Debat

EL om Kattegatforbindelsen: Fuldstændig tonedøvt at prioritere kortere rejsetid over klima og natur

Kattegatforbindelsen er en klimamæssig blindgyde, der allerede i anlægsfasen vil koste dyrt på CO2-kontoen. Og så forstyrrer den én af de sidste bastioner af fri natur i Danmark. Sæt en stopper for projektet nu, skriver Mai Villadsen.

Vi skal have et opgør med at ville plastre hele landet til med menneskelig aktivitet, blot for at spare rejsetid i et allerede lille land med korte afstande, skriver Mai Villadsen (EL). 
Vi skal have et opgør med at ville plastre hele landet til med menneskelig aktivitet, blot for at spare rejsetid i et allerede lille land med korte afstande, skriver Mai Villadsen (EL). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mai Villadsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi står midt i en klimakrise. Naturen er truet. Arbejdskraft er i mangel.

Alligevel taler vi om at prioritere det største anlægsprojekt på vejområdet i Danmark nogensinde. Selvom det er kulsort, skader naturen og bruger vores sparsomme ressourcer dybt uklogt.

Temadebat

Skal Danmark have en fast Kattegatforbindelse?
En togtur fra Aarhus til København på én time og otte minutter eller en biltur mellem de to byer på godt to timer. 

Det kan blive realiteten, hvis Danmarks største anlægsprojekt, en fast forbindelse over Kattegat, bliver besluttet gennemført efter at have været på tegnebrættet i årevis. 

Men den kortere rejsetid mellem landets to største byer er kun én side af sagen, hvor et hav af interesser er på spil. Fra erhvervslivet til miljøorganisationer, fra berørte kommuner til Christiansborg og fra transportbranchen til lokale modstandsforeninger. Og det er langt fra alle, der ønsker sig en bro over Kattegat. 

I foråret 2022 lander en forundersøgelse af Kattegatforbindelsen. Altinget Transport benytter lejligheden og spørger, om Kattegatforbindelsen er en god idé, og hvilke konsekvenser den kan få for miljøet, erhvervslivet og de berørte kommuner.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Kattegatforbindelsen vil blive næsten tre gange så lang som Storebæltsbroen med nye motorveje i begge ender. Det, mener jeg, er fuldstændigt tonedøvt. For klimaforskerne er ikke bare enige om, at vi skal reducere vores udledning. De er enige om, at vi skal reducere den her og nu.

Samtidig er befolkninger over hele kloden på gaden. I frustration over, at politikerne ikke lytter til ønsket om en mere bæredygtig verden og en hurtig grøn omstilling.

I Enhedslisten lytter vi til forskerne. Og vi kræver Kattegatbroen og spekulationerne omkring den stoppet nu. Kattegatbroen er et skridt i den forkerte retning og rummer en logik, der aldrig slutter.

At hvis vi bare får én vejbane mere, så får vi mindre trængsel. Men det kommer aldrig til at løse problemet med for mange biler på vejene.

Vi er nødt til at indføre andre udvælgelseskriterier for at skabe projekter her i landet, end at det i sig selv er et mål at nedbringe trængslen på vejene inden hele vores land er plastret til i motorveje. Vi skal tænke i alternativer.

Fuldstændig tosset

Infrastrukturberegningerne medregner ikke tabet af natur eller alternative løsninger på trængslen. Og det er fuldstændig tosset.

For vi har brug for en retfærdig trafikpolitik – som tager udgangspunkt i høj tilgængelighed, lav pris, og som i langt højere grad tilgodeser alle. Vi kan få meget kollektiv transport, samkørsel, delebilsløsninger og hjemmearbejdsløsninger, for de minimum 110 milliarder kroner broen på nuværende tidspunkt står til at koste. 

Alt sammen tiltag, der nedbringer trængslen, CO2-forbruget og skaber kollektive løsninger alle kan benytte. Det vil skabe bedre dækning med den kollektive transport, som både er grøn og gavner dem, der ikke har råd til en bil.

Det er en bunden opgave at tænke klogt om det tilbageværende CO2-budget. Kattegatbroen vil alene i anlægsfasen øge den danske udledning med tre millioner tons CO2. Med følger også en stigning på over 17.000 daglige ture mellem øst og vest Danmark.

Hvis vi skal reducere vores klimaudledning med 70 procent i 2030, så er den nemmeste måde at gøre det på at anvise nye og andre handlemuligheder. Hver gang vi reducerer en biltur, har vi sparet miljø, klima og infrastruktur for belastningen.

Hver gang vi reducerer en biltur, har vi sparet miljø, klima og infrastruktur for belastningen

Mai Villadsen (EL)
Politisk ordfører

Koster også naturen

Vi afkobler os i højere og højere grad fra naturen. Og vi glemmer desværre også ofte at beskytte den.

Kattegatbroen vil putte støj og lys nogle af de få steder, der er tilbage i Danmark, hvor man kan opleve en rigtig uforstyrret stjernehimmel og total ro om natten. En sidste bastion, hvor vi kan lade naturen stå tilbage i sin egen ret.

Vi skal have et opgør med at ville plastre hele landet til med menneskelig aktivitet, blot for at spare rejsetid i et allerede lille land med korte afstande. Vi skal i en anden retning med bedre løsninger for naturen, for klimaet og de mange. Det mener Enhedslisten. Og det vil vi kæmpe for at overbevise et flertal i folketinget om.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Villadsen

MF (EL), fhv. politisk ordfører

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024