EL: Uddannelsessystemets rolle for unges mentale helbred kan ikke undervurderes

Det er dystre tal, der kan læses om unges mentale sundhed i den nyligt offentliggjorte Nationale Sundhedsprofil. De negative tal på den mentale helbredsskala er tårnhøje, og det må vække særlig bekymring, at udviklingen går i den gale retning.

For hver undersøgelse, der er gennemført siden Sundhedsstyrelsen for 12 år siden første gang tegnede et samlet billede af den nationale sundhedstilstand, har tallene bevæget sig den gale vej.

Blandt kvinder i 16-24 års-alderen er antallet med dårligt mentalt helbred fordoblet siden 2010. Selvom covid-19 nedlukningerne kan have påvirket tallene, står det lysende klart, at det ikke er lykkedes at bremse den negative udvikling. Tværtimod.

Det har ellers ikke skortet på opmærksomhed på de unges mentale helbred. Mange dygtige fagfolk har i årevis udført en kæmpe indsats for at vende udviklingen, og der eksisterer omfattende viden både om problemernes årsager og karakter samt hvilke muligheder, der er for at forebygge og behandle. Så hvorfor virker indsatserne ikke, og hvorfor sættes der ikke flere i værk?

Det gives der næppe enkle svar på. Problemerne er komplekse, og ser vi på tilsvarende tal for det mentale helbred i andre sammenlignelige lande, må det konstateres, at vi står overfor udfordringer, som langt fra alene kan føres tilbage til særlige danske forhold.

Men det skal jo på ingen måde afholde os fra at handle. For udviklingen kan naturligvis vendes, hvis vi vil. Det kræver ikke mindst politisk vilje, selvom også civilsamfundet naturligvis har en væsentlig rolle at spille.

Tidlig indsats

Der er behov for et stærkt fokus på en tidlig indsats. Vi ved, at 15 procent af alle børn og unge får stillet en psykiatrisk diagnose før de fylder 18 år, og eksperter anslår, at omkring 60 procent af dem, der henvises, udredes og behandles, har medfødte udviklingsforstyrrelser.

Test, karakterræs og adgangsbegrænsninger er et alvorligt problem

Jakob Sølvhøj (EL)
Børne- og undervisningsordfører

Derfor er det vigtigt, at der bliver sat tidligt ind i forhold til børn med udviklingsforstyrrelser, og at der generelt er fokus på at sikre de bedst mulige rammer om børnenes hverdag. Opbygning af stærke børnefællesskaber og udvikling af relationer til nærværende voksne har afgørende betydning.

Det kræver ikke mindst, at der er gode normeringer og veluddannet pædagogisk personale. Det har vi taget fat på med aftalen om minimumsnormeringer, men vi er langt fra i mål.

En skole, hvor der er rum til alle børn

Der er i en årrække blevet spændt ben for folkeskolens indsats for at tilgodese børn med forskellige former for udviklingsforstyrrelser og for at forebygge mistrivsel.

Den mislykkede inklusionsreform med den mekaniske procentsats for inklusion af børn i almenklasserne har sammen med en utilstrækkelig efteruddannelsesindsats skabt store problemer. Et af de meget alvorlige har været det voksende ufrivillige skolefravær blandt børn med autisme.

Heldigvis lader der i dag til at være en bred erkendelse af reformens fejlagtige kurs, men det er jo ikke nok.

Forhåbentlig vil den omfattende evaluering af inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand blive fulgt op af politisk handling. Vi er i Enhedslisten klar til politiske forhandlinger herom.

Ligesom vi er det i forhold til en generel styrkelse af folkeskolen. Vi oplever umiddelbart, at der i regeringen er en vilje hertil, og ser dannelsen af det nye samarbejde i ”Sammen om folkeskolen” som et udtryk for, at der nu endelig lyttes til lærerne og de øvrige parter i folkeskolen.

Vi må præstations- og karakterræset til livs

Uddannelsessystemets rolle i forhold til børn og unges mentale helbred og trivsel kan næppe overvurderes. Derfor er det forstemmende, at der ikke alene er problemer med at give elever med særlige behov den rette støtte, men at uddannelsessystemet selv har bidraget til at øge mistrivslen.

Præstationskulturen rækker åbenlyst langt ud over uddannelsesverdenen, men test, karakterræs og adgangsbegrænsninger er et alvorligt problem.

Den unge, der har akut brug for psykologhjælp, skal have den straks, og den skal være gratis

Jakob Sølvhøj (EL)
Børne- og undervisningsordfører

Undersøgelser, der fortæller om elever, der undgår spørgsmål til lærerne, fordi det kan trække karakteren ned, taler sit tydelige sprog. Elever, der dropper ud af deres uddannelse, selvom bedre støtte og vejledning kunne have forhindret det, er desværre et alt for velkendt fænomen.

Der er brug for markante ændringer af karaktersystemet, en styrkelse af den specialpædagogiske støtte på ungdomsuddannelserne og bedre hjælp og vejledning ved de mange overgange i uddannelsessystemet.

Sammenhæng i indsatserne

Livet leves ikke i adskilte rum, og skal indsatsen for at sikre større mental sundhed blandt unge virke, skal den hænge sammen. Det er lettere sagt en gjort, men det er selvfølgelig muligt at skabe en bedre sammenhæng mellem indsatserne i vores sundheds-, uddannelses- og sociale system.

Der er brug for en helhedsorientering og koordinering af indsatserne. Hjælp og vejledning skal være til rådighed, når der er brug for den og ikke med måneders eller års forsinkelse.

Støtten til den unge, der er ved at opgive sin uddannelse, skal sættes ind, før det sker. Den unge, der har akut brug for psykologhjælp, skal have den straks, og den skal være gratis. Den unge, der mangler tag over hovedet ved starten på en ny uddannelse, skal straks hjælpes til en billig bolig.

Vi skal af med silotænkningen og skabe bedre sammenhæng i de mange forskellige indsatser, der skal til for at forebygge og behandle mental mistrivsel og sikre et bedre ungdomsliv.