Tema Regionsvalg 2009: Region Sjælland

SUNDHED - ANALYSE: En ny sygehusplan bliver et hovedemne i valgkampen. Regionen har indtil nu været den uartige dreng i regionsklassen ved at holde fast i en sygehusplan, som sundhedsministeren er lodret modstander af.
Foto: Gert Ellegaard
Fakta

Politik - Regionsrådet
Regionsformand Kristian Ebbensgaard (V) genopstiller ikke - og det gør den tidligere spidskandidat for S, Bent Normann, heller ikke.

Den nye hovedkandidat for V er Jens Stenbæk, der er debutant til regionsrådet, men med solid erfaring som kommunalpolitiker. Over for ham står Steen Bach Nielsen (S), tidligere borgmester i Slagelse.

Valget i 2005 var en gyser for S og V. R var tungen på vægtskålen og valgte at konstituere sig med V, K og DF. Afhængigt af stemmefordelingen den 17. november kan valget igen blive en gyser. Flertalsmulighederne for en ny sygehusplan kan blive en nøgle i konstitueringen.

DF vil denne gang stå frit og vil måske støtte en S-formand, men er politisk uenig med S om ny sygehusplan. R har ikke valgt side mellem S og V. SF's Flemming Stenild har vist styrke ved at samle et bredt flertal bag en psykiatriplan og et nyt psykiatrihospital i regionen. Stenild nyder respekt i de borgerliges rækker, men en SF'er i formandsstolen vil være en overraskelse.

Valgkampen i Region Sjælland får sandsynligvis som hovedtema, hvordan regionens fremtidige sygehusstruktur skal se ud. Et hovedspørgsmål er, om man kan nøjes med at have ét hovedsygehus, og hvor det i givet fald skal ligge.

I starten af 2009 tog regeringen nemlig den store pædagogiske værktøjskasse frem for at skære sin utilfredshed med den nuværende sygehusplan ud i pap.

Mens de fire øvrige regioner har fået grønt lys til store investeringer, har sjællænderne fået klar besked om, at de først skal lave en sygehusplan, som kan accepteres af de centrale sundhedsmyndigheder.

Region Sjælland fik simpelthen tilsagn om det mindste beløb, da regeringen i kølvandet på Erik Juhl-udvalget meldte ud, hvor sygehusmilliarderne fremover skal investeres. Under halvanden milliard kroner blev det til i første omgang, mens regionen selv havde bedt om otte.

Placering af et hovedsygehus
Socialdemokratiets spidskandidat Steen Bach Nielsen har sagt, at han går til valg på den nuværende sygehusplan fra 2007 - dvs. en plan uden et hovedsygehus.

Venstres spidskandidat, Jens Stenbæk, regner med, at det nye regionsråd vil udpege et hovedsygehus, men har behændigt undgået at sige, hvor han selv mener, det skal ligge. Det har givet kritik, men omvendt henviser han til den formelle procedure, at regionens embedsmænd for øjeblikket undersøger spørgsmålet nærmere. Om vælgerne vil nøjes med den melding, vil valgkampen vise.

De Radikale, som kan komme til at spille en central rolle under konstituering, går ind for, at Køge Sygehus skal udbygges som regionens supersygehus - men vil også fastholde Roskilde og Næstved som specialsygehuse. Argumentet for Køge er tilgængelighed og befolkningsunderlag. Men Køge har en dårlig placering i regionen, og en mere politisk spiselig placering skal måske findes et sted mellem Ringsted og Næstved.

Diskussionen om et kommende hovedsygehus vil sandsynligvis være det spørgsmål, der engagerer flest vælgere op til den 17. november. Og flertalsmulighederne for en sygehusplan bliver sandsynligvis det helt centrale spørgsmål i konstitueringen og dermed spillet om magten.

Strukturdiskussion
Den nuværende sygehusplan fra 2007 er et stort politisk og geografisk kompromis, der søgte at tilgodese så mange som muligt.

Planen var en politisk succes i regionen, fordi den kunne samle bred opbakning i regionsrådet. Men regeringens ekspertudvalg med Erik Juhl i spidsen kritiserede den sønder og sammen i 2008. Regionens specialer og akutbehandling skal samles på færre sygehuse, lød meldingen fra København.

Regionens politikere slog i første omgang syv kors for sig. Regionens geografi er ikke til et supersygehus, lød det på tværs af partigrænser. Afstandene er for store. Der er ingen oplagt hovedby. Og hvad skal regionsrådet i grunden gøre godt for, hvis København alligevel bestemmer alting? Var det bare skønne spildte kræfter, da regionen med stor møje selv skruede sin sygehusplan sammen?

Dokumentation

Oversigt: Sundhedsområdet i Region Sjælland

Valgperiode 2006-09
Den overordnede sygehusplan har været et hovedtema.

Regionsrådet kom på en ekstraarbejde, da det svenske ambulanceselskab Samariten på grund af manglende kapitalgrundlag opgav sin kontrakt på ambulancekørsel. Når Falck-kontrakten skal i udbud igen, kan S tænkes at ønske, at regionen selv står for opgaven.

Manglen på sundhedspersonale mærkes, og regionen har haft et større udviklingsprojekt, der skal gøre regionen til en mere attraktiv arbejdsplads og dermed skabe grundlag for at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Valgperioden 2010-14
Færdiggørelse af en sygehusplan bliver en hasteopgave for det nye regionsråd.

Regionen har fået tilsagn om, at der kan investeres 1 mia. kr. til samling af regionens psykiatriske funktioner i Slagelse. Hertil kommer et tilsagn om 300 mio. kr. til at etablere en fælles akutmodtagelse på Slagelse Sygehus.


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00