ITD: Beskyldninger om landsforræderi er ren mudderkastning

REPLIK: Ole Christensen (S) bør droppe de urimelige påstande mod os om landsforræderi. Lad os i stedet konstruktivt arbejde for, at EU’s vejpakke forbedrer forholdene på transportområdet, skriver Carina Christensen, direktør i ITD.

Af Carina Christensen
Administrerende direktør i ITD

Det socialdemokratiske europaparlamentsmedlem Ole Christensen beskylder i et indlæg på Altinget 22. august ITD for at drive landsforræderi under de pågående forhandlinger om EU's vejpakke.

Indlægget illustrerer til fulde, at forhandlingsniveauet omkring vejpakken har nået et absolut lavpunkt.

ITD bedriver på ingen måde landsforræderi, og vi bruger heller ikke tid og kræfter på mudderkastning. Vi fortæller derimod klart og tydeligt, hvad vi mener, og hvad vi arbejder for, når vi skal sikre de bedste mulige betingelser for vores mange medlemmer i den danske vejgodstransport. 

Vi vil derfor opfordre Ole Christensen og andre, der måtte være i tvivl om ITD’s holdninger til EU's vejpakkeudspil, til at nærlæse dette indlæg grundigt.

Det er korrekt, at ITD i de igangværende forhandlinger om EU's vejpakke ikke bakker op om EU-Kommissionens forslag om, at eksportchauffører på de internationale transporter skal omfattes af udstationeringsdirektivet. Det er der rigtig god grund til.

Udstationeringsdirektivet vil umuligøre håndhævelse af regler
Chaufførerne på de internationale transporter kan ikke betragtes som udstationerede, da de dagligt bevæger sig over de forskellige landegrænser.

Hvis de internationale (grænseoverskridende) transporter omfattes af udstationeringsdirektivet, betyder det, at chaufførerne og transportvirksomhederne skal forholde sig til national særlovgivning, hver gang en chauffør krydser en grænse og i realiteten skal skifte løn, hver gang han kører ind i et andet land.

Det vil blive en tung administrativ byrde for både chauffører og virksomheder og gøre det nærmest umuligt for myndighederne at foretage en effektiv kontrol og håndhævelse af reglerne. 

Her er ITD helt på linje med et stort flertal af transportpolitikerne i Europa-Parlamentets transportudvalg, som før sommerferien stemte imod, at internationale transporter skal være omfattet af udstationeringsdirektivet.

ITD ligger i spørgsmålet om udstationering på internationale transporter også helt på linje med 49 andre organisationer fra 24 forskellige EU-medlemslande, som har underskrevet ITD's deklaration om internationale transporter.

Senest har organisationer fra Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Østrig, Belgien, Holland og Slovenien underskrevet deklarationen, fordi de – ligesom ITD – ved, at udstationering på internationale transporter vil være en meget stor administrativ byrde.

Hertil kommer, at det vil blive nærmest umuligt for myndighederne at kontrollere og håndhæve. 

Klare entydige regler fra EU er nødvendige
ITD og vores europæiske kollegaer ønsker, at der på tværs af EU-medlemslandene skabes klare og ensartede rammer for transportbranchen, som ikke drukner både transportvirksomhederne og chaufførerne i uoverskueligt bureaukrati. 

Som branche har vi fra EU brug for gode rammevilkår, der understøtter danske virksomheder, så de kan klare sig i den hårde, internationale konkurrence.

Det kræver klare, entydige regler i EU for alle virksomheder, så virksomhederne ved, hvilke regler de skal rette sig efter.

Det kræver, at reglerne bliver fortolket ens i samtlige EU-lande. Og endelig kræver det, at reglerne kan håndhæves, og ikke mindst, at håndhævelsen sker effektivt. Ellers nytter det jo ikke noget. 

I forhold til cabotage støtter ITD EU-Kommissionens oprindelige forslag om, at cabotage skal omfattes af udstationering, samt at kontrollen øges betragteligt.

Når der udføres national transport, det vil sige cabotage eller det nationale vejben i en kombineret transport, kan der argumenteres for, at udenlandske virksomheder er i direkte konkurrence med nationale virksomheder.

Vi har længe set et behov for større klarhed om reglerne, ens fortolkning og implementering i EU-medlemslandene samt øget håndhævelse og kontrol.

ITD støtter også Kommissionens oprindelige forslag om en ny definition for cabotage, hvor der fokuseres på antal dage og ikke antal ture. Det vil skabe klarhed om reglerne og bidrage til en mere effektiv kontrol.

ITD ser også meget gerne, at de kombinerede transporter bliver omfattet af udstationeringsdirektivet, og at reglerne bliver klarere.

Her ønsker ITD en stramning i forhold til Kommissionens forslag, som ikke lægger op til at lægge de kombinerede transporter ind under udstationeringsdirektivet.

Vejpakken skal sikre og forbedre de fælles forhold
På området for køre- og hviletid er vi optaget af at sikre nogle vilkår, som også tilgodeser chaufførerne. Derfor mener vi, at der skal indarbejdes en 4-ugers ramme. Det vil skabe overblik og fleksibilitet for både de nationale og de internationale transporter.

Det gavner hverken chaufførerne eller sikkerheden, at lastbilerne skal holde stille 45 timer i træk, det gør det derimod, hvis de får mulighed for at reducere hvilet til 24 timer, så de kan komme hjem og holde fri i de opsparede dage.

Samtidig vil den øgede fleksibilitet også være en fordel for den danske vognmand i perioder med sæsonbetinget travlhed som for eksempel høst og højtider. Også her bakker vi op om Kommissionens oprindelige forslag. 

I ITD arbejder vi fortsat på at sikre fælles løsninger for vores erhverv, der vil kunne få støtte i hele EU. Forhandlingsforløbet viser med al tydelighed, at det ikke er nogen nem opgave, og at fronterne er trukket meget hårdt op.

Vi håber dog fortsat på, at den kommende endelige vejpakke vil sikre klart forbedrede fælles regler på transportområdet, der vil kunne samle EU-medlemslandene til gavn for danske transportvirksomheder og chauffører.

Forrige artikel Dansk Erhverv: Klimavenlig transport kører også på andet end el Dansk Erhverv: Klimavenlig transport kører også på andet end el Næste artikel Dansk Industri: S-kritik skævvrider debat om transportbranchen Dansk Industri: S-kritik skævvrider debat om transportbranchen
  • Anmeld

    Erik Mørk

    Prøv med sandheden

    Det IDT mener er, de vil havde muligheden, for at bruge løntrykker, som de vil, uden hensyntagen til samfundet.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Carina følg debatreglerne

    Carina Christensen det er god debatskik at svare på oplægget. Dit svineri her med at lave et nyt oplæg hører ikke hjemme i en god offentlig debat.

  • Anmeld

    John Zederkof Jessen

    Hvis nu det oprindelige oplæg......

    Det bør være god debatskik at bringe andre ting i spil, og ikke bare føje sig under en given debattørs synspunkter, især ikke hvis disse ikke er hele sandheden, og bærer præg af at have en misforstået tilgang til de angrebne.

    Hvis det er svineri at arbejde for sin organisation, og bringe dennes synspunkter til torv, så kommer der vist ikke mange oplæg eller debatter mere. Heller ikke fra såkaldt socialistisk hold, er det iøvrigt socialisme?

  • Anmeld

    Ronald · vognmand

    nu laver ITD igen spin

    Carina Christensen nu laver du jo igen spin med oret LANDSFORRÆDERRI dette ord har Ole EU ikke brugt
    Men der imod disse ord S i hård kritik af vognmænd: "I bedriver landsskadelig virksomhed"
    Dette er en væsentlig forskel på jeres spin
    Hold jer nu til sandhederne i stedet for at manipulere med ord i medierne