Samling vil styrke psykiatrien

 

Det havde gennemslagskraft i en række medier, da patientforeningerne Bedre Psykiatri og Sind den 24. april sammen kom med det kontroversielle forslag, at psykiatrien skal have 0,5 procent af somatikkens budget hvert år frem mod 2020.

 

LÆS: Forslag: Hent penge til psykiatri fra andre sundhedsområder

 

Selv sundhedsministeren måtte forholde sig til, om sådan en manøvre var hans kop te.

 

Det kontroversielle i at tage penge fra andre patientgrupper har helt sikkert del i æren for forslagets pondus, men man skal ikke undervurdere værdien af, at psykiatriområdets to centrale patientforeninger er gået sammen om udmeldingen.

 

I mange år har patientforeningernes arbejde inden for psykiatriområdet nemlig været mere præget af spredt fægtning end samlet strategi.

 

Journalister, politikere og andre samarbejdspartnere har igennem årene haft svært ved at overskue psykiatriens aktører og deres ønsker.

 

Samarbejde skaber momentum
Derfor var en klar udmelding med én stemme et bemærkelsesværdigt nybrud inden for psykiatrien.

 

Patientforeningernes udvikling inden for psykiatriområdet har været anderledes end hos de fleste andre sygdomsområder. Det er umuligt at give en enkel årsag til, at landsforeningen Sind siden sin grundlæggelse i 1960 aldrig er lykkedes med at få den folkelige opbakning til at være områdets egentlige samlingspunkt.

 

Den historiske tabuisering af psykiske sygdomme og medlemmernes personlige udfordringer som patienter eller pårørende er blandt de bedre bud, jeg har hørt. Men samarbejdsvanskeligheder psykiatriforeningerne imellem har også spillet en rolle i den manglende samling.

 

Selvom det var en erklæret ambition, lykkedes det heller ikke for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) at få samlet psykiatriforeningerne i sit Sociale Netværk.

 

Sideløbende med det har de diagnosespecifikke foreninger alle årene peget i mange forskellige retninger – rent strategisk, og de fleste har svært ved at komme over hurdlen med at gå fra en organisation baseret på frivillig arbejdskraft til at blive en professionelt drevet interessevaretager. Det er på den baggrund, at det fælles udspil fra Sind og Bedre Psykiatri, som nu er områdets største forening, var bemærkelsesværdig.

 

For patienterne i det danske sundhedsvæsen gør det en stor forskel, om patientforeningen inden for området er et lille foretagende med frivillig arbejdskraft eller en stor koncern med en enhed for kommunikation og politik samt egen forskningsafdeling.

 

Samarbejde viser måske ny vej
Som en kommunikationschef i en patientforening engang sagde til mig, er patientforeningerne 'konku-llegaer'. Inden for en række områder er de kollegaer, de hjælper hinanden og arbejder sammen på at løfte sundhedsvæsenet som helhed. Men i rigtig mange sammenhænge er de konkurrenter.

 

De konkurrerer om, hvem der bliver den næste satsning inden for sundhedsvæsenet. De kæmper for at beskytte de privilegier, deres medlemmer allerede har tilkæmpet sig. Og de konkurrerer hver dag om danskernes opmærksomhed og sympati.

 

Det handler altså om hardcore politisk indflydelse. Et politologisk studie har vist, at der for danske patientforeninger er en direkte sammenhæng mellem deres ressourcer – i antal medlemmer og størrelsen på budgettet – og hvor nemt, det er for dem at påvirke politikerne.

 

Set i det perspektiv er det heller ikke mærkeligt, at kræftsygdomme har fyldt så meget i dansk sundhedspolitik. Udover at vi alle frygter den uhyggelige diagnose, har Kræftens Bekæmpelse været i en unik position til at sætte den sundhedspolitiske dagsorden med sine mere end 465.000 medlemmer.

 

Derfor kan det få afgørende betydning for psykiatrien, om vi i de kommende år vil se øget samarbejde blandt patientforeningerne – og hvem ved, måske en dag fusioner – inden for området.