Dannelsesforsker i modsvar: Nej, digital dannelse kræver ikke, at man konstant har en mobil i hånden

Brug for nationale retningslinjer 

I november 2024 gennemførte Skole og Forældre en undersøgelse blandt 954 forældre til børn i folkeskolen. De 954 forældre var fordelt ud over 93 af landets kommuner, hvilket vidner om en forholdsvis stærk, geografisk repræsentativitet.

89 procent af de adspurgte forældre svarer, at der er forbud mod mobilbrug i timerne på deres børns skoler.

Elever kan dannes til at have et sundt forhold til det digitale uden konstant at have en mobiltelefon i hånden.

Niels Jakob Pasgaard
Lektor, Pædagoguddannelsen VIA

I Danmark har vi i 2024-tal 501.198 folkeskoleelever, og tager vi undersøgelsens resultater for pålydende, er der op mod 11 procent, eller cirka 55.000 elever, der oplever en skole, hvor brugen af mobiler ikke er forbudt i timerne. Det er jo i sig selv bekymrende.

Værre ser det ud med pauserne: Kun 63 procent af forældrene svarer, at der er forbud mod mobilbrug i pauserne på deres børns skoler.

Op mod 37 procent eller godt 185.000 folkeskoleelever oplever dermed en skole, hvor brugen af mobiltelefoner ikke er forbudt i frikvartererne. 

For mig virker det som om, det er på høje tid med nationale retningslinjer, så også de sidste elever får lov at opleve ro, nærvær og fordybelse i både timer og frikvarterer.

At lære om alkohol med en breezer i hånden

Og så til den anden påstand: Er det virkelig rigtigt, at vi får mindre "digital dannelse", når mobiltelefonerne pakkes væk i skoletiden?

Stine Liv Johansens argument synes at være delt i to: For det første, at midlerne til at implementere filtre på skolernes netværk, skal tages fra projekter, der ellers skulle understøtte den digitale dannelse.

Kan man dannes til et balanceret forhold til alkohol uden at sidde med en Breezer i hånden?

Niels Jakob Pasgaard
Lektor, Pædagoguddannelsen VIA

For det andet, at den digitale dannelse er knyttet op på elevernes brug af mobiltelefoner i skoletiden: Man kan simpelthen ikke dannes til et balanceret og sundt forhold til mobiltelefonen, uden at have den i eller ved hånden.

Lad os starte med det sidste: Den logik, Liv Johansens argument bygger på, imploderer fuldstændigt i en simpel sammenligning med andre fænomener, som skolen også danner børnene i relation til.

Kan man dannes til et balanceret forhold til alkohol uden at sidde med en Breezer i hånden?

Kan man dannes til at undlade at spise for meget fastfood uden at sidde med en halv burger i munden?

Ja, naturligvis. Pointen er, at man også kan dannes til et sundt forhold til det digitale uden konstant at have en mobiltelefon i eller ved hånden.

I forhold til argumentet om, at skolerne skal løfte en opgave i forhold til at klæde børnene på til et liv, hvor det digitale fylder meget, har Liv Johansen en god pointe. Det er dét, hun kalder digital dannelse, og som andre kalder teknologiforståelse.

Den opgave er vigtig. Min pointe vil dog alligevel være, fra et alment dannelsesperspektiv, at det digitale kun udgør en lille del af den menneskelige tilværelse.

Det er vigtigere, at du fordyber dig og er nærværende i et fysisk og forpligtende fællesskab, og at du øver dig i at se andre i øjnene, også når I er uvenner, end at du lærer, hvordan man bruger filtre på Snapchat.

Og du kan sandsynligvis godt lære, at gambling er en dårlig idé, uden at sidde på alverdens betting-sider i timerne.

Fraværet af mobiltelefoner giver eleverne mulighed for at indgå i forpligtende fællesskaber, som ikke bare kan swipes væk.

Niels Jakob Pasgaard
Lektor, Pædagoguddannelsen VIA

Fælleskaber, der ikke kan swipes væk

Liv Johansen har også en pointe i, at mobiltelefonerne stadig findes uden for skolen efter det nye forbud, og at børnene ofte er overladt til sig selv med dem.

Det er et problem, som politikerne stadig må arbejde for at løse, forhåbentlig ved at forbyde en række sociale medier for børn, som Statsministeren foreslog det i sin tale ved Folketingets åbning.

Men indtil dét sker, er dét, at telefonerne ikke længere fylder på skolerne, ingen hindring for at lærere og pædagoger kan tale med eleverne om, hvad de oplever på skærmene i fritiden. Tværtimod, så vil de samtaler sandsynligvis være lettere at tage, når telefonerne ikke kommer imellem.

Samtidig giver fraværet af mobiltelefoner også eleverne en uvurderlig mulighed for at øve sig på at indgå i skolens forpligtende fællesskaber; fællesskaber, som ikke bare kan swipes væk.

Det er både bøvlet og besværligt, men måske er det en god ballast at have med sig, når man i fritiden bevæger sig ind i de mere flygtige, virtuelle fællesskaber – eller måske kan det endda tjene som inspiration til at vælge de fysiske og forpligtende fællesskaber over de virtuelle – også i fritiden.

Tak til politikerne for at hjælpe de sidste skoler på vej: Tak for at give plads til dannelsen, og ikke kun den digitale af slagsen.