Professor: Den kollektive trafik har blinde vinkler for mennesker med handicap

Perspektivet handler ikke om at gøre alting til et spørgsmål om køn, men om at sikre, at beslutninger ikke utilsigtet stiller nogle grupper dårligere end andre. I FN’s bæredygtighedsmål er det formuleret som princippet om, at  ‘no one is left behind’. Offentlig forvaltning skal fungere for alle.

En menneskerettighedsbaseret tilgang betyder i praksis, at man systematisk spørger: Hvem får gavn af denne beslutning? Hvem risikerer at blive overset? Og har vi overhovedet data, der gør os i stand til at svare?

Blinde vinkler i kollektiv trafik

Tag handicapområdet som eksempel. I mange år blev bygninger, transport og digitale løsninger designet ud fra en forestilling om den gennemsnitlige borger uden funktionsnedsættelser.

Resultatet var, at mennesker med handicap blev afhængige af særordninger eller helt afskåret fra deltagelse. I dag arbejder man i stigende grad med universelt design, hvor omgivelser planlægges, så de kan bruges af flest muligt fra starten.

Det er ikke kun til gavn for personer med handicap, men også for ældre, forældre med barnevogne og i virkeligheden alle.

Selv små, tekniske beslutninger kan have konsekvenser, som vi ikke ser.

Morten Kjærum
Adjungeret professor, Aalborg Universitet

Alligevel er der stadig blinde vinkler. I mange danske byer er det for eksempel fortsat vanskeligt for kørestolsbrugere at komme ind i busserne. Niveauforskelle, korte stoppetider eller manglende plads kan i praksis gøre den kollektive transport utilgængelig. Endnu en barriere for inklusionen.

En menneskerettighedsbaseret tilgang til ældreplejen indebærer, at ældre ikke blot ses som modtagere af hjælp, men som borgere med ret til værdighed, selvbestemmelse og deltagelse. Det kan handle om alt fra boligforhold til adgang til transport og sociale aktiviteter.

Når man planlægger med rettigheder bliver den ældre systematisk sat i centrum for beslutningerne, hvilket skaber væsentlige forbedringer i ældreplejen.

På børneområdet har rettighedsperspektivet haft stor betydning. Børnekonventionen har været med til at flytte fokus fra, hvad voksne mener er bedst til også at inddrage børns egne perspektiver.

Europæiske storbyer viser vejen

Det har ændret praksis i alt fra social- og skolepolitik til byplanlægning, hvor man i stigende grad spørger, hvordan børn faktisk bruger byens rum, og om de trygt kan bevæge sig rundt. Men der er stadig lang vej.

Flere europæiske byer har bevidst arbejdet med at integrere ligestillings- og menneskerettighedsperspektiver i planlægningen.

I Wien har man i mange år brugt kønsopdelte data i byudvikling for at sikre, at parker, boligområder og transportløsninger fungerer for flere. Barcelona, Bergen, Lund og mange andre byer arbejder systematisk med en menneskerettighedsbaseret tilgang til borgernes hverdag.

Pointen er, at selv små, tekniske beslutninger kan have konsekvenser, som vi ikke ser, hvis vi ikke leder efter dem. Et ligestillings- eller menneskerettighedsperspektiv er et redskab til netop det: at stille spørgsmål, vi ellers ikke ville stille.

I et samarbejde med fem europæiske byer blandt andet Wien, Gdansk og Utrecht er vi på Raoul Wallenberg Institute ved at lægge sidste hånd på et stor EU-finansieret projekt, som skal gøre det nemmere for kommunerne at stille disse spørgsmål og efterfølgende evaluere resultatet.

Derfor kan diskussionen om snerydning faktisk være nyttig, fordi den minder os om, at offentlig forvaltning ikke kun handler om det, vi tror er effektiv drift. Den handler om, hvem samfundet er indrettet for. Og om vi er nysgerrige nok til at opdage, hvis nogen er blevet glemt.

I sidste ende viser det sig ofte, at netop det er den mest økonomiske og effektive tilgang.