Alternativet-kandidat: Bederummet er et pusterum for muslimer. Hvorfor vil I tage det fra dem?

For det første er bederum langt fra kun et udtryk for religiøs praksis, de er også et stille rum for refleksion og fordybelse i en hektisk studietid.

Vi taler konstant om vigtigheden af mental sundhed blandt studerende.

Et refleksionsrum eller bederum kan være en vigtig del af et sundt og rummeligt studiemiljø, et sted at trække vejret og finde ro midt i deadlines og pres.

Et pusterum

For det andet er der en grundlæggende ligestillings- og inklusionsdimension. Et rummeligt studiemiljø er et miljø, der rummer forskellighed, også når det gælder tro.

Problemer med social kontrol bør løses konkret der hvor de opstår, ikke ved at forbyde et rum

Qasam Nazir Ahmad (Å)
Regionsrådskandidat

Vi sørger som samfund for, at der er plads til fredagsbarer og sociale arrangementer, som giver et tiltrængt pusterum i en travl studietid.

Hvorfor skal der ikke også være rum for stilhed og bøn for dem, der har brug for det?

Problemer med social kontrol bør løses konkret der, hvor de opstår, ikke ved at forbyde et rum, der også bruges af dem, der intet har med social kontrol at gøre.

Som akademiker minder jeg mig selv om, at vores grundlov beskytter religionsfriheden.

Det er en frihed, som ikke alene handler om retten til at tro – men også retten til at praktisere sin tro.

Det er en ret, der gælder alle borgere, også dem som tror.

Når statsministeren kalder det for "fanatisme" eller "ekstremisme" at bede, så er vi vidne til en farlig glidebane: Hun stempler tusindvis af borgere, der blot ønsker at udøve deres tro fredeligt, som ekstreme.

Det kan ikke være rigtigt.

Uden rum for rummelighed

Statsministeren vil ikke lave et egentligt statsligt forbud mod bederum, men hun gør det alligevel klart, at de ikke bør være der.

Det bliver en de facto politik, hvor institutioner for at undgå problemer må lukke de rum, der ellers har fungeret som stille oaser.

Hvis vi for alvor tror på frihed, må vi også tro på, at den enkelte kan tage ansvar både for sin tro

Qasam Nazir Ahmad (Å)
Regionsrådskandidat

Resultatet bliver, at de der ønsker at bede, må finde en ledig gang, en græsplæne, et baglokale eller helt opgive at bede.

Ikke fordi de vil påtvinge andre noget, men fordi samfundet nu vælger at påtvinge dem noget: En nedlukning af deres mulighed for at udleve deres tro i studiemiljøet.

Dette er ikke blot et religionspolitisk spørgsmål.

Det er et grundlæggende spørgsmål om, hvad det betyder at leve i et demokratisk og rummeligt samfund. Hvis vi for alvor tror på frihed, må vi også tro på, at den enkelte kan tage ansvar både for sin tro og for at respektere andre.

Vi må insistere på at vi kan løse konkrete problemer med social kontrol uden at gøre troende studerende til syndebukke.

Statsministerens retorik om, at dette er en kamp mod kvindeundertrykkelse, er ikke kun unuanceret, den bliver også et angreb på dem, der faktisk ikke er undertrykte.

Hun siger, at hun "ikke kan fordrage kvindeundertrykkelse". Det er et legitimt og nødvendigt standpunkt.

I tager fejl

Men løsningen er ikke at fjerne et tilbud, som mange kvinder og mænd bruger frivilligt. Det er at skabe trygge rum og bekæmpe reel tvang, ikke at forbyde bederum generelt.

Med de nye meldinger er vi tættere på et samfund, hvor minoritetens rettigheder altid skal vige, hvis flertallet bliver nervøst.

Hvor bøn, en fredelig og grundlovssikret handling, bliver til "ekstremisme". Og hvor rummelighed og inklusion bliver tomme ord.

Derfor er jeg nødt til at sige det klart: Statsministeren tager fejl. Hvis vi for alvor ønsker at styrke både demokratiet og ligestillingen, må vi insistere på at kunne rumme forskellighed – også der, hvor det kan virke uvant eller fremmed for flertallet.

Den slags rummelighed er ikke svaghed. Tværtimod, er det et udtryk for styrke.