Henriette Kjær svarer: Mobilitetspolitik skal fungere i folks hverdag. Også for dem, der er afhængige af bilen

Det er nødvendigt at diskutere, hvordan vi indretter vores byer i en tid med grøn omstilling og stigende pres på byrum.
Så tak til Altinget for at give plads til debatten. Og uenighed om bilens rolle i byen er ikke i sig selv et problem. Det er tværtimod et sundhedstegn med forskellige syn på byudviklingen.
Men når Robert Martin i sit indlæg placerer mig blandt “bilens interesseorganisationer”, bevæger debatten sig fra substans til motivfortolkning. Det vil jeg gerne korrigere.
Jeg har skrevet mit indlæg i eget navn og i egen ret. Jeg har hverken skrevet på vegne af en kunde, en brancheorganisation eller bilindustrien - og jeg har ingen kommercielle relationer til disse.
At have en faglig holdning til mobilitet er ikke det samme som at føre lobbyisme. Hvis det var tilfældet, ville enhver, der argumenterer for færre biler, være cykel- eller byudviklingslobbyist med speciale i bilfrie byrum. Sådan fungerer en seriøs debat ikke.
Virkelige menneskers hverdag
Robert Martin hævder, at jeg misbruger international forskning om detailhandel og parkering. Det er ikke korrekt.
Det studie, jeg henviser til, konkluderer, som han rigtigt påpeger, at for meget gadeparkering umiddelbart foran butikker kan have en negativ effekt.
Men det samme studie viser også, at butikker klarer sig bedre, når der er god adgang til parkeringshuse, gågader og offentlig transport.
Pointen er altså ikke, at gadeparkering i sig selv er afgørende, men at tilgængelig parkering og god adgang betyder noget.
Det er i øvrigt et gennemgående fund i den relativt begrænsede litteratur på området. Det, der skader bymidterne, er ikke færre parkeringspladser på gaden, men en blanding af flere forskellige faktorer. Herunder tilgængelig parkering, høje priser og trafikstyring.
Jeg tager selv toget på arbejde hver dag. Men jeg insisterer på, at mobilitetspolitik skal fungere i virkelige menneskers hverdag.
Henriette Kjær
Direktør for Mobilitet, Geelmuyden Kiese
Detailhandlen bruges i mit indlæg ikke som skjold, men som et konkret eksempel på, at mobilitetspolitik har afledte konsekvenser for byernes liv. Min position er hverken et forsvar for status quo eller et angreb på grøn omstilling. Tværtimod.
Jeg argumenterer eksplicit for styrket kollektiv transport, og jeg tager selv toget på arbejde hver dag. Men jeg insisterer på, at mobilitetspolitik skal fungere i virkelige menneskers hverdag.
Også for dem, der er afhængige af bilen for at komme til butikker og serviceydelser uden for mange skift mellem transportformer, herunder personer med handicap og ældre borgere med mobilitetsudfordringer, der ikke uden videre kan tage to busser og en metro for at komme til deres planlagte destination.
Vi er uenige om tempo og prioritering. Det er helt fair. Men debatten bliver ikke bedre af, at man tillægger hinanden skjulte motiver eller reducerer komplekse sammenhænge til karikaturer.
Hvis vi vil skabe byer, der både er grønne og fungerer for dem, der lever i dem, kræver det, at vi kan rumme mere end én transportform og mere end ét perspektiv.
Indsigt
Kenneth Fredslund Petersen spørger Thomas DanielsenBør Storebæltsbroen være gratis?
Udvalget spørger Thomas DanielsenHar DSB orienteret om udfordringer forbundet med indsættelsen af de nye Talgo togstammer?Besvaret
Nick Zimmermann spørger Thomas DanielsenSkal DSB pålægges en strammere styring af kørselsordninger?
- Helle Ib: Derfor kan Løkkes nye drama ende i selvmål og destruktion
- Aktivister: Mens vi andre skal spare, flyver privatfly ejet af Danmarks rigeste til Caribien og de skotske højlande
- 14 år efter betalingsringens død vil Radikale lade bilister betale for trængsel: "Vi står et helt andet sted i dag"
- Synergi: Krigen i Iran minder os om, at vi stadig overser det vigtigste værktøj mod energikriser



















