Universitetschefer: Vi skal uddanne mennesker, ikke dårlige søgemaskiner

DEBAT: Hvordan forbereder vi de studerende til at fungere i en verden, der er evigt foranderlig? Det er det spørgsmål, sundhedsuddannelserne burde stille sig selv, skriver Charlotte Ringsted, Lars Bo Nielsen og Per Höllsberg, henholdsvis prodekan for uddannelse, dekan og studieleder for medicinuddannelsen, Health, Aarhus Universitet. 

Af Charlotte Ringsted, Lars Bo Nielsen og Per Höllsberg
Henholdsvis prodekan for uddannelse, dekan og studieleder for medicinuddannelsen, Health, Aarhus Universitet

I uddannelsessektoren måler og registrerer vi en masse tal om de studerende og diskuterer, hvordan tallene kan sige noget om kvalitet. Inden for sundhedsuddannelserne sker det desværre på bekostning af en debat, som egentlig burde være den vigtigste, nemlig: Hvordan forbereder vi bedst de studerende til at fungere i et sundhedsvæsen, der vil være i evig forandring i hele deres arbejdsliv?

Sundhedsvæsenet er i den grad på dagsordenen i forbindelse med regions- og kommunalvalget 2017, og tidsskrifter, rapporter og konferencer falder over hinanden i beskrivelse af tendenser for fremtiden. Der bliver flere ældre og flere med kroniske sygdomme.

Vi skal forberede til foranderlighed
Diagnostik, behandling og opfølgning vil i stigende grad foregå uden for hospitalsvæsenet og vil stille store krav til samarbejdet mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner og forskellige sundhedsprofessionelle.

Borgere og patienter vil få stadig større medansvar for deres sundhed og varetagelsen af deres sygdom og vil samtidig have store forventninger om velfærd og livskvalitet. Den teknologiske udvikling vil ændre arbejdsopgaverne for sundhedspersonalet, og IT-teknologier vil bidrage til store mængder af data og dermed give mulighed for at finde nye strategier til at varetage patienterne. Viden inden for genteknologi vil i højere grad gøre det muligt at skræddersy forebyggelsestiltag og behandling af den enkelte.

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst forbereder vores sundhedsvidenskabelige studerende til at fungere i denne hastige udvikling og ikke mindst til selv at være med til at præge den. En nyuddannet læge kan efter de gældende regler se frem til et arbejdsliv, der varer næsten 50 år. Om et halvt århundrede ser kravene på en arbejdsplads meget anderledes ud end i dag.

Hurtigst muligt ud og i arbejde
Det er imidlertid ikke det, som fylder i debatten i uddannelsessektoren, men derimod mål for kvalitet, der til forveksling ligner målene i sygehusvæsenet: hurtigst muligt ud, hurtigst muligt i arbejde og tilfredshed blandt systemets brugere.

I uddannelsessektoren bliver der indsamlet data i store mængder – både til os selv og til centrale instanser – om ansøgertal, frafald, studiefremdrift, trivsel og her og nu-arbejdsmarkedsrelevans. Vigtigheden af trivsel og arbejdsrelevans kan ingen være uenig i.

Selvfølgelig skal de studerende trives, og det er også helt naturligt at holde snor i økonomien og have fokus på 'value for money'. Men både i sundheds- og uddannelsessektoren kommer denne målstyring let til at stå i vejen for udvikling af fremtidsvisioner og egentlige strategier for, hvordan offentlige institutioner kan bidrage til samfundets udvikling, vækst og velfærd.

I Danmark er vi glade for et offentligt sundheds- og uddannelsessystem og lægger vægt på, at alle har lige adgang. Men det er dyrt, og det er derfor på tide, at vi overvejer, hvordan disse sektorer kan bidrage til den økonomiske vækst.

Life-science-industrien er spået til at være et stort potentiale for Danmark. Men på sundhedsområdet er det desværre blevet sådan, at bekymringen for sundhedsprofessionelles habilitet ved engagement i industrien overskygger debatten om mulighederne for samarbejde om udvikling af nye teknologier og en økonomisk gevinst for begge parter – både industrien og den offentlige sektor. Andre lande – f.eks. Israel – er i højere grad lykkedes med at få det samspil til at fungere.

Langtidsholdbare kompetencer
I anstrengelserne for at få de studerende hurtigere færdige og sikre kvaliteten glemmer vi måske at fokusere på de store spørgsmål om, hvad det er, en universitetsuddannelse kan og skal bidrage med? Hvilke redskaber kan en universitetsuddannelse give, som Google eller supercomputeren Watson ikke kan gøre bedre?

Enhver borger kan let søge information om deres sundhed og sygdom på nettet, og det gør de i vid udstrækning før mødet med sundhedsvæsenet. Watson-teknologien kan hurtigere end mennesker stille forslag til undersøgelse og behandling baseret på store datamængder. Hvordan kan universitetsuddannelserne sikre, at vores unge får langtidsholdbare kompetencer, der sætter dem i stand til at videreudvikle deres felt, så de ikke halser efter udviklingen, men i stedet vil være i stand til at præge udviklingen af faget, sundhedssystemet og ny teknologi?

Et kig i krystalkuglen med hospitaler, industri og forskere
Det er nogle af de spørgsmål, som sundhedsuddannelserne på Aarhus Universitet nu tager op. I første omgang er vi gået i gang med at formulere overordnede visioner og strategier for vores uddannelser, så de bliver præget af et fremtids- og omverdensperspektiv.

Sammen med repræsentanter for hospitalerne i Region Midtjylland, kommunerne, patienterne, medicinal- og medikoteknikindustrien, de studerende, underviserne og forskerne har vi lagt hovederne i blød for at finde frem til, hvordan uddannelserne kan bidrage til kontinuerlig udvikling, vækst og velfærd.

For medicinuddannelsens vedkommende blev den fælles erkendelse, at kernefagligheden er helt central. Det kliniske billede af patienten og det kliniske ræsonnement for varetagelse af patientens problem skal bygge på videnskabelig evidens og dyb forståelse af basale principper og mekanismer vedrørende kroppens struktur og funktion og de forskellige undersøgelses- og behandlingsmuligheder.

Lige så vigtigt er evnen til at sætte kernefagligheden i kontekst. Det gælder for de enkelte patienter, som hver især har en unik livssituation, hvilket fordrer empati og omsorg. Men kontekst handler også om at balancere hensynet til den enkelte med det professionelle ansvar for grupper af patienter og sundhedssystemet.

Endelig er det vigtigt at kunne se det store billede, samfundet, faget og den globale kontekst. På alle niveauer skal de fagprofessionelle bidrage til udvikling.

Refleksion, overblik og samarbejdsevner
Uddannelsen skal understøtte, at de studerende hele tiden undrer sig og stiller spørgsmål ved den nuværende praksis. De skal kunne forholde sig kritisk til den måde, vi håndterer den enkelte på, og den måde, vi har organiseret vores sundhedssystem på og kunne bidrage med forslag til forbedringer.

At løse denne type opgaver kræver refleksion, overblik og samarbejdsevner. Der er brug for, at uddannelserne opbygger de studerendes selvstændighed og indeholder tilstrækkelig fleksibilitet og tid til fordybelse og projektarbejde.

I den sammenhæng skal uddannelsen også understøtte, at de studerende tænker kreativt og innovativt og bliver opmærksomme på mulighederne for at arbejde sammen med industrien og virksomheder om udvikling af teknologier. Formålet med medicinuddannelsen er primært at uddanne læger og i mindre grad at uddanne kandidater til industrien.

Men opmærksomhed på samarbejdet med industrien er vigtigt for udvikling af teknologier, hvilket kontinuerligt vil være aktuelt for læger og sundhedssystemet. Derfor skal det perspektiv ind i uddannelserne.

Studerende skal kunne udfordre vores verdensbillede
Evnen til at stille spørgsmål, udforske og udfordre vores nuværende verdensbillede er en del af universitetets DNA. På lægeuddannelsen har vi ualmindeligt højt begavede og arbejdsomme studerende, og alene i Aarhus har vi således tæt ved fire ton hjerner af den fineste slags.

Spørgsmålet er, om vi i tilstrækkelig grad får brugt det potentiale – de friske øjne, den endnu velbevarede autentiske indignation, opfindsomheden og kreativiteten – til gavn for samfundet.

Sundhedsvæsenets udfordringer viser, at evnen til kritisk refleksion og en akademisk, systematisk og analytisk tilgang til udvikling af fagene, systemet og teknologierne er vigtigere end nogensinde. Det samme er en tværfaglig orientering mod problemstillingerne, hvilket forudsætter en stærk kernefaglighed i den enkelte sundhedsuddannelse.

I vores forhippelse på at få de studerende hurtigt ud og samle data på dette og hint for at kontrollere kvaliteten af uddannelserne, risikerer vi at glemme udviklingen og udsynet.

I et samfund, der skal leve af viden, og som udklækker unge kandidater, der kan se frem til livslang læring på et område, som transformeres med større hast end nogensinde, synes vi, at visioner i et fremtids- og omverdensperspektiv fortjener at komme ind i kampen.

Forrige artikel Debat: Manglende faglighed er skyld i ældres underernæring Debat: Manglende faglighed er skyld i ældres underernæring Næste artikel Overlægeformand: Psykologer svigter patienterne i nyt forslag Overlægeformand: Psykologer svigter patienterne i nyt forslag