Dekan: Vores optagelsessystem er noget nær et drømmesystem

Af Johnny Laursen
Dekan, Faculty of Arts, Aarhus Universitet

Et spøgelse går gennem det danske uddannelsessystem i denne tid.

Der synes hos mange at være en opfattelse af, at det er galt med optagelsessystemet til de videregående uddannelser, og at karakterer skal spille en mindre rolle.

Derfor er der stadig flere stemmer, som løfter sig for, at vi skal finde andre kriterier for optagelse end karaktergennemsnit.

Jeg forstår det ikke. Danmark har et system for optagelse, som omfatter alle videregående uddannelser, kærligt kendt som KOT (den koordinerede tilmelding).

Man søger 5. juli om optagelse på en eller flere uddannelser, som man selv prioriterer. Mindre end tre uger efter modtager mere end 82 procent af alle ansøgere besked om, at de er blevet optaget på deres førsteprioritet.

Ingen andre lande har mig bekendt et så effektivt, fair og smidigt optagelsessystem som Danmark.

Johnny Laursen
Dekan, Faculty of Arts, Aarhus Universitet

Andre har ikke et så effektivt system
Det er cirka 65.000 unge, som i første hug lander på deres førsteprioritet. Herefter matcher man ansøgere mod deres andenprioritet og ledige pladser.

Det er vel næppe forkert, at cirka 90 procent af alle ansøgere i første forsøg lander på et studietilbud, som de bliver glade for. Ingen andre lande har mig bekendt et så effektivt, fair og smidigt optagelsessystem som Danmark.

Hastighed og koordination er kvalitet. Ved at alle får besked samtidig, undgår man spild af unges fremtidsmuligheder og venten på de langsommere institutioner.

Den nuværende KOT minimerer antallet af ledige studiepladser og maksimerer de unges fremtidsmuligheder. Det betyder også den bedste samfundsøkonomiske udnyttelse af nationens uddannelsesressourcer. 

Denne samtidighed og koordination kan gå tabt med forskellige, ukoordinerede processer på de enkelte institutioner.

Mange skuffede kan få pladser i provinsen
Det er alt sammen svært at forlige med den virkelighed, som man mødte, da man åbnede aviserne 26. juli.

Her fik ansøgerne svar, og i de følgende dage blev man overvældet af reportager om studier med absurd høje optagelseskrav og skuffede unge, som ikke kunne komme ind på det, som gerne beskrives som deres drømmeuddannelse.

Trangen til at lave hitlister over meget søgte og meget lidt søgte uddannelser er stor, mens lysten til at befatte sig med langt størstedelen af uddannelserne og langt størstedelen af de uddannelsessøgende er tilsvarende lille.

Sandheden er, at med en god studentereksamen kan man komme ind på langt de fleste uddannelser i landet. Sandheden er også, at hvis mange af de skuffede havde søgt en uddannelsesplads i provinsen, så ville endnu flere end de 82 procent have fået deres første ønske opfyldt.

Endelig er sandheden den, at uanset hvordan vi indretter vores optagelsessystem, så vil ikke alle kunne læse medicin, psykologi eller antropologi.

Der er også brug for dygtige lærere og pædagoger, ligesom der er brug for dygtige håndværkere. Så længe så mange unge prioriterer en universitetsuddannelse, vil der også være ansøgere, som bliver afvist, og uddannel­ser med meget høje adgangskrav – uanset hvilket optagelsessystem man har.

Karaktergennemsnit er socialt neutralt
Jeg er opmærksom på, at der under diskussionen om karaktergennemsnittet som adgangs­krite­rium også ligger en diskussion af stress og trivsel i folkeskole og gymnasium.

Det er sympatiske hensyn, ligesom det er sympatisk at søge at modvirke en social slagside gennem de socialt ulige virkninger i uddannelsessystemet.

Men vi ved faktisk ikke, hvilken rolle optagelsessystemet spiller for stress i gymnasiet. Til gengæld ved vi, at uanset hvilket optagelsessystem vi har, så vil der være nogle, som får afslag på de mest søgte uddannelser.

Vi ved desuden gennem mange undersøgelser, at karaktergennemsnittet fra studentereksamen er en ganske vist ikke perfekt, men trods alt bedre indikator på en ansøgers evne til at gennemføre et studium end andre adgangsformer.

Vi ved endelig, at karaktergennemsnittet er det socialt mest neutrale kriterium for optagelse, mens interview har en bias til fordel for akademikerbørn.