Privatskoler beskylder Cevea for forvrængninger

PRIVATSKOLER: Tænketanken Cevea tager fejl ved at sige, at støtten til privatskolerne i stedet bør gå til folkeskolen, for det bliver folkeskolen ikke bedre af, mener Danmarks Privatskoleforening.
Anders Heissel

Man sparer ikke milliarder af kroner, og man ødelægger et stort udviklingslaboratorium, hvis man lukker privatskolerne.

Det siger Knud Ernst, formand for Danmarks Privatskoleforening, som reaktion på, at den nye tænketank Cevea i debatindlæg på Altinget foreslog at stoppe milliardstøtten til skolerne. Det skulle ifølge Cevea frigive flere milliarder, der kunne investeres i folkeskolen.

"Vi er et alternativ til folkeskolen, som skal have de bedst mulige vilkår. Ved at have to systemer får samfundet forskellige måder at bygge en skole op og aflevere en undervisning på. Vi opfatter os som et udviklingslaboratorium, som folkeskolen kan lære af. Derfor bliver folkeskolen ikke bedre at at privatskolerne lukker. Tværtimod kan de lære meget af os," siger Kurt Ernst.

94.000 nye elever i folkeskolen
Udover at smide en masse erfaringer væk vil man heller ikke spare noget som helst fra samfundets side, hvis privatskolerne ikke længere fik støtte, mener Danmarks Privatskoleforening.

Lukker man støtten til privatskolerne, vil samfundet ikke spare en krone. De elever, der pludselig strømmer fra privatskoler til folkeskolen, vil jo også koste noget.

Kurt Ernst
Formand for Danmarks Privatskoleforening

"Lukker man støtten til privatskolerne, vil samfundet ikke spare en krone. De elever, der pludselig strømmer fra privatskoler til folkeskolen, vil jo også koste noget. Hvis folkeskolen lige pludselig skulle have plads til 94.000 elever mere, skulle man indrette klasseværelser og skaffe lærere. Det vil kræve en milliardinvestering," siger Kurt Ernst.

Desuden afviser han, at privatskolerne undslår sig det sociale ansvar, som Cevea fremhæver i debatindlægget.

Problembørn vælger også privatskoler
"Der går lige så mange børn med faglige vanskeligheder, lige så mange indvandrerbørn og generelt lige så mange omkostningstunge elever, som der går i folkeskolen," siger Kurt Ernst.

Han mener generelt, at det er en styrke ved samfundet og demokratiet, at der findes en folkeskole og nogle alternative skoler, og at mindretallet kan opbygge nogle fællesskab via anderledes skoler.

Han hæfter sig dog ved, at Cevea vil lade sig "inspirere af den ledelsesstil og pædagogiske linje, som har været succesfuld på mange privatskoler."

"Men at lade sig inspirere og så samtidig lukke os er en mærkelig måde at sige tak for gode ideer på," siger Kurt Ernst.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00