Vicedirektør: Valgkampen bør handle om al den sundhed, der ikke skabes i sundhedsvæsenet

Valgkampen er i fuld gang. Spørgsmålet er ikke, om sundhed bliver et tema – men om politikerne tør tage fat på det, der for alvor betyder noget.

Som leder i sundhedsvæsenet har jeg ikke brug for nye løfter, flere planer eller enkeltsager, der fører til endnu mere dokumentation og procesregulering. Sundhedsvæsenet har brug for arbejdsro til at gennemføre de store omorganiseringer, der allerede er sat i gang.

Men politikerne må meget gerne rette blikket mod alt det, der ligger uden for sundhedsvæsenet – for det er dér, uligheden i sundhed opstår, og dér, den skal bekæmpes.

Ny forskning efterlader ingen tvivl om problemets omfang: Mænd med lavest social status lever i gennemsnit til de er 65 år, mens mænd med højest social status lever til 89 år, en forskel på hele 24 år. Og uligheden sætter aftryk gennem hele livet: fra fødselsvægt og trivsel i barndommen til risikoen for kronisk sygdom og muligheden for at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter sygdom.

Uligheden som hovedtema

Når forskellene er så store, burde social ulighed i sundhed være et hovedtema i valgkampen. Men det kræver, at vi taler om de livsvilkår, der ligger bag tallene.

For sundhed skabes ikke primært i sundhedsvæsenet; sundhed skabes i hverdagen – i skoler og daginstitutioner, på arbejdspladser, i boligområder og i civilsamfundets fællesskaber. Det er her, børn får deres første forspring eller deres første nederlag. Det er her, trivsel eller mistrivsel tager form. Det er her, de strukturelle forskelle for alvor sætter sig.

Tiden moden til, at politikerne genoptager debatten om en folkesundhedslov, der ikke blot samler gode intentioner, men forpligter – på tværs af ministerområder.

Kirsten Wisborg
Lægefaglig vicedirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Netop derfor er tiden moden til, at politikerne genoptager debatten om en folkesundhedslov, der ikke blot samler gode intentioner, men forpligter – på tværs af ministerområder. En sådan lov bør sætte konkrete mål for færre tabte leveår, mindre social ulighed og stærkere forebyggelse. Men vigtigst af alt bør den placere et reelt ansvar hos både sundheds-, social-, uddannelses-, bolig- og beskæftigelsesområdet. For hvis vi ikke deler ansvaret ud, bliver det i praksis placeret ét sted: hos sundhedsvæsenet, der hverken kan eller skal løse opgaven alene.

Samtidig viser nyere kortlægninger markante geografiske forskelle i levetid på op mod fem år mellem danske kommuner. Når levealderen afhænger af postnummer, må vi som samfund erkende, at lokalmiljøer og boligpolitik er sundhedspolitik. Valgkampen bør derfor handle om, hvordan vi skaber trygge boligområder, adgang til natur og idræt, stærke fællesskaber og gode, sunde nærmiljøer. Vi skal skabe rammer, der gør det sunde valg lettere – især for dem, der i forvejen lever med mere sygdom og kortere liv.

Kræver ikke flere planer i sundhedsvæsenet

Også børn og unge kræver politisk fokus. Vi ved, at ulighed opstår tidligt og følger børn gennem livet. Det forpligter til en valgkamp, hvor man ikke kun taler om kernevelfærd, men også om mental trivsel, stærke læringsmiljøer og støtte til familier i udsatte positioner. Hvis vi vil mindske uligheden i sundhed, er det her, mange af de største gevinster skal hentes.