Debat

ITD til Marianne Vind: Har du læst rapporten om højdekrav ved svinetransport, du fejlagtigt gengiver?

“Ingen undersøgelser har fastslået en passende dækhøjde for grise under transport". Sådan lyder konklusionen i den rapport, som socialdemokratiske Marianne Vind fejlagtigt bruger i sin kampagne for europæisk enegang på højdekrav ved transport af grise, skriver John Skovrup.

Enten har Marianne Vind ikke læst EFSA-rapporten, eller også er der tale om en voldsom egen- og overfortolkning af rapportens konklusioner, skriver John Skovrup.
Enten har Marianne Vind ikke læst EFSA-rapporten, eller også er der tale om en voldsom egen- og overfortolkning af rapportens konklusioner, skriver John Skovrup.Foto: Eurogroup For Animal Welfare/Nordfoto/Ritzau Scanpix
John Skovrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sit debatindlæg i Altinget er den socialdemokratiske kandidat til Europa-Parlamentsvalget Marianne Vind ude med et budskab om, at International Transport Danmark (ITD) og undertegnede er galt på den, når vi er kritiske over for de reviderede højdekrav i forbindelse med transport af svin, som danske politikere nu har indført, og hvor Danmark vil gå europæisk enegang.

ITD har hele tiden sagt, at der ikke findes videnskabelig evidens for, at en forhøjelse af etagehøjderne under dyretransporterne ændrer på velfærden for grisene.

Læs også

Det mener Marianne Vind derimod, der gør.

I sit debatindlæg henviser hun til, at European Food Safety Authority (EFSA) i en rapport fra 2022 konkluderer, at det vandrette, såvel som det lodrette plan, er vigtigt for grises velfærd under transport.

Det sidste er jeg sådan set helt enig i, for i ITD går vi også ind for, at der skal være fokus på dyrevelfærd under transporter.

Det vigtige, Marianne Vind ignorerer

Men Marianne Vind vælger i sin argumentation at ignorere, at EFSA i rapporten tydeligt understreger, at der netop ikke er foretaget forskning, der fokuserer på højde under transporterne, og at der rent faktisk ikke findes data, der fastsætter højdekrav eller præciserer, hvad højdekravene skal være. 

“Ingen undersøgelser har fastslået en passende dækhøjde for grise under transport," skriver Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

John Skovrup
Formand, International Transport Danmark (ITD)

“Ingen undersøgelser har fastslået en passende dækhøjde for grise under transport," skriver Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og fortsætter:

"Der findes ligninger til at estimere højden på grise, men der mangler data til at bestemme den passende dækhøjde for forskellige kategorier af grise for at beskytte deres velfærd under transport. Forskning er nødvendig for at etablere evidensbaserede grænseværdier”.

Som Marianne Vind selv anfører i sit debatindlæg, så er European Food Safety Authority (EFSA) den forskningsinstans, som EU-Kommissionen læner sig op ad, når der skal bruges viden på området for dyretransporter.

Enten har Marianne Vind ikke læst EFSA-rapporten, eller også er der tale om en voldsom egen- og overfortolkning af rapportens konklusioner.

Så jeg vil da meget gerne høre, hvad Marianne Vind mener, når hun skriver, at ”ITD bevidst lukker øjnene for alle videnskabelige beviser”, for det kan vel næppe være EFSA-rapporten?

Mariannes manglende belæg

Der er ikke nogen tvivl om, at en for lav etagehøjde har en negativ effekt på dyrevelfærden.

Men problemet i Marianne Vinds argumentation er, at der ikke er noget videnskabeligt belæg for, at den nuværende etagehøjde er til gene for dyrene.

Forskere fra Aarhus Universitet har nemlig undersøgt, hvad det vil betyde for grisene, hvis etagehøjden bliver hævet med 20 centimeter.

Læs også

Og konklusionen – som jeg antager, Marianne Vind ikke har læst – er ganske klar:

”Blandt de undersøgte etagehøjder og under de givne forhold (…) fandtes kun sporadiske og ubetydelige effekter af etagehøjde på de valgte indikatorer for ventilation og naturlige bevægelser”.

Dette studie fra Aarhus Universitet er i øvrigt anført på kildelisten i EFSA-rapporten, og må altså antages at være en af årsagerne til, at EFSA netop ikke kommer med de anbefalinger, som Marianne Vind hævder.

Fakta fremfor følelser

Marianne Vind skriver, at hvis hun bliver valgt til Europa-Parlamentet vil kæmpe for, at der i EU bliver stillet krav til en minimumsstandard for højden for grise i transport.

Det, synes jeg faktisk, lyder fornuftigt – hvis der altså forinden bliver lavet valid forskning, der fastslår, hvad et sådant krav bør være. Der skal helst lovgives på fakta og ikke på følelser. 

Problemet i Marianne Vinds argumentation er, at der ikke er noget videnskabeligt belæg for, at den nuværende etagehøjde er til gene for dyrene.

John Skovrup
Formand, International Transport Danmark (ITD)

I Danmark har politikerne som tidligere nævnt besluttet sig for at gå enegang og hæve kravene for højden på transporter af grise – uden at der findes forskningsmæssigt belæg for, at det overhovedet gavner dyrene.

Det kommer til at give de danske vognmænd – som allerede kører med de højeste europæiske standarder for dyretransporter – problemer i forhold til konkurrencen med deres udenlandske konkurrenter, det øger behovet for transport, som så skaber mere trafik på vejene og dermed øger CO2-udledningen.

I ITD mener vi også, at der skal være fokus på dyrevelfærd i forbindelse med dyretransporter, og der er i EU-landene desværre meget svingende standarder for, hvordan transporterne foregår.

Så jeg vil gerne bakke Marianne Vind op, hvis hun foreslår, at EU-landene skal køre med standarder, der matcher de danske på området.

Men så håber jeg, vi kan blive enige om, at de standarder skal være sat ud fra, hvad der er forskningsmæssigt belæg for, og ikke ud fra ”cherry picking” fra rapporter og en følelsesmæssig tilgang til emnet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Vind

MEP (S), fhv. næstformand, HK/Privat
master i professionel kommunikation (Roskilde Uni. 2016), laborant (Hospitalslaborantuddannelsen København. 1996)

John Skovrup

Bestyrelsesformand, International Transport Danmark (ITD), vognmand, J.A. Skovrup
lastvognsmekaniker (Vejle Tekniske Skole 2000)

0:000:00