Uddannelsesaktører: Vi kan ikke behandle os ud af trivselskrisen

Hvad skal vi stille op med den stigende mistrivsel blandt børn og unge? Det har flere politikere ærligt sagt, at de ikke kender svaret på. De fleste retter per automatik blikket mod psykiatrien, hvor ventelisterne er uoverskueligt lange, når man er ti år og har angst, og hvor ressourcerne ikke slår til.

Trivselskrisen er mere kompleks end som så, og det er afgørende, at mistrivsel ikke reduceres til en diskussion om manglende ressourcer i psykiatrien. At tro, at vi kan behandle os ud af problemerne, er en menneskelig falliterklæring, for så accepterer vi samtidig, at mistrivslen stiger.

Mistrivslen starter allerede i daginstitutionerne, hvor pædagogerne oplever, at et stigende antal børn ikke trives. Og i skolen ser vi, at flere børn oplever ensomhed, stresssymptomer og angst.

Rettidig omhu

Her er vores påstand: Mange af de børn og unge, der ender med at have brug for hjælp i psykiatrien, kunne være hjulpet langt tidligere. De behøvede ikke at få det så dårligt, før vi tog deres mistrivsel seriøst.

Det er både for dyrt og uden perspektiv, hvis vi kun fokuserer på behandling

Rasmus Kjeldahl, Claus Hjortdal og Elisa Rimpler
Direktør, Børns Vilkår, formand, Skolelederforeningen og formand, BUPL

Derfor må en afgørende del af løsningen også være at skabe bedre rammer og forudsætninger for børn og unges trivsel. Vi skal forebygge mistrivsel, før den udvikler sig til en behandlingskrævende tilstand.

Både i daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skolen har vi oplagte muligheder for at forebygge. Stærke og positive fællesskaber er en af de vigtigste beskyttelsesfaktorer mod mistrivsel – men de opstår ikke af sig selv.

De forudsætter fagprofessionelle, som har tid til omsorg, nærvær og god pædagogik. Så kan vi faktisk spotte børn, der har brug for en ekstra indsats. Vi kan sågar tage børnene i hånden, før de snubler. Og med ressourcer nok til at sætte hurtigt og systematisk ind med helhedsindsatser på tværs af institutioner og PPR, sundhedsplejen og socialrådgivere, så kan vi gøre underværker.

De fleste børn bruger dagligt op mod otte timer i daginstitution eller skole og SFO. Det stiller store krav til de rammer, vi tilbyder dem. Når stadig flere børn ikke trives, er det ikke børnene, den er gal med. De reagerer på de rammer, vi forsøger at passe dem ind i.