Sundhedsministeren skal blande sig

Af Finn Diderichsen
Socialmediciner og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU

Når middellevetiden fra den fattigste til den rigeste fjerdedel af danske mænd varierer fra 72 til 82 år, handler det ikke om nogle ekstra år for dem på plejehjemmene i Gentofte. De 10 års længere middellevetid svarer til, at risikoen for at dø, inden man er 75 år, ikke er 50 procent, men kun 25 procent. På 25 år er den forskel desuden fordoblet.

Stor ulighed
Der er mange komplicerede årsager til den udvikling, og Danmark er langt fra det eneste land, hvor det ser sådan ud. Sundhedsvæsnet er nok ansvarlig for en ret begrænset del af forklaringen, men konsekvenserne for sundhedsvæsnet af denne ulighed er ikke små og bliver kun større, som tiden går. For uligheden i dødelighed afspejler store uligheder i behandlingskrævende sygdomme. Et eksempel: Blandt de, som kun har grundskole har 27 procent tre eller flere kroniske sygdomme, mens det samme kun gælder for 5 procent af dem med en lang videregående uddannelse.

Når vi så samtidig ser, at borgere i forskellige samfundslag i stadig større udstrækning bor hver for sig – betyder det, at de geografiske uligheder, hvad angår behovet for sundhedsvæsnets ydelser, bliver stadig større. Der bliver relativt større behov på Lolland og mindre i Nordsjælland for nu at tage et par yderligheder. Hvordan møder sundhedsvæsnet den udfordring?

Mangel på praktiserende læger
Udviklingen i lægetæthed går faktisk den modsatte vej. Prognosen for antallet af praktiserende læger på Lolland for eksempel forudsiger et fald på 40 procent frem til 2015 bare på grund af pensioneringer, og i så fald er man nede på halvdelen af den normerede lægetæthed. Og i virkeligheden burde den blive højere og højere, når uligheden i sundhed vokser. Især når man har flere sygdomme samtidig, har man brug for let adgang til sin praktiserende læge, som da også har brug for tid til at hjælpe med at holde sammen på indsatserne, se til at man ikke får lægemidler, som modvirker hinanden, at man får den rehabilitering i kommunen, man behøver osv.

Sundhedsvæsnet er nok ansvarlig for en ret begrænset del af forklaringen, men konsekvenserne for sundhedsvæsnet af denne ulighed er ikke små og bliver kun større som tiden går.

Finn Diderichsen
Socialmediciner og professor ved Institut for Folkesundhed, KU

Kommunerne i udkantsområderne har enorme problemer med beskæftigelsen, og borgere på dagpenge og kontanthjælp har ofte den svære kombination af psykiske, somatiske og sociale problemer. Det er ikke let at håndtere, og slet ikke hvis kommunen ikke har nem adgang til læger, så man kan sikre en kombineret social og medicinsk indsats.

Strandede forhandlinger
Lige nu er forhandlingerne mellem Danske Regioner og Lægeforeningen om en ny overenskomst for de praktiserende læger strandet. Regionerne vil kunne styre etableringen af lægerne bedre. Det er en gylden chance for parterne til at vise, at man tager det alvorligt, når man hylder det danske sundhedsvæsen som både lige og let tilgængeligt. Og en gylden lejlighed for regeringen til at vise, at den tager sine ambitiøse ord om at gøre noget ved ulighed i sundhed alvorligt. Visse overenskomstforhandlinger kan være en god idé at blande sig i.

Inspiration fra England
Det britiske ugeskrift for læger, BMJ, havde i sommers en leder med titlen ”Multimorbidity and the inverse care law in primary care”. Den foreslår en anden geografisk ressourcefordeling i primærsektoren af præcis de samme grunde, jeg her har anført.

Vi kunne måske oven i købet lære af hinanden.