Forskere: Praktiserende læger skal kunne henvise til frivillige aktiviteter i lokalsamfundet

2,7 millioner patienter har fået henvisning

Grundtanken er enkel: Sundhedsprofessionelle kan hjælpe borgere med ikke-medicinske, sundhedsrelaterede behov ved at henvise til sociale, kulturelle eller frivillige aktiviteter i lokalsamfundet.

Det sker gennem et samarbejde, hvor borger og henviser sammen udvikler en “social recept”. Det vil sige en personlig plan, der skal forbedre trivsel, styrke sociale netværk og i sidste ende også gavne sundheden. 

I dag er over 3.600 såkaldte ’link workers’ ansat i almen praksis i England, og siden 2019 har mere end 2,7 millioner patienter fået en social henvisning. NHS England har investeret over 500 millioner pund i ordningen, og der er planer om at udvide til 9.000 ’link workers’ inden for de næste 15 år.  

Erfaringer fra ni lokale sundhedssystemer viser, at sociale henvisninger kan reducere presset på sundhedsvæsenet, især blandt de mest hyppige brugere, gennem færre konsultationer i almen praksis, færre hospitalsindlæggelser og færre besøg på skadestuer.  

Blomstrende fælleshaver  

Under et nyligt studiebesøg i London besøgte repræsentanter fra de fem Stenocentre i Danmark blandt andet en almen praksis i Lambeth, hvor der bag klinikken lå en frodig fælleshave.

Her mødtes borgere, der levede med ensomhed, lavt selvværd eller psykiske udfordringer for at dyrke grøntsager, lave mad sammen og indgå i nye meningsfulde fællesskaber.

Vi hørte også om initiativer, hvor musik blev integreret i demensplejen, og hvor systematisk brug af musikterapi og sanggrupper har forbedret livskvaliteten, reduceret uro og mindsket behovet for medicin. 

Når sundhed forstås og udvikles i tæt samspil med beboerne og deres hverdag, kan man skabe bæredygtige løsninger.

Bryan Cleal og Ulla Toft
Hhv. forskningsleder og forsknings - og sundhedsfremmechef i Steno Diabetes Center Copenhagen

Begge eksempler viser, hvordan sociale henvisninger kan bygge bro mellem sundhedsvæsen og civilsamfund gennem aktiviteter, der styrker både trivsel og sociale relationer.

Men modellen viste sig også at have sine svagheder. Mange tilbud var afhængige af kortsigtede projektmidler, og de britiske ‘link workers’ står ifølge vores kontakter ofte med en uoverskuelig opgave i at holde sig opdateret på lokale tilbud og støtte borgere i overgangen fra sundhedsvæsen til civilsamfund.

Det rejser spørgsmål om bæredygtighed og robusthed, hvis sociale henvisninger skal være en integreret og varig del af sundhedsvæsenet. 

Britisk model med dansk potentiale 

Den britiske model rummer elementer med tydeligt potentiale for Danmark, især den systematiske integration af social prescribing i hele sundhedssystemet.

Rollen som ‘link worker,’ der aktivt hjælper borgerne med at finde vej til relevante tilbud og fastholdes i dem, passer godt til den danske tradition for borgerinddragelse og tværgående samarbejde. 

Derfor er det både positivt og relevant, at Region Hovedstaden netop har lanceret en ny vision for samarbejdet med civilsamfundet, hvor sociale henvisninger også nævnes som en del af strategien.  

Et godt eksempel på, hvordan lignende principper allerede kan omsættes i en dansk kontekst er Tingbjerg Changing Diabetes, som er et partnerskab mellem Københavns Kommune, Steno Diabetes Center Copenhagen, boligorganisationer og lokale foreninger.

Her arbejdes der langsigtet med at styrke trivsel, fællesskab og sundhed gennem aktiviteter, der udspringer af lokalsamfundets egne ressourcer og behov. 

Erfaringerne viser, at når sundhed forstås og udvikles i tæt samspil med beboerne og deres hverdag, kan man skabe bæredygtige løsninger, der på mange måder hviler på de samme principper som social henvisning.

De danske Steno-centre stiller sig også fortsat til rådighed i udvikling og afprøvning af nye modeller på baggrund af deres brede erfaring med samarbejde og engagement i civilsamfundet, og som kan komme det samlede sundhedsvæsen til gavn. Naturligvis i tæt samarbejde med almen praksis, kommuner og civilsamfund.  

Nøglerolle til almen praksis 

Almen praksis ville uden tvivl skulle have en nøglerolle i en eventuel dansk model for sociale henvisninger, men rammen ville sandsynligvis blive en anden end i England.

Hvor de britiske lægepraksisser har ansat ‘link workers’ som en del af NHS-systemet, er danske praksisser selvstændige enheder med begrænset organisatorisk kobling til kommunale og frivillige tilbud.

En dansk udgave ville derfor skulle bygge på partnerskaber, hvor almen praksis, kommuner og civilsamfund sammen udvikler de nødvendige forbindelser og støttestrukturer lokalt.  

Hvis det lykkes, kan sociale henvisninger blive et nyt fælles redskab i forebyggelse og behandling. Ikke som erstatning for sundhedsvæsenets nuværende ydelser men som et supplement, der styrker menneskers trivsel, fællesskab og handlekraft i hverdagen. 

Og som samtidig potentielt kan reducere det fremtidige pres på sundhedsvæsenet og dermed bidrage med en bæredygtig model, hvor sundhedsledelse er overskriften.