Emil og Alfons - og reformen af grundskolen!

Af Kurt Ernst
Formand for Danmarks Privatskoleforening

I statsministerens åbningstale hørte vi om børne- og undervisningsminister Christine Antorinis planer for og med Emil. Navnesammenfaldet med Astrid Lindgrens kvikke og friske dreng fra Lønneberg er nok ikke tilfældigt. Og så er han god på snedkerværkstedet, hvor der snittes træfigurer i lange baner. Emil giver også god mening, når Ny Nordisk Skole skal promoveres som en slags forløber for en folkeskolereform.

Reformer har vi ellers haft rigeligt af. Det sidste tiår er der gennemført en såkaldt reform pr. kvartal på folkeskoleområdet. Og hvad har det nyttet? Christiansborg og kommunerne har troet på, at alt ville blive bedre med mere af det hele: regler, planer, kontrol, straf, styring, stordrift, centralisering, udsmidning og opsplitning. Samtidig blev test og målinger af såvel elever som lærere intensiveret.

Paradigmeskiftet er på vej
Denne reform kan blive anderledes. Vi mærker et paradigmeskifte. Stilen er anderledes. Vores minister har indset "højglanssprogets hjælpeløshed". Højglanssproget har forbigået eller underbelyst det, man kunne kalde for det daglige og normale i den almene undervisning. Christine Antorini er på øjenhøjde med aktørerne - læreren i klasseværelset. Hun har modigt forladt den så klassiske socialdemokratiske position, hvor alt kan finde en teknokratisk løsning - byggende på systematiske rationaliseringer og planøkonomiske analyser. Ligesom hun tydeligvis ønsker at tage et opgør med teknokratiseringen af undervisningen. Alt kan ikke gøres op i PISA, helt ned i elevens øjenhøjde handler det om "en holdning til og en respekt for 'dialogen', der må anerkendes og geninstalleres som princip for tænksom udveksling" (Thomas Ziehe).

Christine Antorinis opgør med den teknokratiske vanetænkning er vel tydeligst kommet til udtryk ved hendes lancering af Ny Nordisk Skole. At projektet så låner en del fra en hel anden verdensdel gør ikke så meget. I Ontario i Canada er de lykkedes med det, som vi fortsat drømmer om: Stærkt forbedrede elevpræstationer, og så er de simpelthen verdensmestre i at indsnævre forskellen mellem top og bund. Udgangspunktet i Ontario var klare og få mål, som i bydeform lød: Hæv forventningerne til elever og lærere, mindsk forskellene mellem de svageste og de stærkeste elever, skab tillid til lærerne.

Christine Antorini er på øjenhøjde med aktørerne - læreren i klasseværelset. Hun har modigt forladt den så klassiske socialdemokratiske position, hvor alt kan finde en teknokratisk løsning - byggende på systematiske rationaliseringer og planøkonomiske analyser.

Kurt Ernst
Danmarks Privatskoleforening

Sidste chance
I mine øjne er denne reform sidste udkald. Hvis ikke lærerne får mere tid sammen med børnene, hvis ikke vi lykkes med inklusionsprojektet, er enhedsskolens dage talte. Forældre og lærere presser mange steder på for hold- og niveaudelinger, der giver minder om Folkeskoleloven af 1975, hvor man lancerede den så forkætrede holddeling: "grundkursus og udvidet kursus". I 1975 blev loven set i sammenhæng med samtidens diskussioner om at skabe lige muligheder for alle, undgå social skævhed og støtte elevernes personlige udvikling. Det var svaret i 1975 på de spørgsmål, vi fortsat stiller i 2012!

Derfor håber jeg for folkeskolen, at ministeren må lykkes med reformen og med Ny Nordisk Skole, som også de frie grundskoler bør bakke kraftigt op. Her kan Emil så komme til at gå i klasse med Gunilla Bergströms Alfons Åberg, som kan give et andet, men ligeså vigtigt bud på, at "Børnene er det vigtigste" - og at der fortsat skal være plads til "lille snusfornuftige, frihedssøgende og lettere anarkistiske Alfons".