3 A'er: Velfortalt tour de force i folkeskolens udvikling mangler refleksion og indre granskning

For Haarder & co. hed det dengang ”Perestrojka”, hvorfra der gik en linje til Jørgen S. Dichs opgør med ”Den herskende klasse” fra 1973, også kendt som professionsvældet; en bog Haarder lod sig inspirere af.

Med 1993-loven knæsattes det sidenhen forkætrede læringsbegreb, ideen om en styrket evalueringskultur i skolen, projektopgaven og begrebet om undervisningsdifferentiering, der bliver til en idé om, at alle elever er helt særlige, hvormed ideen om det almene forvitrer, og fællesskabet svækkes.

Sauer er oprigtig bekymret for den folkeskole og lærerprofession, han med rette ikke alene har kærlighed til, men også med ildhu placerer i midten af samfundets fineste idealer

Stefan Hermann

Kort forinden parcelleres lærernes arbejdstid i en aftale med Kommunernes Landsforening, der knytter sig til lærernes overgang fra tjenestemandsansatte til almindeligt overenskomstansatte. Sauer er kritisk overfor flere ting. Dels, at lærerrådet mister en magt, der forskydes til brugerne, dels at lærerne lønmodtagergøres med opgaver berammet i nidkære kategorier. Man taler til stodderen, ikke kongen i læreren.

Endelig kritiserer han, at den samfundsmæssige individualisering ikke mødes med et modsvar i skolen gennem en forpligtelse på fællesskab, men får et overfladisk medløb via forståelsen af undervisningsdifferentiering og den enkelte elev som en unik størrelse.

Meget af dette har været diskuteret i den pædagogiske litteratur og i den skolehistoriske forskning. Her har Sauer gennem årene ofte udfordret doxa i skolekredse, og sin egen lærerforening, der har knuselsket 1993-loven.

Ikke Sauer, der således har fat i noget, om end man må sige, at 1993-loven med dens forarbejde i 8.500 pædagogiske skoleforsøg med udgangspunkt i Folketingets vedtagelse af det såkaldte 7-punktsprogram, ikke var udtryk for den slags topstyring, som vi siden kom til at kende, om end loven og dens nøglebegreber selvsagt ikke afspejlede en flertydig essens af de tusindvis af skoleforsøg.

Sauer er oprigtig bekymret for den folkeskole og lærerprofession, han med rette ikke alene har kærlighed til, men også med ildhu placerer i midten af samfundets fineste idealer. Af en begavet skribent som Sauer savner man dog mindst to refleksioner.

For det første insisterer Sauer på, at den professionelle lærer nærmest finder sin kerne i den enkelte som person. Her er ingen refleksioner over, hvordan man da kan udvikle et begreb om professionalisme, hvis det hele står og falder med personligheden.

Sauers tekst er nok på sæt og vis oplysende, men desværre arret af hastige domfældelser og indiskrete dæmoniseringer af andre aktører, han helst vil bevare sin aversion mod

Stefan Hermann

For det andet bliver det ved antydninger og småirritation, når det handler om, hvad lærernes fagforening mon kunne have gjort anderledes. Ikke at Danmarks Lærerforening, tillidsrepræsentanter eller kredsformænd skal tildeles skyld og skam. Men en myndig kritik kan i et demokratisk samfund med andre ord aldrig alene sende regningen opad, men må også indebære indre granskning. Særligt når man ønsker sig tilbage til herredømmet i fordoms lærerråd.

Sauers engagement har i årtier været flammende, altid i kamp for sine idealer og frygtløs i sin omgang med modstandere. Det skal han have tak for – også fra én der jævnligt uden unødig sordin har fået læst og påskrevet.

Fordi den pædagogiske samtale har brug for en direkte og folkelig strid fra nogen, der både ved noget og vil noget. Begge dele kendetegner Sauer, og hans skolehistorie er velfortalt, men ensidig.

Sauers tekst er nok på sæt og vis oplysende, men desværre arret af hastige domfældelser og indiskrete dæmoniseringer af andre aktører, han helst vil bevare sin aversion mod, frem for at forstå (uden at billige). Ikke desto mindre er der grund til at sætte tænderne i Sauers fortælling.