Forsker: Stigende mørketal om trafikulykker

Af Harry Lahrmann
Lektor ved AAU, Trafik og Veje

At eneuheld med fodgængere ikke defineres som trafikuheld, betyder, at der ikke er fokus på dette betydelige problem, når vejbestyrelsernes trafiksikkerhedsarbejde skal tilrettelægges og prioriteres.

Harry Lahrmann
Trafikforsker ved AAU

Det bliver ofte fremhævet, at det går godt med trafiksikkerheden – antallet af dræbte og kvæstede falder år for år.

For de dræbtes vedkommende er det korrekt. De sidste ti år er antal dræbte i trafikken faldet fra omkring 430 til omkring 190. Men for de kvæstedes vedkommende er der desværre et stort og voksende mørketal i den officielle uheldsstatistik, der er baseret på politiets uheldsindberetninger.

I 2013 registrerede politiet kun 3.500 kvæstede, medens skadestuerne registrerede 37.000, altså 10 gange så mange.

Sammenligner vi med skadestuernes tal og sætter år 2001 til 100, var det officielle uheldsindeks i 2013 faldet til 39, hvorimod antallet på skadestuerne kun var faldet til indeks 77. Men også skadestuernes tal er sandsynligvis belastet af et stigende mørketal i perioden, fordi skadestuerne i perioden har ændret praksis, så man nu kun kan komme på skadestue efter henvisning fra lægevagten.

Uheld uden for statistikkerne 
Hertil kommer ulykkerne, som behandles af de praktiserende læger, og som dermed slet ikke optræder i hverken politiets eller skadestuernes statistikker. Hvor mange er de, og hvor alvorlige er disse uheld – tja vi ved det ikke, men tro ikke, at det kun er småskrammer, der ender her.

Lad mig nævne to af disse ulykker, som jeg personligt kender til. Begge er eneuheld med cyklister i glat føre. I det første uheld vælter en 50-årig kvinde på cykel på vej til arbejde og slår hovedet mod asfalten – hun har cykelhjelm på, er lidt fortumlet, men ikke mere end at hun fortsætter til arbejdet. Hun bliver dog dårlig i løbet af dagen og opsøger egen læge, der konstaterer en kraftig hjernerystelse – så kraftig at hun i dag – to år senere - stadig har men af uheldet og har måttet gå ned på halv tid på arbejdet.

Det andet uheld er med en 36-årig kvinde, og forløbet er næsten det samme, og her var kvinden først sygemeldt og derefter deltidssygemeldt i flere måneder, men dette uheld endte heldigvis uden men.

Disse uheld er aldrig endt i hverken den officielle uheldsstatistik eller i skadestuernes statistik – selv om de har haft voldsomme konsekvenser for de to kvinder. Og for vejbestyrelsernes arbejde ville et større kendskab til denne type uheld måske betyde, at vintervedligeholdelsen i højere grad ville blive rettet mod cyklisternes forhold.

Fodgængeruheld 
Eneuheld med fodgængere defineres ikke som et trafikuheld, men 17.000 om året blev i gennemsnit behandlet på danske skadestuer efter fald på et fortov i årene 1998 til 2009. At eneuheld med fodgængere ikke defineres som trafikuheld betyder, at der ikke er fokus på dette betydelige problem, når vejbestyrelsernes trafiksikkerhedsarbejde skal tilrettelægges og prioriteres.

Skal der satses på en ny rundkørsel, eller skal fortovene rettes op og vintervedligeholdelsen af disse prioriteres? Først hvis fodgængeruheldene defineres som trafikuheld, kommer fortovene ind i denne prioritering.

Mørketal giver problemer 
Men betyder det store mørketal noget? Hvis blot de registrerede ulykker er repræsentative for alle de indtrufne ulykker, er det vel tilstrækkeligt. Desværre ikke, mørketallet giver flere store problemer for trafiksikkerhedsarbejdet.

For det første betyder det lave registrerede uheldstal, at det i praksis ikke længere er muligt på et statistisk sikkert grundlag at udpege de såkaldte sorte pletter. En metode der i de sidste 30 år med succes har været en grundsten i vejbestyrelsernes trafiksikkerhedsarbejde.

For det andet er mørketallet skævt fordelt på trafikantgrupperne og er således langt større for cyklister end for bilister. Denne skævdeling betyder – som for de manglende eneuheld med fodgængere – at prioriteringerne i trafiksikkerhedsarbejdet bliver vanskelige.

For det tredje vanskeliggør store mørketal, og dermed få registrerede uheld, gode effektundersøgelser – altså hvad virker, og hvad virker ikke.