Mette Frederiksen fratager ældreminister ansvaret for Christiania

40 dage efter ministerrokaden rykkes der på ny rundt på opgaverne mellem ministrene.
Ældreminister Mette Kiergaard fra Moderaterne skal nemlig ikke længere være regeringens ansvarlige minister for Christiania. Det ministerområde tilfalder i stedet bolig- og socialminister Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet.
Det oplyser Statsministeriet til Altinget.
Opgaverokaden fremgår af en ny kongelig resolution, der er kundgjort tirsdag.
At ansvaret for Christiania i det hele taget lå hos ældreministeren har været et fejlskud, lyder det fra ældreordfører Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.
"Ældreministeren skulle aldrig have haft den opgave. Det er fuldstændig tosset," siger hun.
Nu får vi en minister, som er godt inde i stoffet og ved hvor skoen trykker. Det er i hvert fald det, jeg håber.
Mette Prag
Talsperson for Christiania
Talsperson for Christiania, Mette Prag, er glad for, at ministeransvaret for den gamle fristad i København nu gives til Københavns tidligere overborgmester fra Socialdemokratiet.
"Nu får vi en minister, som er godt inde i stoffet og ved, hvor skoen trykker. Det er i hvert fald det, jeg håber," siger Mette Prag.
Mette Kiergaard har haft ansvaret for Christiania siden februar 2023, hvor ressortområdet blev flyttet fra social- og boligministeren, som dengang hed Pernille Rosenkrantz-Theil.
Ældreministeren fik dermed blandt andet opgaven med at stå i spidsen for at få bygget de 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden, som staten blev enige med Christiania Fonden om for to år siden.
"Hvis Pusher Street skal lukkes, er der ikke kun brug for den politimæssige indsats. Hele området skal forandres. Vi ved, at byudvikling, byplanlægning og lokalmiljøer har en positiv effekt - også på kriminalitetsbekæmpelse," lød det fra ældreminister Mette Kierkgaard for et år siden.
Christiania har været kastebold
Efter rokaden i august rakte Altinget ud til det nye Ældreministerium, Bolig- og Socialministeriet og Statsministeriet for at få svar på, om det stadig var ældreministeren, der havde ansvaret for Christiania.
Fristaden har nemlig været lidt af en kastebold mellem ministerierne: Forsvarsministeriet, Finansministeriet, Klimaministeriet, Transportministeriet og Boligministeriet har alle tidligere huset Christiania.
En god måneds tid efter rokaden var der så nyt fra Statsministeriet: Christiania skulle ikke følge ældreministeren over i det nye Ældreministerium.
Nyheden glæder beboerne på Christiania.
"De udfordringer Christiania skal have løftet og bearbejdet trækker på hele fagområderne: bolig og social," siger Mette Prag, talsperson for Christiania.
Og det er et plus, at det lige netop er Københavns tidligere overborgmester, der skal stå i spidsen for det, mener hun:
"Sophie Hæstorp kan se værdien af Christiania for København og som et socialt by- og boligeksperiment."
- Gymnasieelev: Mit nej til alkohol blev først accepteret, da jeg fik kræft
- Centrale aktører med indspark til forhandlinger: "Nu skal man ikke vakle og lave slingrekurs"
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Nina Smith: Unge uden uddannelse er en bunden opgave for kommende regering
- Børne- og uddannelsesorganisationer: Børn og unge trives bedre i fritidsklubber, men ikke alle har adgang til fællesskabet



























