Københavns Professionshøjskole: Vi skal afbureaukratisere de videregående uddannelser

Danmark er et land med meget store forventninger til hvad skoler og uddannelser kan og bør. Det er det første, som slår mig, når jeg genlæser Anders Thorsens fantastiske liste over emner, som er ønsket på skoleskemaet i folkeskolen. Listen vidner om flere ting.

Dels, at mange og ikke mindst organiserede og politiske interesser mener, at nærmest hvad som helst kan ordnes i skolen med et nyt fag eller en time, dels at vi har vanskeligt ved at finde et fælles helhedssyn, en fælles forankring i, hvad der er skolens formål og opgave, og navnlig hvad det ikke omfatter.

Det er meget sjældent en politiker kommer tørskoet i land, hvis vedkommende hævder, at noget må være familiens opgave, det civile samfunds eller erhvervslivets.

De grænser er blevet vanskeligere at trække. Derfor vælter det ind med nye opgaver, som skal løses i skolen og andre dele af uddannelsessystemet. Og ofte er det opgaver omgærdet af sympati og sponsoreret af en interesseorganisation, der ikke skal skele til helheden. Måske garneret med en case i medierne, der kan vække opsigt og som en politiker ønsker at løbe med.

Da der sjældent anvises hverken varig finansiering eller opgavebortfald vokser mængden af opgaver, der skal løses. For det meste mases det blot ind i fagbeskrivelser eller forløb og noget finansieres af projektpenge, der er midlertidige.

Og der skal rapporteres på det hele, ofte med højere og højere dokumentationskrav. Nu og da går det godt, men ofte forvitrer sammenhængen til det egentlige og bureaukrati og sidefunktioner vokser. Det skælder man så ud på efterfølgende.

En genkommende politisk sællert

Det pudsige er, at der siden finansminister Henning Christophersen (V) lagde fra land med sin moderniseringsredegørelse i november 1983 ikke har været en eneste regering, der ikke ville forenkle og afbureaukratisere. Det er en genkommende politisk sællert.

Måske fordi det er så vanskeligt for det politiske system at følge op på og for alvor gøre noget ved. Der kommer nemlig hele tiden nye opgaver, der skal løses og mediepresset har gjort såvel politikere som myndigheder mere ængstelige over for risici, der så må minimeres med regler og bureaukrati pakket ind i handlekraft.

Endelig kan der være en tendens til blandt myndigheder og bureaukratier vanemæssigt at producere bureaukrati, opfølgnings- og dokumentations- og evalueringskrav. Den samme tendens findes også blandt de fonde, som i stigende omfang spiller en betydelig og vigtig rolle i skole- og uddannelsessektoren.

Sågar i vor egne store institutioner på de videregående uddannelser, hvor det kræver betydelig disciplin at tøjle formaliseringstrangen.

Ringbindenes herre

Overvindes alle disse kræfter, kan man være vis på, at der nok skal vise sig fagpolitiske regler og politikker på centralt og decentralt hold, som snører virkeligheden og handlefriheden ind. Og nu og da kan det være kræfter fra blandt andet organiserede borgere, studenterorganisationer og brugerorganisationer, som kalder på procedurer og regler.

Det er meget sjældent en politiker kommer tørskoet i land, hvis vedkommende hævder, at noget må være familiens opgave, det civile samfunds eller erhvervslivets.

Stefan Hermann
Rektor, Københavns Professionshøjskole

Bureaukratiet kommer med andre ord ikke bare oppe fra politikere og embedsmænd samt institutionsledelser, men også fra siden (arbejdsmarkedets parter) og fra neden hos borgere og det civile samfund.

I offentligheden og skåltalerne er alle frihedens og fællesskabets riddere. Til hverdag underkastet reglerne og bureaukratiets Stockholmsyndrom. Vi er forelsket i vores gidseltager fordi reglerne også beskytter (nogle) og fastholder stabilitet. Konsekvensen er formentlig, at vi i stigende grad opflasker og socialiserer offentlige ledere til at blive administratorer.

En slags ringbindenes herre som en vittig hund sagde allerede i nullerne. Helt modsat snart sagt samtlige anbefalinger fra diverse ledelseskommissioner og ledelsespolitikker, der med jævne mellemrum dukker op med lige så stor forudsigelighed som, at bureaukrati og regler består.

En analyse og et håndslag

Senest har Mette Frederiksen (S) lanceret en storstilet reform, som skal sættekommunerne fri inden for dagtilbuds-, skole og ældreområdet. Det giver god mening at frisætte kommuner fra konkrete dokumentationskrav og -regler.

For mig at se ville et virkelig gennemtænkt træk være dels at være relativt sikker på, at friheden forvaltes af organisationer med den rette professionelle kapital og ledelse (er de dygtige nok?), dels at friheden tildeles enheder, der er sit ansvar og formål bevidst (arbejder de i den rigtige retning).

Dernæst at frisættelsen ikke alene tager sit udgangspunkt i statslige regler, der kan undværes, men også i regler påduttet af arbejdsmarkedets parter eller institutionerne selv.

Men det bliver vanskeligt fordi vi er blevet bange for det professionelle skøn, fordi regler beskytter (ofte legitime) interesser og rettigheder, fordi frihed indebærer afgivelse af magt, og fordi frihed indebærer større uforudsigelighed og variation. Og hvem får egentlig friheden/forenklingen? Kommunen, institutionsledelsen, skolelæreren, borgeren? 
 
På de videregående uddannelser ville en forenkling og afbureaukratisering være ikke alene velkommen, men nødvendig. Kerneopgaverne er pressede i et system, som mig bekendt aldrig har haft et egentligt styrings- og bureaukratieftersyn.

Det ville være klogt at starte med en analyse og et håndslag. Analysen fordi det er for nemt blot at sige frihed og forenkling som en efterklang af Christophersen. Håndslag fordi der er nødt til at være bevidsthed om afkald og fravalg, risici og omkostninger, når vi forenkler.