Debat

Borgmester: Split de store uddannelsesklynger op

DEBAT: I stedet for at prøve at flytte de færdiguddannede bør man flytte uddannelser ud i hele landet, hvor der er brug for dem, skriver Jesper Frost Rasmussen (V).

VÆKST: Det er oplagt at udnytte synergien i at knytte placeringen af uddannelser sammen med placeringen af specialiserede erhvervsklynger, blandt andet i Esbjerg, mener borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
VÆKST: Det er oplagt at udnytte synergien i at knytte placeringen af uddannelser sammen med placeringen af specialiserede erhvervsklynger, blandt andet i Esbjerg, mener borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Frost Rasmussen (V)
Borgmester, Esbjerg Kommune

Danske Regioner har netop offentliggjort en undersøgelse, som viser, at det er så som så med nyuddannedes mobilitet. Det er ikke overraskende nyt. Især ikke for de kommuner, som støtter op om virksomhedernes rekrutteringsforsøg blandt dimittender i de større uddannelsesbyer.

Det er alment kendt, at uddannelsespladser er en af de bedste måder at bekæmpe fraflytning. Derfor er det også fejlagtigt at antage, at dimittender er flytbare, når studiet er slut.

Når man tager en uddannelse, slår man også ofte rod i studiebyen eller -området, og forståeligt nok bliver det ikke helt så attraktivt at flytte efter et job.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Så kan man selvfølgelig spørge sig selv, om man har det rigtige at lokke med. Men det mener jeg, at Esbjerg har. Antallet af private arbejdspladser stiger, og virksomhederne rekrutterer ingeniører og højtuddannede med en baggrund inden for energi, it, logistik og naturvidenskab generelt.

De spændende jobs er til stede og vil blive endnu flere i fremtiden. 

Vi ved, at de unge gerne vil studere i nærheden af, hvor de er vokset op. Men de får ikke muligheden.

Jesper Frost Rasmussen (V)
Borgmester, Esbjerg Kommune

Uddannelser hører til i hele landet
I Esbjerg har vi 60 uddannelser og 6.000 studerende på de videregående uddannelser. Det er dog ikke et imponerende tal set i lyset af kommunens størrelse.

Med 15 uddannelsespladser per 1.000 indbyggere kan Esbjerg sammenlignes med for eksempel Slagelse, Holstebro, Kolding, Næstved og Horsens Kommuner, mens kommuner som Lyngby-Taarbæk, Roskilde og Aarhus har henholdsvis 50, 37 og 35 uddannelsespladser per 1.000 indbyggere.

Vores mål er 10.000 studerende, som skal være med til at dække behovet for arbejdskraft i en storby i vækst. Det kan kun ske, hvis flere uddannelser flyttes til Esbjerg, og jeg er sikker på, at de studerende er klar.

Vi ved, at de unge gerne vil studere i nærheden af, hvor de er vokset op. Men de får ikke muligheden for at blive i deres nærområde, fordi uddannelserne er centraliserede.

Derfor er jeg en varm fortaler for, at de store uddannelsesklynger brydes op. Uddannelser hører til i hele landet, for der er brug for kompetencerne i hele landet. Geografien bør spille en rolle.

Det er for eksempel oplagt at udnytte synergien i at knytte placeringen af uddannelser sammen med placeringen af specialiserede erhvervsklynger. Det mærker vi her i Esbjerg, men potentialet er endnu større.

Afliv myten om de flytbare dimmitender
I Esbjerg Kommune er vi klar til at byde velkommen til endnu flere studerende, og vi har netop de faciliteter, som efterspørges, så som moderne studieboliger og et nærværende studiemiljø.

Der er godt gang i byggeriet af studieboliger, og yderligere 450 boliger er på vej i form af et storstilet projekt i et samarbejde mellem arkitektfirmaet BIG – Bjarke Ingels Group og EDK Administration. Esbjerg Erhvervsudvikling samarbejder med de seks videregående uddannelsesinstitutioner om at tilbyde events og arrangementer til studerende på tværs af studierne, som skal være med til at tiltrække og fastholde de studerende. 

Nu mangler vi bare, at vi i Esbjerg kan tilbyde flere af de rigtige uddannelser, for at kabalen om dimittenderne går op, og lad os så én gang for alle aflive myten om de flytbare dimittender.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Frost Rasmussen

Borgmester (V), Esbjerg Kommune, formand, Dansk Fjernvarme, præsident, World Energy Cities Partnership
b.Sc. EE (Aalborg Uni. 2000), HD (O) (SDU 2007)

0:000:00