Det er håbløst at tro, vi kan straffe os til en bedre skole

Hvis vi skal efterleve et moderne børnesyn i skolen, skal vi væk fra en vilkårlig fraværsregistrering med opdeling af lovligt og ulovligt fravær og væk fra økonomisk straf.

Fravær er fravær og tid væk fra skolefællesskabet. Vi skal gøre os umage med at forstå årsagerne og hjælpe børn tilbage i fællesskabet.

Det kan være en større eller mindre opgave afhængigt af, om barnet har været på jordomrejse, har været indlagt med benbrud på hospitalet, har det svært derhjemme eller på anden vis ikke er i trivsel og har mistet skoletilhøret.

Men det er de voksnes ansvar i samarbejde med barnet at finde de rigtige greb til, hvordan barnet igen oplever at høre til. Det er håbløst at tro, at vi kan straffe os til øget skoletilhør.

Et bedaget børnesyn har også præget det politiske efterspil på mediernes dækning af sager om krænkende adfærd blandt elever på en række folkeskoler.

Vi løser ikke problemer i børnemiljøer ved blot at fjerne børn med uhensigtsmæssig adfærd.

Bente Boserup
Forperson, Børnerådet

Det skal være muligt at smide børn helt ud af folkeskolen, mener en række af partierne på Christiansborg. Abonnerer man på et moderne børnesyn er det selvfølgelig den gale vej.

I den nuværende lovgivning hersker der allerede en forfejlet tro på, at vi kan få børn i udvikling og trivsel med eftersidninger, hjemsendelse i op til flere dage eller ultimativt ved at fjerne børn og unge fra deres skolefællesskab og flytte dem til en anden skole i kommunen. 

Men vi løser ikke problemer i børnemiljøer ved blot at fjerne børn med uhensigtsmæssig adfærd. Det hjælper ikke nødvendigvis barnet, og det hjælper ikke en usund kultur i fællesskabet. Det ved vi alt om fra forskning om mobning.

De børn, der udviser krænkende adfærd er blevet svigtet af voksne omkring dem og har brug for støtte til at indgå på en positiv måde i skolens fællesskaber. Det er de voksnes ansvar, at det sker.

Heldigvis ved vi godt, hvad der skal til. Vi ved nemlig utroligt meget om, hvordan vi kan tage børn og unges ret til en god skole alvorligt, og hvad der skal til, for at vi lovgivnings- og ressourcemæssigt kan understøtte, at børn mødes af et tidssvarende børnesyn.

Jeg ser sådan frem til den dag, hvor vi for alvor begynder at lytte til børnefagligheden og sætter børnenes behov og perspektiver i centrum i udviklingen af deres skole.

Heldigvis gør rigtig mange ledere, lærere og pædagoger hver eneste dag deres ypperste for netop det. Og rigtig mange lykkes. Men det er for det meste på trods af – og ikke på grund af – det børnesyn, de lovgivningsmæssigt arbejder under.

Chancen for, at vi kan indrette en skole, hvor børn aldrig opfattes som ufærdige voksne, men altid anerkendes i egen ret optimeres, hvis kultur og lovgivning går, i hånd i hånd.

Det er i sidste ende et spørgsmål om politisk vilje til at investere i vores fremtid. Viljen til at ville vores børn det bedste. Viljen til at lytte til børnefagligheden og indføre et tidssvarende børnesyn.

Et børnesyn, hvor børn ikke skal tilrettes, men lyttes til, forstås og aktivt inddrages og engageres i indretningen af deres eget skoleliv.