Debattør: Rektorforeningen er på afveje

Forleden meldte rektorforeningen med det besynderlige navn ”Danske Gymnasier” ud, at bæredygtighed skal indgå i gymnasiets formålsparagraf og fagenes læreplaner.

På sin vis bliver skolegang og uddannelse dermed at sammenligne med det hedengangne TV-program, Jeopardy, hvor deltagerne fik svaret, og derpå skulle ræsonnere sig frem til spørgsmålet.

Brian Degn Mårtensson
Filosof og forfatter

Således skal undervisningen styres af en bestemt forståelse og problematisering af et tidens mest profilerede politiske spørgsmål.

Med dette udspil lægger Danske Gymnasier sig på samme politiske linje som mange folkeskoler, der også arbejder med klimabevidsthed, samt Syddansk Universitet, der lader både undervisning og forskning følge FN's verdensmål.

Endnu andre offentlige institutioner har kastet sig ind i kampen imod sexisme, kønsstereotyper og andet, som man mener er dårligt og gammeldags.

På sin vis bliver skolegang og uddannelse dermed at sammenligne med det hedengangne TV-program, Jeopardy, hvor deltagerne fik svaret, og derpå skulle ræsonnere sig frem til spørgsmålet.

"Hvor rart og godt, det end lyder"
Imidlertid er hele vores civilisation – med dens tradition for åndsfrihed, pluralisme og demokrati – bygget op omkring det stik modsatte princip.

Her lærer man som ung en masse om verden – uden at få svaret på, hvad man så skal mene og gøre. Således bliver det borgerne, der laver sig en stat, og ikke staten, der laver sig nogle borgere.

Dette har i det flestes øjne været en utrolig stærk og human succesformel, da man herved sætter den enkelte fri til at leve sit eget liv – samtidig med, at man kvalificerer de fælles ting ved at åbne for kritik, udvikling og spændende nye ideer.

Offentlige grundskoler, gymnasier og universiteter har her netop ikke til formål at fremme bæredygtighed, økologi, dyrevelfærd, verdensfred, lighed eller andet i den dur. Uanset hvor rart og godt, det end lyder.

Hvis de alligevel beslutter sig for det, ophører de reelt med at være grundskoler, gymnasier og universiteter i en vesteuropæisk forstand. Sådanne har nemlig til formål at danne og uddanne til selvmyndighed.

Hvad er problemet?
Det er nemlig sådan, at de omtalte institutioner i vores kulturkreds bygger på en særlig opfattelse af forholdet mellem individ, stat og verden.

I et liberalt demokrati skal det opvoksende menneske så frit som muligt udvikle redskaber til at forstå verden, og statens og institutionens opgave i den forbindelse er udelukkende at værne om sagligheden og beskytte denne imod politisering.

Det er den demokratiske borger, der med viden og kundskaber skal finde ud af, hvad problemet er – ikke institutionen eller staten.

Det kan så meget vel være, at en dimittend - med sin erhvervede viden - efterfølgende mener, at fx bæredygtighed er tidens største udfordring, og det vil for mig være helt fint. Bare det er vedkommende selv, der kommer frem til det.

Frit engagement og selvmyndighed
Hvis staten og dens institutioner udpeger “problemet” på forhånd for de opvoksende borgere, kan et demokrati ikke bestå. Tilbage vil kun være en stat og nogle kroppe, der er skabt i statens billede.

Inspireret af Søren Kierkegaard kan man tilmed drilsk sige, at det faktisk ville være bedre for bæredygtigheds-dagsordenen, hvis statens institutioner direkte modarbejdede bæredygtighed, for herved kunne et oprigtigt, selvstændigt engagement for sagen i det mindste opstå.

Bedst vil det dog være, hvis skoler og uddannelse bare passer deres opgave med at være saglig anledning til den enkeltes frie engagement og selvmyndighed.