Debat

Behandlingsskolerne: Private og offentlige tilbud skal forenes, hvis vi skal hjælpe de 43.000 udsatte unge

Unge med psykiske udfordringer har brug for voksne, der giver dem de rette værktøjer. Ved at styrke partnerskaber mellem offentlige og private kan vi sikre, at disse unge bliver inkluderet i samfundet og arbejdsmarkedet, skriver Signe Flindt.

Du kan snildt leve med en diagnose, hvis du har tillært dig de værktøjer og redskaber, der skal til for at finde din plads, skriver Signe Flindt. — Du kan snildt leve med en diagnose, hvis du har tillært dig de værktøjer og redskaber, der skal til for at finde din plads, skriver Signe Flindt.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

20. november 2024 kl. 05.00

Signe Flindt

Adm. direktør, Behandlingsskolerne

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Hej gamle jas. Hvordan går det hos dig? Jeg håber du ved, hvor meget din indsats har betydet for mit liv og de muligheder, jeg nu har som voksen."

Sådan lyder en del af en SMS-besked fra en 20-årig ung mand, som vi kalder Karsten, til en af Behandlingsskolernes pædagoger.

Da Karsten for år tilbage begyndte på Behandlingsskolerne, var han stærkt udadreagerende, han måtte være alene i et klasselokale med to voksne. På ét år oplevede han, hvordan fire af de voksne, der var ansat til at hjælpe ham, måtte give op, fordi de ikke besad de nødvendige pædagogiske og didaktiske værktøjer.

Karsten ville med garanti være en af de 43.000 unge, der står både uden uddannelse og uden arbejde, hvis det ikke havde været for pædagogens indsats.

Vi håber, at de planlagte partnerskabsaftaler bliver skabt på tværs af ejerskabsformer, så private og offentlige tilbud kan forene alle gode kræfter.
Signe Flindt
Administrerende direktør, Behandlingsskolerne

Partnerskab baner vejen

På Behandlingsskolerne bliver eleverne mødt af voksne fagpersoner, der kan rumme og forstå selv de mest udadreagerende unge.

Det er helt afgørende for succes.

Ifølge den nye politiske aftale om 'Ungeløftet – flere unge i arbejde og forpligtende fællesskaber' er henved halvdelen af de 43.000 unge uden uddannelse eller arbejde diagnosticeret med én eller flere psykiatriske diagnoser, hvilket er en barriere for at komme på arbejdsmarkedet.

Ungeløftet har blandt andet som formål at skabe nationale partnerskaber for at bane den vej, de unge har brug for, for at blive en del af et arbejdsfællesskab.

Baggrunden er vigtig, og intentionerne bag Ungeløftet er fuldstændig korrekte.

På Behandlingsskolerne står vi på over 21 års erfaring med at hjælpe børn og unge med psykiatriske diagnoser gennem en grunduddannelse og videre på arbejdsmarkedet, og vi håber, at de planlagte partnerskabsaftaler bliver skabt på tværs af ejerskabsformer, så private og offentlige tilbud kan forene alle gode kræfter. For de unges og samfundets skyld.

Vores medarbejdere ved, at vores elever er børn og unge, der har brug for voksne omkring dem, som tør gøre en forskel og tør stille forventninger til deres faglige formåen.

Læs også

Debat

Friskolelærere: Det er skidt for læreruddannelsen at blive kaldt en velfærdsuddannelse

Hjælp på det rette tidspunkt

Hvis voksne sammenligner vores elever med deres jævnaldrende, er det nemt at se, hvad de ikke kan. Men hos os tilrettelægger vi undervisningen og behandlingen efter at fremme elevens ressourcer, og vi tilpasser hverdagen efter, at den skal blive en succes for den enkelte elev.

Mange af vores elever har belastningsreaktioner af at have gået i den danske folkeskole og af at være afprøvet i alt for mange forskellige tilbud og indsatser, der ikke gav mening. Det kan vi gøre bedre.

Vi ved, hvad der på den korte bane virker rent fagligt, og vi deler gerne ud af den viden.
Signe Flindt
Administrerende direktør, Behandlingsskolerne

Men det kræver, at vi som samfund tør rive siloerne ned mellem offentlige og private tilbud, så vi tør give de rigtige indsatser på de rette tidspunkter i de unges liv.

En psykiatrisk diagnose smider ikke en ung af perronen. Det er ikke et rødt kort, der kaster ham/hende ud i ingenting. Du kan snildt leve med en diagnose, hvis du har tillært dig de værktøjer og redskaber, der skal til for at finde din plads.

Det må være vores fineste mission som voksne at få til at ske. Det er min erfaring, at de fleste unge med udfordringer, og deres familier, ikke er bekymrede for selve diagnosen, men for om de får den hjælp, de har brug for på det rette tidspunkt.

De er bekymrede for om der er et skoletilbud til deres barn, så de ikke ender med at måtte sige deres job op.

De er bekymrede for om der er plads i samfundet til både dem som familier og til deres børn, når de skal videre ud i voksenlivet.

Vi ved, hvad der på den korte bane virker rent fagligt, og vi deler gerne ud af den viden, for vi har et fælles ansvar for at sikre et samfund, der giver bedre muligheder for en god og selvforsørgende fremtid for unge med psykiske udfordringer

Læs også