Tandlæger om tandpleje til socialt udsatte: Vi har brug for en helt ny struktur

Af Børge Hede, Lars Høvenhoff og Ole Hovgaard
Hhv. tandlæge ph.d., overtandlæge og tandlæge ph.d. 

Før i tiden var huller i tænder og manglende tænder en folkesygdom. Sådan er det heldigvis ikke i dag – tandsundheden for langt de fleste er forbedret markant de sidste halvtreds år, men samtidigt er uligheden i tandsundhed forøget. Det er i dag en mindre del af befolkningen, der er hårdest ramt af de store tandsygdomme caries og parodontose.

Der er for en stor dels vedkommende tale om borgere, der slås med andre massive problemer – socialt, sundhedsmæssigt og økonomisk.

Den sociale ulighed i tandsundhed
Med opbakning fra samtlige partier i Folketinget blev der i 2018 indgået en politisk aftale om en fremtidig ændring af voksentandplejen. Aftalen blev truffet på grund af et lovindgreb affødt af forhandlingsnedbrud mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner.

Sundhedsministeren nedsatte derfor en ministeriel arbejdsgruppe, som skulle have fremlagt forslag til en ny organisering af voksentandplejen i foråret 2019. Arbejdet er dog blevet forsinket.

Hovedsigtet er at få en bedre styring på de offentlige midler, som anvendes på voksentandpleje, men det er samtidig et enigt Folketings intention, at en ny model også skal bekæmpe den sociale ulighed i tandsundhed.

Desuden er lovgivningen i dag sådan skruet sammen, at bevillingspraksis for nogle tilskudsordninger bygger på visitationskriterier, der står i direkte modsætning til det politiske ønske om at prioritere forebyggelse.

Børge Hede, Lars Høvenhoff og Ole Hovgaard
Hhv. tandlæge ph.d., overtandlæge og tandlæge ph.d.

En ny rapport udarbejdet af Sundheds- og Ældreministeriet afdækker, at der i dag er ikke mindre end 14 forskellige tandplejeordninger i Danmark forankret i ikke mindre end fem ministerier og otte forskellige lovområder. For flere af ordningerne gælder, at den enkelte ordning igen dækker over flere typer af tilskudsordninger placeret i såvel kommuner som regioner.

Lovkomplekset bag tandpleje opleves derfor af såvel ansatte i kommuner og regioner, som af tandlæger og patienter, som meget komplekst, uensartet og uigennemskueligt. Et forhold, vi har oplevet i det daglige som tandlægekonsulenter for kommuner og regioner.

Resultatet er et kludetæppe af tandplejetilbud og økonomiske tilskudsordninger, som borgerne har svært ved at nå frem til – et forhold, der i særdeleshed gælder for ressourcesvage borgere som eksempelvis ældre og socialt udsatte.

Forbedring af eksisterende tilbud
Desuden er lovgivningen i dag sådan skruet sammen, at bevillingspraksis for nogle tilskudsordninger bygger på visitationskriterier, der står i direkte modsætning til det politiske ønske om at prioritere forebyggelse, som er et væsentligt element i forhold til at mindske social ulighed i tandplejen.

Tilsvarende er der eksempler på, at bekendtgørelser og retningslinjer i lovgrundlaget er ude af trit med den evidensbaserede viden, vi i dag har.

Et gennemgående træk for samtlige 14 tandplejeordninger er tillige, at de ikke indeholder nogen løbende vurdering af den sundhedsmæssige gevinst af de anvendte økonomiske midler.

Der mangler med andre ord et styringsværktøj til at forbedre de eksisterende tilbud med henblik på at styre, hvis økonomien løber løbsk, eller hvis den forventede sundhedsforbedring udebliver. Samfundet anvender trods alt cirka fire milliarder kroner årligt på tandplejen – borgerne lægger det samme beløb i egenbetaling.

Nedsæt en tandplejekommission
Der er således mange både faglige, men også forvaltningsmæssige grunde til at revidere det samlede lovgrundlag for tandplejen. Der bør derfor nedsættes en egentlig tandplejekommission med deltagelse af såvel fagfolk som andre interessenter og ikke blot en snæver embedsmandsgruppe, der ser på et begrænset område af tandplejen.

Vi erfarer, at den nedsatte gruppe hidtil har haft sit fokus på løsninger som større priskonkurrence blandt de praktiserende tandlæger og nye ejerskabsmodeller for private klinikker.

Økonomi er én af de store barrierer, der afholder mange socialt udsatte fra at få den nødvendige tandpleje i dag, men nye ejerskabsforhold og frie takster kan ikke alene afhjælpe de massive udfordringer, som særligt den socialt udsatte borger i dag har med hensyn til tandpleje.