Debat

Tandlæger opfordrer politikere: Gør tandpleje gratis for unge

DEBAT: Politikerne skal indføre gratis tandpleje til unge op til 24 år. Det vil øge sandsynligheden for, at de unge får gode tandplejevaner for resten af livet, mener Tandlægeforeningen.

Mange unge sætter deres tandsundhed over styr, når de fylder 18 og selv skal betale for at gå til tandlæge, mener Tandlægeforeningen.
Mange unge sætter deres tandsundhed over styr, når de fylder 18 og selv skal betale for at gå til tandlæge, mener Tandlægeforeningen.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Kleist
Formand for Tandlægeforeningen

I Danmark har vi en fantastisk god tandpleje for børn og unge. Alle børn og unge går gratis til tandlæge, indtil de fylder 18 år.

Børne- og ungetandplejen bygger på forebyggelse og på at lære sunde vaner for at passe tænderne. Det skaber grobund for, at vi kan beholde vores egne tænder hele livet.

Det skal vi holde fast i.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men mange unge sætter deres tandsundhed over styr, når de fylder 18 og selv skal betale for at gå til tandlæge.

Selvom man ikke har huller, når man forlader børne- og ungetandplejen, så kan de udvikle sig hurtigt igen, hvis man ikke går til regelmæssig kontrol.

Unge oplever, at prisen er en væsentlig barriere for at komme til tandlægen.

Susanne Kleist
Formand for Tandlægeforeningen

Det er nødvendigt, at tandlægen undersøger de unge regelmæssigt, så vi kan opdage tandsygdomme, inden de udvikler sig, og kan vejlede om tandplejevaner, kostvaner og rygning.

Mange unge går ikke til tandlægen
Mere og mere forskning viser, at sundhed i munden spiller sammen med sundhed i resten af kroppen, hvilket understreger, hvor vigtigt det er, at sygdomme i munden behandles i tide.

Næsten halvdelen af de 18- til 24-årige var ikke til tandlæge i perioden 2015 til 2017, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Det er mere end dobbelt så mange som i de andre voksengrupper.

De unge risikerer at få både tandsmerter og lommesmerter, når de springer tandlægen over.

Jeg har selv haft flere unge i tandlægestolen, der er gået hjem med en regning på op mod 10.000 kroner, fordi de undgik tandlægen i flere år.

Skal være gratis for unge op til 24 år
I Tandlægeforeningen mener vi, at der skal indføres gratis tandpleje til de unge op til 24 år.

Tandlægeforeningens overslag viser, at den offentlige udgift ved at fjerne egenbetalingen for den forebyggende og grundlæggende tandbehandling for de 18- til 24-årige er cirka 78 millioner kroner årligt.

De unge oplever, at prisen er en væsentlig barriere for at komme til tandlægen. Det ved vi fra flere undersøgelser.

Unge har naturligvis et medansvar for deres tandsundhed, men erfaringer viser, at tandlægen ikke prioriteres, når man er omkring 18 til 24 år og befinder sig i en livsfase med mange skift – de flytter hjemmefra eller starter på uddannelse.

Læs også

Sverige er foregangsland
Gratis tandlægebesøg vil motivere de unge til at gå til tandlæge, og der er større sandsynlighed for, at der etableres gode tandplejevaner for resten af livet.

Det er en investering i forebyggelse for at undgå fremtidige udgifter til behandlinger.

I Sverige har det siden 2018 været gratis at gå til tandlæge til det 22. år, og i 2019 har det været til og med det 23. år.

Begrundelsen er, at den gode tandsundhed blandt børn og unge gerne skal fortsætte ind i voksenlivet. Svenskerne kan se, at egenbetaling er en barriere ligesom i Danmark, og at de unge ikke prioriterer at gå til tandlæge.

Partier skal handle på holdning
Partier som SF og Enhedslisten er enige i Tandlægeforeningens forslag om gratis tandpleje til unge. Andre partier siger, at man er åben for et system, der understøtter lavere priser for de unge.

Men spørgsmålet er, hvordan partierne ser på det, når valgkampen er overstået. Vil de investere i de unges tandsundhed?

Tandlægeforeningen opfordrer til, at partiernes gode holdninger omsættes til handling. Tandplejen til de unge skal prioriteres økonomisk, og der skal indføres en særlig ordning for de 18- til 24-årige, så de ikke dropper ud af tandplejen.

Til gavn for de unge og for fremtidens tænder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Susanne Kleist

Formand, Tandlægeforeningen
Tandlæge (1989)

0:000:00