Antorini
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) forhandlede med forligspartierne hele torsdagen i ministeriet uden resultat. (Foto: Per Bang Thomsen/Altinget.dk)

Folkeskoleforliget overlever trods konservativt exit

REFORM: Folkeskolereformen stødte endnu engang på grund, efter Konservative torsdag forlod forhandlingsbordet. Forhandlingerne fortsætter fredag, og døren står fortsat på vid gab for Konservative, understreger både regeringen og de borgerlige, som freder det nuværende forlig.
| Flere

Emil, Jasmin og alle de andre børn og unge må væbne sig med ekstra tålmodighed, før de kan få deres nye folkeskole at se.

Det står klart, efter de tre regeringspartier, Venstre og Dansk Folkeparti sent torsdag aften forlod Børne- og Undervisningsministeriet efter er en lang og dramatisk forhandlingsdag.

“Vi har haft nogle rigtig gode drøftelser, og vi er et skridt tættere på at nå en aftale. Vi er dog ikke i mål endnu, og derfor fortsætter vi forhandlingerne fredag formiddag. Konservative er meget velkomne til at vende tilbage til forhandlingsbordet. Men de har selv valgt at gå, og vi fortsætter, uanset om de er med eller ej,” siger den radikale børne- og undervisningsordfører Lotte Rod og henviser til Konservative, som torsdag eftermiddag forlod forhandlingsbordet – eller blev smidt ud, som formand Lars Barfoed selv betegnede det.

DF: Jeg forstår ikke K
Det skete, efter børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) havde afvist deres krav om at skrotte den obligatoriske lektiehjælp og høvle et par ekstra timer af skoleugen.

Ministeren opfordrede dog efterfølgende den konservative partiformand Lars Barfoed til ”at besinde sig” og vende tilbage til forhandlingsbordet.

Det skete dog aldrig, og de resterende partiordførere forlod ministeriet klokken 22.45 uden en endelig reformaftale under armen.

"Jeg forstår ikke De Konservatives opførsel i det her forløb. De har valgt at lave et mediestunt, hvilket er ærgerligt, og derfor synes jeg, at de skal komme tilbage til forhandlingerne. Vi har haft virkelig gode forhandlinger i dag (torsdag, red.), og vi fortsætter fredag, hvor vi forhåbentligt bliver færdige,” siger Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen.

Overholder forligsregler
Dagen igennem havde meldingerne ellers lydt, at de resterende partier ville nå frem til en aftale trods Konservatives fravær. Der er fortsat dele af reformen, som splitter regeringen og de borgerlige, og de skulle have været forhandlet på plads torsdag.

Partierne understregede dog flere gange, at de ikke har nogle planer om at bryde det nuværende forlig, som Konservative fortsat er en del af. Derfor vil den nye aftale først kunne træde i kraft efter næste valg, hvilket ærgrer Venstre, SF og De Radikale.

“Vi overholder de forligsregler, der er på Christiansborg. Men konsekvensen bliver, at vi ikke giver de børn, der er i folkeskolen i dag, det løft, som vi kunne have givet dem. Jeg håber, at Konservative vil være med til at give dem det rygstød, de har brug for,” siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.

Det møder opbakning fra SF’s børne- og undervisningsordfører, Pernille Vigsø Bagge.

“Det er dødærgerligt, at Konservative ikke har bidt til bolle og anerkendt, at der er en alvorlig opgave, som skal løses nu,” siger Pernille Vigsø Bagge, som bliver suppleret af sin radikale kollega.

"Vores ønske er, at reformen kan træde i kraft så hurtigt som muligt, og derfor vil vi gerne have De Konservative med. Vi har jo et forlig, og det har vi ingen planer om at bryde," siger Lotte Rod.


V: Døren står åben
Selvom Konservative forlod torsdagens forhandlinger, før de for alvor var kommet i gang, så understreger Venstres gruppeformand, at dørerne til forhandlingslokalet fortsat er åben for partiet.

“Venstre har ingen intentioner om at smække nogle døre i, og hvis Konservative tilslutter sig på et senere tidspunkt, er det fint med os.”

Så I andre kan godt indgå et forlig nu, og så kan De Konservative vælge at tilslutte sig om et halvt eller et helt år?


“Det skal vi holde alle døre åbne for. Men sagen er jo den, at hvis de virkelig vil ind og have indflydelse, så skal de skynde sig. For når først man har lukket en aftale, så er den lukket,” siger Kristian Jensen.

Samme melding kommer fra Dansk Folkeparti.

"Jeg vil ikke sætte nogen tidsramme på, hvor længe vi holder døren åben for Konservative. Nu må vi se, hvordan det går i morgen, og så skal Konservative da også have buddet om at tilslutte sig," siger Alex Ahrendtsen.

Barfoed: Hvilken invitation?
Det har hovedpersonen, Lars Barfoed, dog ingen umiddelbare planer om.

Han mangler nemlig fortsat at få en formel forhandlingsinvitation fra børne- og undervisningsministeren, understregede han torsdag aften i TV2 News.

“Bare fordi hun (Christine Antorini, red.) siger det for rullende kamera, så kommer vi ikke styrtende hen og banker på og spørger, om det er rigtigt, at vi må få lov at komme ind igen. Sådan fungerer det ikke,” sagde Lars Barfoed.

Han understregede samtidig, at regeringen hele tiden har kendt til partiets holdning til lektiehjælp og den lange skoledag.

”Vi synes, det er at stjæle frihed og fritid for familierne. Vi synes også, der er familiepolitik i det her. Vi kan jo ikke have et samfund, der mere og mere overtager styringen af vores private liv. Jeg betragter det som socialisme, når staten vil institutionalisere folks liv,” sagde den konservative formand.

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK