Er der brug for talentpolitik?

Differentieret undervisning er krævende, og der er givetvis plads til forbedring i folkeskolens arbejde med at give alle elever de rette udfordringer. Men frem for en ideologisk baseret talentpolitik vil det være et mere positivt bidrag, hvis Undervisningsministeriet iværksatte et udviklingsprogram for styrkelse af metoder og praksis inden for den differentierede undervisning.

Palle Ramussen
Professor på Aalborg Universitet

Af Palle Rasmussen
Professor ved Aalborg Universitet

Troels Lund Poulsen vil stille forslag om, at alle kommuner skal lave en politik for talentudvikling i folkeskolen. Det sker med udgangspunkt i anbefalinger fra den arbejdsgruppe om talentudvikling, som blev nedsat sidste sommer. I forbindelse med nedsættelsen udtalte den daværende minister, Tina Nedergaard, at "Prioriteringen af talentudvikling i folkeskolen er det endelige opgør med tesen om, at hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære". Den nuværende minister følger op med en udtalelse om, at "de bedste elever har været et helt tabuiseret emne. Man taler ikke om, at de får lov til at passe sig selv".

Set i forhold til folkeskoleloven er disse udtalelser bemærkelsesværdige. I loven står der bl.a., at "Undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse, skal i alle fag leve op til folkeskolens formål, mål for fag samt emner og varieres, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger. Det påhviler skolelederen at sikre, at klasselæreren og klassens øvrige lærere planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever (§ 18, stk. 1 og 2).

Folkeskoleloven
Det princip om differentiering af undervisningen, som kommer til udtryk her, blev indført med folkeskoleloven af 1993. Hvis der nogensinde har været en tese som den, Tina Nedergaard nævner, blev den afskaffet senest på det tidspunkt. Loven siger ganske klart, at undervisningen skal rumme udfordringer for alle. Ingen må få lov til at passe sig selv.

Så hvorfor vil Undervisningsministeren have en særlig talentpolitik for folkeskolen? Måske fordi talentbegrebet ligger fint i forlængelse af den individualistiske og konkurrenceorienterede ideologi, som regeringen forfølger på mange områder. Det er også muligt, at regeringen søger at fastholde opbakning omkring folkeskolen fra forældre, som ellers kunne vælge at sende deres børn i privatskoler. Under alle omstændigheder er fokuseringen på talentudvikling problematisk, fordi den kun fokuserer på en mindre del af eleverne, og fordi den lægger op til fastlåste psykologiske forståelser af, at nogen har talent, andre ikke.

Talentudviklingsprojekt
For nogle år siden deltog jeg i en undersøgelse af et talentudviklingsprojekt i et kommunalt skolevæsen. Det var et forløb for elever i 8. og 9. klasse med særlig interesse for engelsk, matematik, biologi og fysik/kemi. Holdene var sammensat af elever fra en række skoler, og undervisningen foregik uden for normal skoletid en eftermiddag om ugen samt nogle weekender. Det fremstod i vores undersøgelser som et overvejende vellykket projekt. Et par resultater er værd at nævne her.

Mange af eleverne tog forbehold over for begrebet talent, som de forbandt med f.eks. særligt kloge børn, nørder eller nogen der føler sig bedre end andre. De brugte forskellige strategier til at undgå talentbegrebet, når de kommunikerer med andre om deltagelsen i talentklassen.

Løsningen med at lægge talentundervisningen uden for den normale skoletid var god, fordi eleverne både kunne knytte sociale netværk via talentholdet og samtidig beholde deres forankring i de almindelige skoleklasser.

Eleverne oplevede undervisningen i talentprojektet som præget af en langt større sammenhæng og helhed, end de ellers er vant til i skolen. De oplevede en mere eksperimenterende, aktiverende og intens form for læring. Men de mente ikke, at den slags undervisning ville kunne fungere i den daglige skolegang, som var meget mere styret af hensynet til pensum og eksamen.

Vores undersøgelse pegede ikke på, at de talentfulde elever er en forsømt og fortiet gruppe, men snarere at mere interessebaseret og intensiv læring har for dårlige vilkår i skolesystemet. Differentieret undervisning er krævende, og der er givetvis plads til forbedring i folkeskolens arbejde med at give alle elever de rette udfordringer. Men frem for en ideologisk baseret talentpolitik vil det være et mere positivt bidrag, hvis Undervisningsministeriet iværksatte et udviklingsprogram for styrkelse af metoder og praksis inden for den differentierede undervisning.