Debat

Regionsrådsformand: Statsministeren bør sætte hele sundhedsvæsenet fri

Lad os brede statsministerens ønske om at starte forfra med lovgivning på ældreområdet ud til også at omhandle sundhedsvæsenet. En frisættelse er helt afgørende for, at vi kan give den bedste behandling og omsorg til vores borgere i fremtiden, skriver Heino Knudsen.

En frisættelse helt afgørende for, at vi i fremtiden kan give den bedste behandling og omsorg til vores borgere. I Region Sjælland er vi klar til at tage opgaven på os, skriver Heino Knudsen (S).<span><br><br></span>
En frisættelse helt afgørende for, at vi i fremtiden kan give den bedste behandling og omsorg til vores borgere. I Region Sjælland er vi klar til at tage opgaven på os, skriver Heino Knudsen (S).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Heino Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsminister Mette Frederiksen (S) leverede en stærk og modig nytårstale, hvor hun efterlyser et velfærdssamfund, hvor der er mere hjerterum end kontrol. Mere selvbestemmelse og sund fornuft end regulering.

Jeg kunne ikke være mere enig. Statsministeren rammer præcist med sin analyse af, at alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer i stedet for relationer, nærvær, omsorg og faglighed.

Statsministeren foreslår i sin nytårstale, at vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra med en ny ældrelov. Samtidig skal landets kommuner sættes fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder, så man lokalt kan skabe den folkeskole, den ældrepleje og den børnehave, som man ønsker.

Men lad os brede statsministerens dagsorden med sund fornuft, selvbestemmelse og hjerterum ud til også at omhandle sundhedsvæsenet.

Fejl er umulige at undgå

Sundhedspersonalet mødes dagligt med voldsomme dokumentationskrav, retningslinjer og nationale mål, der opleves som rigide og ude af trit med den virkelighed, de bevæger sig i. Den dokumentation, der føres, bør føres af hensyn til patientsikkerheden, og frem for alt skal vi dokumentere afvigelser, fremfor det vi har lavet, blot for at beskytte os mod den manglende tillid, der er til vores sundhedsvæsen.

Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer i stedet for relationer, nærvær, omsorg og faglighed

Heino Knudsen (S)
Regionsrådsformand, Region Sjælland

Det er menneskeligt at fejle. Og der sker også fejl i sundhedsvæsenet. Der fejles hver eneste dag på hvert eneste sygehus i Danmark. Det er uundgåeligt, når det er mennesker, der behandler mennesker. Men vi skal lære af vores fejl, og det gør og tør vi kun, hvis alle ved, at der er tillid til hinanden.

Min påstand er, at den overdrevne centrale kontrol har haft den modsatte effekt i forhold til sikkerheden for vores patienter.

Rigtig mange vil jo i sagens natur søge at neddysse fejl, der sker, fordi den enkelte medarbejder er nervøs for konsekvenserne. Men konsekvenserne i et lærende sundhedsvæsen bør jo netop være læring og ikke straf. Vi bør i højere grad hylde dem, der tør tale og lære af de fejl, der begås, end at slå de pågældende medarbejdere oven i hovedet.

Samtidig har vi behov for at blive sat fri i sundhedsvæsenet, hvis vi skal leve op til forventningerne i fremtiden. Hver gang vores medarbejdere bruger to minutter på dokumentation af ikke-patientsikkerhedskritiske handlinger, kunne det ene minut bruges til mere patientnær omsorg, og det andet minut på at personalet kunne løbe lidt langsommere. Det vil give tid til at sidde et øjeblik på sengekanten og holde en patient i hånden, og det vil give tid til at sidde roligt og spise sin mad.

Stol på fagfolkene

I fremtiden står vi over for en stor udfordring: Vi mangler hænder i sundhedsvæsenet. Danskerne bliver lykkeligvis ældre og ældre, men antallet af læger og andet sundhedspersonale følger ikke med den demografiske ændring i befolkningen. Derfor er der behov for, at vi tænker nyt. At vi tør sætte de højt specialiserede fagligheder mere i spil, så kvaliteten øges via faglighed og professionalisme.

Vi har brug for, at vi som politikere både nationalt, regionalt og kommunalt stoler på fagfolkene – også når der begås fejl. Vi skal være enige om at støtte vores fagfolk og kun kræve dokumentation, der har betydning for patientsikkerheden og som giver faglig mening.

Vi skal lære af vores fejl, og det gør og tør vi kun, hvis alle ved, at der er tillid til hinanden

Heino Knudsen (S)
Regionsrådsformand, Region Sjælland

Vi skal give plads til forskellighed inden for rammerne, så sundhedspersonalets faglighed kommer endnu mere i spil af hensyn til borgerne. Vi skal give plads til, at der også kan være forskelle i vores måde at løse opgaverne på. Det kræver, at vi også viser hinanden tillid, og at vi leder efter de gode erfaringer i stedet for at lede efter fejl hos hinanden.

Lad også sundhedsvæsenet blive sat fri i en ny sundhedsaftale. Faktisk er en frisættelse helt afgørende for, at vi i fremtiden kan give den bedste behandling og omsorg til vores borgere.

I Region Sjælland er vi klar til at tage opgaven på os. Partierne bag konstitueringsaftalen i vores nye regionsråd har allerede lovet hinanden, at der skal arbejdes særligt med at give medarbejderne mere tid til kerneopgaven for medarbejderne.

Vi er klar i startboksen. Vores sundhedsvæsen er klar i startboksen. Lad derfor 2022 blive året, hvor tillid og sund fornuft også bliver en ny begyndelse for vores sundhedsvæsen. Vi har mulighederne i en kommende ny sundhedsaftale for Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Heino Knudsen

Regionsrådsformand (S), Region Sjælland, bestyrelsesmedlem, Danske Regioner, formand, løn-og praksisudvalget, Danske Regioner, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen
Erhvervsuddannet

0:000:00