Strukturreformens usunde del

Det er ikke alle dele af strukturreformen, der er lige fornuftige eller sunde. Den ulyksalige idé med at oprette regioner er således blevet kombineret med et lige så kedeligt påfund, nemlig at indføre en slags kommunal brugerbetaling i sundhedssektoren. Hver gang en borger går til speciallæge, skal hjemkommunen for eksempel af med 266 kr. Bliver borgeren hospitalsindlagt, vil det koste kommunen op til 4.000 kr.

Tanken bagved er, at betalingerne vil få kommunerne til at styrke den forebyggende indsats, så borgerne kommer mindre på hospitalet. Men dette er behjertet tankespind.

Hvorfor skal Københavns Kommune af med penge, fordi en københavner bliver kørt ned i trafikken, mens han besøger familien i Århus? Eller fordi københavneren får blindtarmsbetændelse? Hvordan skulle det kunne regulere Københavns Kommunes adfærd? (...)

Og sådan kunne man blive ved. Som både Lægeforeningen og en af landets førende sundhedsøkonomer, professor Kjeld Møller Pedersen, har peget på, så har kommunerne ikke de store muligheder for gennem forebyggende sundhedsindsats at holde borgerne ude af hospitalerne. Virkningerne af forebyggelse er usikre og udokumenterede, og de er i øvrigt også langsigtede. (...)

Det egentlige problem på spil er dog regionerne. I stedet for at skære igennem og lægge finansieringen af sygehusene, hvor den hører hjemme - det vil sige i staten - så har man lagt opgaven i regionerne. Men da regionerne ikke må opkræve skatter, så har man måttet finde på nogle andre indtægtskilder. En af dem er de kommunale aktivitetsbidrag. En anden er statsbidrag, der så skal fordeles på regionerne efter et regelsæt så byzantinsk, at den nuværende udligningsordning forekommer enkel og overskuelig. (...)