Bredt flertal lander aftale om mere praksisfaglighed i udskolingen

AFTALE: Et bredt flertal i Folketinget blev tirsdag enig om en række nye tiltag, der skal styrke praksisfagligheden i udskolingen. De indfører blandt andet et obligatorisk håndværksfag i 7. og 8. klasse og mulighed for mere erhvervspraktik.

"Boglige og praktiske evner er ikke hinandens modsætninger," lyder det fra undervisningsminister Merete Riisager (LA). 
"Boglige og praktiske evner er ikke hinandens modsætninger," lyder det fra undervisningsminister Merete Riisager (LA). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Det bliver fra folkeskoleåret 2019-2020 lovpligtigt for landets folkeskoler at tilbyde eleverne i 7. og 8. klasse faget håndværk og design.

Samtidig får eleverne i udskolingen krav på en ekstra uges erhvervspraktik.

Det er to af initiativerne i en ny aftale om mere praksisfaglighed i folkeskolen, som et bredt flertal i Folketinget tirsdag morgen blev enig om. 

Ud over regeringen står Dansk Folkeparti, SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre bag aftalen, der som mål har, at flere unge orienterer sig mod erhvervsuddannelserne.

"Boglige og praktiske evner er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod. De skal gå hånd i hånd i folkeskolen, og med aftalens initiativer vil eleverne fremover blive udfordret, uanset om de er gode med hovedet, hænderne eller begge dele," lyder det i en pressemeddelelse fra undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Obligatoriske valgfag
Aftalen betyder også, at det bliver obligatorisk for eleverne i 7. og 8. klasse at have et enten praktisk eller musisk fag, der skal strække sig over to skoleår og kunne afsluttes med en prøve.

Ud over faget håndværk og design vil skolerne kunne tilbyde enten billedkunst, madkundskab eller musik. 

Det glæder undervisningsordfører i Venstre, Anni Matthiesen, der også forventer, at den ekstra uges erhvervspraktik vil få flere til at vælge at blive faglærte:

"Vi skal dyrke alle børns talenter. Derfor giver det også rigtig god mening for Venstre, at man nu får mere fokus på de praktiske færdigheder ved at give eleverne flere muligheder for valgfag i det praktiske og musiske i udskolingen," siger hun i pressemeddelelsen. 

Også i Socialdemokratiet er der tilfredshed med aftalen: 

“Det er ikke nok at kunne analysere et billede på væggen. Man skal også kunne hænge det op. Med denne aftale er vi nået et stort skridt nærmere Socialdemokratiets ønske om, at skolen ikke kun skal fokusere på kvikke hoveder, men også på kloge hænder,” siger undervisningsordfører Annette Lind (S). 

Aftalen skal også styrke den praksisnære læring af projektopgaven i 9. klasse ved at gøre det til "undtagelsen frem for reglen", at opgaverne laves uden praksisfaglige elementer. 

Aftalen kan læses i sin helhed her

Dokumentation

Her er aftalens fem initiativer

1. Obligatorisk to-årigt praktisk/musisk valgfag i 7.-8. klasse
Eleverne i folkeskolens 7. og 8. klasse skal have et praktisk eller musisk valgfag i 7. og 8. klasse. Her skal faget ‘håndværk og design’ være en mulighed, mens fagene billedkunst, madkundskab eller musik kan tilbydes.

2. Prøve i det praktiske/musiske valgfag
Det fag eleverne vælger skal kunne afsluttes med en prøve i op til sommerferien i 8. klasse. Den enkelte kommune vælger selv, om der skal afholdes afslutningsprøver.

3. Styrket praksisfaglighed i projektopgaven i 9. klasse
Projektopgaven i 9. klasse skal som udgangspunkt have et “tydeligt praksisfagligt element” og “skal leve op til et eller flere af kriterierne i den praksisfaglige dimensions i uddannelsesparathedsvurderingen”.

Det er ikke alle projektopgaver, der skal have et praksisfagligt element, men opgaver uden skal være “undtagelsen frem for reglen”.

4. Ret til erhvervspraktik i 8. og 9. klasse
Alle elever i folkeskolen får ret til en uges erhvervspraktik i både 8. og 9. klasse.

5. Udviklingsprojekt "Praksisfaglighed i folkeskolen"
Parterne bag aftalen støtter undervisningsministerens initiativ til et praksisfagligt udviklingsprojekt, der skal inspirere folkeskolerne til "at styrke anvendelsesorienterede, praksisfaglige og erhvervsrettede elementer i undervisningen i folkeskolen. Projektet begynder efter sommerferien.

De første fire initiativer ventes at kunne træde i kraft fra skoleåret 2019/20, mens det femte vil strække sig over skoleårene 2018-19 og 2019-20. 

Kilde: Aftale om styrket praksisfaglighed i folkeskolen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annette Lind

Generalkonsul, Flensborg, fhv. MF (S)
lærer (Nørre Nissum Seminarium 1994)

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00