Forslag om ny læreruddannelse med sundhedsfokus

UDDANNELSE: Professionshøjskole foreslår politikerne at lave en læreruddannelse, der fokuserer på sundhed i folkeskolen. Resultatet skal være en sundere livsstil, når børnene bliver voksne.

Ny profillæreruddannelse skal fremme sundheden i landets folkeskoler. Det mener Professionshøjskolen Metropol på Frederiksberg, der vil lave en uddannelse med fokus på sundhed og naturvidenskab. Uddannelsen skal skal have særligt fokus på fagene idræt, biologi og hjemkundskab, og skal fremme sundheden i landets folkeskoler.

"Antallet af børn, der lider af fedme og følgesygdomme som diabetes, svage led og forhøjet blodtryk, er alt for stort. Især i de laveste sociale klasser. Det er nødvendigt og vigtigt, at vi tager hånd om børns sundhed, kost- og motionsvaner, siger Thøger Johnsen, der er studierektor på Frederiksberg Seminarium, som er en del af Professionshøjskolen Metropol, til Berlingske Tidende.

Delte politiske meninger
Forslaget, der er en af de fire profillæreruddannelser, som Metropol vil foreslå Undervisningsministeriet i næste uge, møder delte meninger hos partierne på Christiansborg. Uddannelsesordførerne fra Socialdemokraterne og Konservative ser positivt på forslaget, mens Venstres Anne-Mette Winther Christiansen ikke er uddelt begejstret.

"Det er ikke svært at være profilskole i dag, fordi man har så dygtige faglærere. Vi skal lade være med at sætte flere forsøg i gang i læreruddannelsen, før vi ser resultaterne af igangværende," siger hun.

Forebyggelseskommisionens formand, Mette Wier, ser mere positivt på forslaget, som hun mener kan gøre op med uligheden i børnenes sundhedstilstand.

"Umiddelbart er det en rigtig god idé. Det kan få meget stor betydning på langt sigt, hvis det lykkes. Vi er et produkt af, hvad vi lærer gennem barndomsårene i hjemmet og skolen. Igennem skolen kan man gøre op med den sociale ulighed i sundhed, mens det er langt sværere at gøre i hjemmene," siger hun.

De tre andre profillæreuddannelser, som Professionshøjskolen Metropol foreslår, har hhv. fokus på special- og integrationsundervisning, pædagogisk skoleledelse og praktisk/musisk innovation.

0:000:00