

Det gælder uanset, om det drejer sig om en ung hjemløs med massivt misbrug og en psykiatrisk diagnose, en ung pige, der lider af en sjælden sygdom, som giver hende væsentlige og varige funktionsnedsættelser og nødvendiggør et socialt bo-tilbud med den rette støtte og hjælp til hverdagen, eller et spædbarn, der er blevet født med abstinenser og skader på grund af moderens misbrug under graviditeten.

Derfor er det i grunden også paradoksalt, at netop forhandlinger om satspuljen ofte foregår i flere parallelle forløb, hvor ordførere fra sundhed og social sidder i hvert sit ministerium og forhandler. Når det kommer til at tænke i sammenhængende løsninger for de allermest udsatte, giver det ikke meget mening. Måske man skulle tænke det lidt anderledes og samle de gode kræfter et sted fremover?

På den måde holder vi os til de store linjer og politiske prioriteringer, frem for at diskutere, hvem der har krav på den bedste indsats lige nu. For svaret er såre simpelt - det har de alle, og det skal satspuljemidlerne være med til at skabe rammerne for, at de får.