3F: Efteruddannelse skal prioriteres

Af Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F 

Under Folketingets spørgetime 28. februar 2017 udspandt der sig en interessant ordveksling mellem statsministeren og lederen af oppositionen. Mette Frederiksen slog nemlig fast, at der nu tilsyneladende er en aftale mellem S og V om at forbedre voksen- og efteruddannelsessystemet, først og fremmest af hensyn til danske lønmodtagere – men også for at sikre, at danske virksomheder kan få lov til at vækste og dermed skabe velstand til resten af samfundet. Lars Løkke kvitterede ved at rose dele af Socialdemokratiets udspil til en ny indsats mod flaskehalse på arbejdsmarkedet.

På overfladen kan det virke som strategisk positionering, men i 3F vælger vi at se det som en oprigtig interesse i og villighed til at styrke voksen- og efteruddannelsesindsatsen hos det regeringsbærende parti og det største oppositionsparti.

Efteruddannelsesudfordring i Danmark
”Forbrødringen” er ekstremt kærkommen og helt ekstremt vigtig. Den udtrykker for det første en generel politisk konsensus om og accept af, at vi står med en efteruddannelsesudfordring i Danmark, og for det andet udtrykker det en villighed til at løse tilhørende problemer.

Der er derfor alt mulig grund til at anerkende statsministeren for at have taget initiativ til trepartsforhandlinger og kvittere for, at Socialdemokratiet spiller aktivt med, senest med en række forslag til, hvordan vi modvirker flaskehalsproblematikken – en indsats, som vi i 3F allerede spiller en meget aktiv rolle i.

Udfordringen er sådan set ganske simpel. Kravene til lønmodtagerne på arbejdsmarkedet bliver stadig større. Samtidig er der inden for flere brancher nu begyndende mangel på kvalificeret arbejdskraft. Bottom line er, at der lige nu er en massiv efterspørgsel efter kompetencer på arbejdsmarkedet.

Alle undersøgelser peger på, at det er en god forretning for både lønmodtageren, virksomheden og samfundet, at vi sikrer efteruddannelse til alle.

Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F

På trods af det oplever vi, at efteruddannelsesaktiviteten dykker. For eksempel er AMU-aktiviteten over de seneste fem år halveret, og 3F's egne undersøgelser viser, at kun hvert femte medlem har været på efteruddannelse inden for de seneste seks måneder. Og det på trods af, at alle undersøgelser peger på, at det er en god forretning for både lønmodtageren, virksomheden og samfundet, at vi sikrer efteruddannelse til alle.

Se, det er den udfordring, vi her i løbet af foråret og sommeren skal bruge lidt tid på at løse ved de kommende trepartsforhandlinger.

Brug for en samlet indsats
For 3F er målet med de kommende forhandlinger at få gennemført ændringer og initiativer, der kan stimulere efterspørgslen efter relevant voksen- og efteruddannelse. Det skal vi for at styrke lønmodtagernes muligheder på arbejdsmarkedet og for at sikre virksomhederne adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Når vi understreger efterspørgsel og relevant voksen- og efteruddannelse, så er det fordi vores medlemmer er mest motiverede for at deltage i kurser, der har et klart sigte mod deres daglige arbejde. De tager kran- og truckcertifikat, hygiejnekurser, anvendelse af motorsav 1, 2 og 3, vejen som arbejdsplads eller dokumentation og kvalitetskontrol. De tager ikke kurser i mindfulness og positiv psykologi.

Vi mener, at der er behov at sikre, at virksomhederne, i langt højere grad end det er tilfældet i dag, tænker efteruddannelse ind i deres forretningsstrategier, så de ikke kun investerer i bygninger og teknologi, men også i deres medarbejdere. Forhåbentlig kan vi i forbindelse med trepartsforhandlingerne blive enige om forslag, der trækker virksomhederne i den retning. Det kunne være en større gulerod til virksomheder, der efteruddanner (for eksempel en genopretning af VEU-godtgørelse fra 80 til 100 procent for medarbejdere på kursus). Samtidig er det helt afgørende, at virksomhederne bliver så præcise som muligt i forhold til hvilke kompetencer, de mangler.

Omvendt skal vi i fagbevægelsen gøre endnu mere for at sikre, at vores medlemmer også af egen drift efterspørger voksen- og efteruddannelse. Det gør vi ved, at vores a-kassefolk sætter endnu mere turbo på uddannelsesvejledningen af de ledige, og det gør vores tillidsrepræsentanter og faglige sekretærer i forhold til at motivere de 3F’ere, der allerede er i job.

Samtidig har vi jo sammen med arbejdsgiverne stillet ressourcerne til rådighed i kraft af vores kompetencefonde. Endelig har vi en opgave i forhold til at motivere alle lønmodtagere med udfordringer inden for det almene område (læsning, regning og it) til at få hjælp til at styrke netop de kompetencer.

Institutions- og systemændringer er nødvendige
På udbudssiden skal uddannelsesinstitutioner blive endnu bedre til at prioritere deres kræfter i forhold til deres udbud, så lønmodtagere og virksomheder kan overskue tilbuddene. Når AMU-skolerne i dag har mulighed for at udbyde cirka 3.000 forskellige kurser, så er det altså ikke fremmende for overskueligheden. Det kræver en fælles indsats af institutionerne, men det kræver også, at de får lidt friere rammer i forhold til at tilrettelægge forløb, der retter sig mod specifikke behov i specifikke virksomheder.

Og så skal vi have løst de forskellige samspilsproblemer, der er i systemet i dag. For eksempel er det tudetosset, at otte lønmodtagere, der har brug for et specifikt kursus, som vil kunne give dem job, ikke kan få det, fordi taxametersystemet gør alle kurser under 16 deltagere til en tabsgivende forretning for den lokale uddannelsesinstitution.

Endelig er der behov for at få set på en bedre sammenhæng mellem den regionale erhvervsudvikling, vækstpolitikken og VEU-systemet.

Så der er nok at tage fat på, men lige nu glæder vi os over, at der er politisk enighed og vilje til at gå i gang.